Debat

DF: Klar og sober forbrugeroplysning er afgørende

DEBAT: Forbrugerne skal have entydig information om skadelig kemi i deres dagligvarer, skriver DF’s miljøordfører, Pia Adelsteen. Det betyder dog ikke, at hun uden videre vil holde hånden over Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Om det også fremadrettet skal være Forbrugerrådet Tænk Kemi, der holder øje med kemien i danskernes dagligvarer, er for tidligt at sige, skriver Pia Adelsteen fra DF.
Om det også fremadrettet skal være Forbrugerrådet Tænk Kemi, der holder øje med kemien i danskernes dagligvarer, er for tidligt at sige, skriver Pia Adelsteen fra DF.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pia Adelsteen
Miljøordfører for Dansk Folkeparti

Forbrugerrådet Tænk Kemi har lavet app’en Kemiluppen, som forbrugerne kan bruge til at tjekke, om et kosmetik eller personlig pleje-produkt indeholder skadelige stoffer. 

Man scanner bare stregkoden, og så får man en vurdering af, om produktet indeholder kræftfremkaldende, allergifremkaldende eller hormonforstyrrende stoffer. 

Det er ret smart. Og det er jo som udgangspunkt godt, at det er nemt for forbrugerne at tilgå relevant information om de produkter, de benytter.

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Ikke plads til nuancerne
Men der har også været rejst kritik af, at Kemiluppen giver for unuancerede resultater, og i nogle tilfælde i virkeligheden kan være med til at gøre brugerne unødigt forvirrede og bekymrede. 

Når man scanner en stregkode viser app’en som svar en af tre forskellige kolber. Og hvis man får en rød kolbe som resultat, vil man jo som bruger være tilbøjelig til at tro, at produktet er farligt at anvende.

Det er jo som udgangspunkt glimrende, at forbrugerne har nem adgang til relevant produktinformation. Den skal bare formidles på en sober og ordentlig måde.

Pia Adelsteen
Miljøordfører for Dansk Folkeparti

Og det er jo som udgangspunkt ikke tilfældet, når der er tale om produkter, som Miljøstyrelsen har godkendt til salg på det danske marked. 

Disse produkter er som udgangspunkt sikre at anvende, når man blot gør det i overensstemmelse med brugsanvisningen. Ellers var de jo ikke blevet godkendt.

Der kan også være tilfælde, hvor et stof ikke længere anvendes i et produkt, men stadig fremstår som skadeligt i Kemiluppen, fordi de informationer, som anvendes i appen, ikke er blevet opdaterede.

Det bidrager alt sammen til, at forbrugerne i nogle tilfælde risikerer ikke at blive klogere af at bruge appen, men snarere blot mere forvirrede og måske bekymrede. 

Og det var jo ikke meningen.

Sober og ordentlig formidling
Jeg har i en række spørgsmål til miljøministeren rejst disse problematikker, og det ser heldigvis ud til, at Forbrugerrådet Tænk Kemis projektbeskrivelse præciseres, så det klart fremgår af kommunikationen, når der er tale om lovlige, godkendte produkter. Det er godt.

For det er jo som udgangspunkt glimrende, at forbrugerne har nem adgang til relevant produktinformation. Den skal bare formidles på en sober og ordentlig måde.

Regeringen har ikke afsat penge til at videreføre Forbrugerrådet Tænk Kemi i deres finanslovsforslag. Det er helt ærligt for tidligt at sige, om bevillingen til Tænk Kemi fastholdes. Jeg er sikker på, at en række partier på venstrefløjen vil kræve det, og så må vi jo se, hvordan forhandlingerne ender. 

Jeg vil i hvert fald ikke lægge mig fast på en forhandlingsposition forud for efterårets forhandlinger, som jo bliver et større puslespil at få til at falde på plads.

Der skal selvfølgelig være fokus på forbrugersikkerhed og regulering af kemi på det danske marked, men om det lige præcis bliver i form af Forbrugerrådet Tænk Kemi er ganske enkelt for tidligt at sige.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Adelsteen

Restauratør, fhv. MF (DF)
butiksassistent

0:000:00