Debat

DN: Naturens årsregnskab gik i minus

DEBAT: I store dele af Danmark har naturen fået dårligere betingelser, siden Venstre-regeringen trådte til for et år siden, skriver Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Foto: Kristian Ørsted Pedersen og Simon Klein-Knudsen, DN
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Fik naturen det bedre i det år, der er gået?

Nej, er det korte svar. Sandheden er, at i store dele af Danmark har naturen fået endnu ringere betingelser, end før Venstre-regeringen trådte til.

Vi vidste det jo godt. Med en stærkt ideologisk vækstplan fra Venstre, da partiet var i opposition, stod det klart, at fik partiet regeringsmagten, så ville der for alvor blive solgt ud af natur- og miljøbeskyttelsen, af kystbeskyttelsen og værdierne i det åbne land i et forsøg på at skabe vækst.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Landbrugets parti ved magten 
Frontalangrebet kom prompte. Den nye miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen drog  til Bruxelles for at overtale EU’s miljøkommissær Karmenu Vella til at slække på mål for landbrugets forurening med ammoniak. Ministeren måtte dog rejse tomhændet hjem.

Med rejsen til Bruxelles var der tonet rent flag. Landbrugets parti var rykket ind i regeringskontorerne. Ministerbil efter ministerbil rullede op foran Landbrug & Fødevarers delegeret-møde i Herning. Stemningen var i top, og løfterne flød. Mere gødning lovede ministrene, væk med sprøjteforbuddet i beskyttet natur, ud med de små vandløb, bort med de for landbruget generende indsatser i den tidligere regerings Naturplan Danmark.

Vi kan samlet set konstatere, at naturen ikke fik det bedre, at naturindsatserne står svækkede, at miljøet fik en ørefigen, og at presset på vores fælles grønne værdier er øget efter et år med Venstre ved magten.

Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Sejrstrofæet var afskaffelsen af de randzoner, Venstre selv indførte, da partiet sidst havde statsministerposten. Da fødevareministeren hed Henrik Høegh (V) og fastholdt randzoner som det bedste og billigste virkemiddel. Og som understregede, at de måtte være obligatoriske, idet frivillighed jo havde vist sig ikke at virke. Det var ærlig snak. Af de 30.000 ha randzoner, landbruget mod økonomisk kompensation som led i vandmiljøplan III skulle udlægge fra 2004, var kun sølle 700 ha en realitet fire år senere.

Ja – ikke engang den daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) havde udlagt dem på sin landejendom.

Landbrugspakken kolliderede med fakta 
Det har regeringen anno 2016 glemt. Grundlaget for den nye landbrugspakke hviler således på en nyvunden politisk tro på frivillige aftaler med landbruget – skarpt stillet over for det faktum, at pakken tillader 25 procent øget forurening fra erhvervet. 

Landbrugspakken blev forsøgt vredet grøn. Men den gik ikke. Postulaterne om miljøforbedringer blev skudt ned af os og af forskerne, og medierne fik færten af, at her kolliderede fakta med ideologi. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen måtte forlade posten. Den nye minister Esben Lunde Larsen – ham, der kalder os grønne for miljøtyranner - skal nu tage vare på vores natur og miljø. Men nu sker det med en EU-Kommission, der har blikket stift rettet mod de danske politiske krumspring for at tilgodese et enkelt erhverv i Europas mest intensivt dyrkede land.

Landbruget er nemlig den største enkelt-trussel mod naturen, fremgår det af EU´s Miljøagenturs rapport ”State of Nature in the EU” fra august 2015. Her skraber Danmark bunden, når det gælder naturens tilstand.

Naturpakke giver ikke løft af biodiversitet 
Set i det lys måtte vi sætte vores lid til den nye Naturpakke. Og på trods af, at ambitionsniveauet kun rækker til at udtage 25.000 hektar statslig skov til urørt skov, hvor af 11.700 hektar allerede er etableret, er vi glade. Det er godt! Men så er det også sagt. For mislyden er, at man først må hente naturværdierne ud i form af gamle løvtræer over de næste mange år.

Naturpakkens efterafgrøder giver ikke rigere natur: Det gavner heller ikke naturen, at der i Naturpakken åbnes op for, at man nu skal kunne flytte rundt på naturen, hvis den er i vejen. Sådan fungerer natur ikke. Samlet set giver Naturpakken langt fra det afgørende løft af biodiversiteten, vi efterlyser.

Netop nu forhandles der om kysternes fremtid – politisk altså. Men står det til regeringen, skal kysterne på lange strækninger sættes til salg. Den bedste udsigt i det åbne land skal også under hammeren, står det til regeringen. Er kyster og landskaber købt eller solgt, kan være afgjort, før Venstre kan fejre sit første år ved magten.

Således kan vi samlet set konstatere, at naturen ikke fik det bedre, at naturindsatserne står svækkede, at miljøet fik en ørefigen, og at presset på vores fælles grønne værdier er øget efter et år med Venstre ved magten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ella Maria Bisschop-Larsen

Fhv. præsident, Danmarks Naturfredningsforening
cand.scient. i biologi (Københavns Uni. 1978)

0:000:00