DN: Naturen har ikke brug for landbrugspakke 2.0

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Det skortede ikke på store ambitioner, da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mandag fortalte pressen om forhandlingerne i blå blok om en ny naturpakke: Landbrugets kvælstofindsats skal reduceres, biodiversiteten skal styrkes i skoven og det åbne land, og endelig skal Danmark leve op til internationale forpligtigelser på naturområdet.

Det er flotte ambitioner, men nu rækker den hidtidige offentligt kendte budgetramme på 89 mio. kroner for de næste 4 år desværre ikke langt.

Men én ting er i hvert fald helt sikkert – hvis naturindsatsen skal lykkes, så skal der være klare mål og håndfaste og dokumenterede virkemidler, der sikrer en reel indsats.

Blind tro på frivillige aftaler
Indtil videre har den politiske diskussion handlet om en ”landbrugspakke 2.0”, hvor frivillige aftaler og hensigtserklæringer fylder det meste af naturindsatsen. Det mest håndfaste har været venstres udspil om at tage 25.000 hektar skov ud af drift.

Her kom det for nyligt frem i Altinget, at Naturstyrelsen allerede har planlagt at udtage 12.500 hektar, hvilket kun er en brøkdel af de 75.000 hektar, som forskerne anser som en minimumsindsats for at gøre en afgørende forskel for biodiversiteten. Forudsat at indsatsen sker i hele landet - også de private skove - ellers skal der langt flere hektar til for at nå målet.

Der er brug for løsninger, der gør det både attraktivt og obligatorisk for aktører i land- og skovbrug at udvikle natur.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Tiltagene for det åbne land ser ud til at blive helt frivillige og med fuld kompensation til lodsejerne. Nogle vil dermed kunne veksle lempelser i landbrugspakken til rede penge. Der er primært tale om at styrke naturplejen af det åbne land gennem enkelte nålestiksprojekter, hvilket hurtigt vil sluge de 89 millioner.

I sidste uge lancerede ministeren planer for Natura 2000-områderne. Her skal der laves naturpleje for 1,8 milliarder EU-midler. Men hvad med de 208.000 hektar plejekrævende natur, der ligger uden for disse områder? Her forslår 89 millioner som en skrædder et vidst sted.

Frivillige aftaler fejler historisk set
Det samme gør sig gældende for den kvælstofreduktion, som nu er blevet en del af pakken, hvor regeringen efter pres fra konservative har besluttet at rydde en smule op efter de miljøskader, der bliver resultatet af ”landbrugspakken 1.0” til det dybt forgældede landbrugserhverv.

Her skal frivillige aftaler om dyrkning af efterafgrøder, der kan trække overskydende kvælstof ud af jorden, kompensere for den øgede brug af gødning. Men det er som at spille på en hest, der altid kun har tabt.

De frivillige aftaler med landbruget har været en eklatant fiasko, og det er stort set aldrig lykkes at opnå det, som man politisk har aftalt.

Et eksempel er de frivillige randzoner fra den såkaldte vandmiljøplan tre. Her blev det besluttet i 2004, at der i 2009 skulle være udlagt 30.000 hektar randzoner, mod at landmændene fik økonomisk kompensation for at lave dem. Men ordningen spillede fallit, og i 2008 var der blot udlagt 700 hektar randzoner. Ikke engang den daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) havde udlagt randzoner på sin egen jord, stod der på forsiden af Politiken dengang. Derefter droppede man de frivillige randzoner.

Naturen er presset i bund
Hvis Danmark skal have bare en mikroskopisk chance for at leve op til internationale forpligtigelser om at vende tabet af biologiske mangfoldighed, som vi har forpligtiget os til inden 2020, så skal der helt andre veldokumenterede politiske virkemidler i spil. Og det skal ske nu – for tiden er knap.

Landbrugspakken flytter målstregen, idet den ikke bare vil øge kvælstofbelastningen af fjorde, kystvande og drikkevandet, men også til den sårbare natur i det åbne land, hvor en tredjedel af de truede danske arter lever.

Derfor er der brug for løsninger, der gør det både attraktivt og obligatorisk for aktører i land- og skovbrug at udvikle natur. Samfundet har krav på at få naturforbedringer til gengæld for de milliarder, vi betaler for gennem talrige støtteordninger til landbruget. Lodsejerne har krav på, at vi påskønner det forvalterskab, de påtager sig – f.eks. gennem skattefrihed for natur.

Der er flere eksempler på, at det kan lade sig gøre allerede i dag – for eksempel i England, hvor landmænd får økonomisk støtte efter, hvor gode de er til at nå den naturindsats, der er aftalt for en art eller et naturområde.

Opløftende er det dog ikke, at blå blok som led i naturpakken netop har vedtaget at ophæve forbuddet mod at sprede gift og gylle i den beskyttede danske natur. Der er ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk, der får det bedre af det.