Ornitologer: Miljøministeren skal redde de truede engfugle

Af Egon Østergaard
Formand, Dansk Ornitologisk Forening

Der er bred enighed om, at brandmandens lov er vigtig, når vi skal prioritere indsatsen for at bevare en rig og varieret natur.

Det er derfor lige til højrebenet for miljøminister Lea Wermelin (S), for Miljø- og Fødevareministeriet ejer selv nogle af de mest værdifulde tilbageværende engfuglelokaliteter, hvor de farverige brushaner, de statelige store kobbersnepper, de 'pylrede' engryler og de viltre viber stadig yngler.

Uden dem forsvinder en vigtig brik i englandskabet, og det flade landskab langs fjorde og i Vadehavet vil blive fattigere.

I 2005 skrev minister Connie Hedegaard (K): "En succesfuld gennemførelse af denne plan vil være et væsentligt bidrag til at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten i Danmark og EU som helhed."

Det gælder stadig, men de mange indsatser, der blev igangsat, bør evalueres, og resultaterne vurderes.    

Udviklingen i ynglebestandene viser, at der er brug for en målrettet indsats på enge og strandenge – og ikke mindst på statens arealer.

Egon Østergaard
Formand, Dansk Ornitologisk Forening

Udviklingen i ynglebestandene viser, at der er brug for en målrettet indsats på enge og strandenge – og ikke mindst på statens arealer.

I årene efter at handlingsplanen blev sat i værk, igangsatte og gennemførte Skov- og Naturstyrelsen (nu Naturstyrelsen) adskillige gode tiltag, der forbedrede yngleforholdene på en række store statslige områder, for eksempel på Harboøre Tange, ved Nissum Fjord og på Tipperne i Ringkøbing Fjord.

Siden da er flere af disse tiltag fortsat, og fokus i flere af Natura 2000-planerne er netop at forbedre forholdene for denne specielle fuglegruppe.

Brug for en ny plan
Selv om Miljøstyrelsen og Dansk Ornitologisk Forening i dag har en aftale om, at vi fortsat skal have et skarpt øje på engfuglene, er der brug for en ny handlingsplan for 25 af vores vigtigste engfuglelokaliteter.

I forbindelse med sådan en plan bør det vurderes, om forvaltningen af statens engarealer faktisk tilgodeser engfuglene optimalt. Her er flere faktorer vigtige, men vegetationshøjden er en af dem, og jordens fugtighed en anden.

Det er ikke nemt at forvalte arealer for engfuglene, der også i flere tilfælde har modsatrettede krav til levestedet. Vi ved dog i dag ret meget om, hvordan et område skal forvaltes for at tilgodese flest mulige arter.

Disse erfaringer er blandt andet høstet på de statslige arealer på Tipperne i Ringkøbing Fjord, på Saltholm og i Vadehavsområdet. I Nordjylland på Vejlerne, der ejes af Aage V. Jensens Naturfond, er der også stor erfaring med at skabe gode ynglevilkår for engfuglene.

Stort problem med for lidt plads
Der tales og skrives for tiden meget om, hvilken forvaltning ikke mindst staten skal benytte sig af for at optimere biodiversiteten i skove og på lysåbne habitater. På mange arealer er rewilding eller wilding, om man vil, formentlig svaret, men det er ikke løsningen overalt.

Så hvad ønsker engfuglene?

Grundlæggende er det store problem også for engfuglene, at de har for lidt plads. Deres tidligere naturlige yngleområder, engene og strandengene, er i mange tilfælde forringede. Drænet, dyrket op eller groet til. Der er derfor kun ganske få store områder med ynglende bestande.

De hidtidige erfaringer med helårsgræsning på enge og strandenge tyder på, at det ikke er den bedste forvaltning for de ynglende engfuglebestande.

Dog er der også her brug for at prøve sig lidt frem nogle steder. Det afgørende er naturligvis, at engfuglene reagerer positivt med stigende bestande og god ynglesucces. Hidtil har en målrettet naturforvaltning med kreaturafgræsning vist sig mest succesfuld.