Debat

DI: Genbrugte byggevarer skal reguleres

DEBAT: En analyse fra Miljøstyrelsen viser, at genbrug af brugte mursten ikke er samfundsøkonomisk rentabelt eller så ligetil, som det desværre ofte fremgår af debatten. Derfor skal genbrugte byggevarer mærkes, skriver Elly Kjems Hove, direktør i DI Byg.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Elly Kjems Hove
Branchedirektør i DI Byg

Lad os slå én ting fast med det samme. DI Byg og Kalk- og Teglværksforeningen ønsker, at byggeriet – og særligt byggematerialeproducenterne - bidrager til den cirkulære økonomi.

Men som den nye analyse Samfundsøkonomisk analyse af genbrug af mursten fra Miljøstyrelsen viser, er der stadig et behov for at se på, hvordan indsatsen skal prioriteres, så vi ikke spilder ressourcer og energi på indsatser, der ikke er rentable for samfundet. Samtidig viser analysen, at der stadig er grundlæggende præmisser, som endnu ikke er helt på plads.

Gammelt versus nyt
En af de tvivlsomme præmisser er, om brugte byggematerialer har de samme egenskaber som nye.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Mursten, som kan genbruges, er ofte mindst 80 år gamle. De er altså produceret i en tid, hvor byggeskikkene og kvalitetskravene var helt anderledes, end de er i dag. Det betyder, at de kan have en svingende kvalitet, og at de f.eks. kan have en svagere brudstyrke end nye sten, og derfor ikke kan anvendes i bærende konstruktioner.

Et andet eksempel er vinduer. I modsætning til nye vinduer er vinduer, som i dag genbruges, ikke produceret med energibesparelser og lyddæmpning for øje.

Vi ved, at EU-Kommissionen allerede er i gang med at se på mulighederne for produktmærkning af brugte byggevarer, og det kunne vi jo passende tage afsæt i her i Danmark.

Elly Kjems Hove
Branchedirektør i DI Byg

Dokumentation er nødvendig
Der stilles i dag betydelige lovmæssige krav om dokumentation af nye byggevarers egenskaber. Krav, som brugte byggevarer ikke lever op til, bl.a. fordi det er ikke er teknisk muligt at dokumentere disse egenskaber på en meningsfuld måde. Både markedsføring og anvendelse af brugte byggevarer kræver derfor dispensationer fra både kravene om CE-mærkning og Bygningsreglementets krav til energiforbrug, konstruktion eller brand.

DI Byg og Kalk- og Teglværksforeningen opfordrer derfor til, at transport-, bygnings- og boligministeren samt miljøministeren snarest får fremlagt retningslinjer for, hvordan brugte byggevarer bedst håndteres. Vi ved, at EU-Kommissionen allerede er i gang med at se på mulighederne for produktmærkning af brugte byggevarer, og det kunne vi jo passende tage afsæt i her i Danmark.

Ellers sker det, som Miljøstyrelsens analyse også påpeger, at markedet går uden om genbrugte byggematerialer, og så ryger bidraget til den cirkulære økonomi, vi alle ønsker.

Det vil være ærgerligt, men endnu vigtigere er det, at vi risikerer, at manglende mærkning går ud over danskernes sundhed og sikkerhed, fordi de der bygger huse – private og professionelle – anvender genbrugte materialer uden at kende produkternes egenskaber.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elly Kjems Hove

Underdirektør, DI Byggeri
cand.polyt. (Aalborg Uni. 1986)

0:000:00