Hvordan kunne styrelse i årevis tillade for meget pesticid i drikkevand? Det skal minister nu svare på

DRIKKEVAND: På et samråd skal miljøminister Lea Wermelin (S) forklare, hvordan Miljøstyrelsen gennem syv år har kunnet givet vandværker dispensation fra krav til drikkevand - imod reglerne. Enhedslisten kalder sagen ”ubegribelig” og ”rystende”.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Miljøminister Lea Wermelin (S) er kaldt i samråd af Enhedslisten, efter det er kommet frem, at Miljøstyrelsen i årevis og i strid med EU-lovgivningen har givet vandværker en række dispensationer til at overskride grænseværdier for pesticider.

Det er til trods for, at EU-Kommissionen flere gange har henvendt sig til styrelsen med indvendinger om den danske praksis. 

”Gang på gang er vi blevet lovet, at der vil blive ryddet op i Miljøstyrelsen. Men det er simpelthen ikke sket,” siger Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, og tilføjer:

”Vi vil derfor have svar på, hvad der er gået galt, og præcis hvor fejlen ligger. Derudover vil vi selvfølgelig prøve at finde ud af, hvad skiftende ministre kan have vist om det her.”

”Rigsrevisionen kom med en yderst kras kritik af de dispensationer, som blev givet til landbruget. Derfor undrer det os, at tingene ikke er blevet undersøgt hele vejen rundt, og at dispensationerne til vandværkerne ikke også har fået et gennemsyn."

Mai Villadsen
Miljøordfører, Enhedslisten

Forsikringer er utilstrækkelige
Selv har ministeren forklaret, at dispensationerne er givet "uden at Miljøstyrelsen har gjort departementet og skiftende ministre opmærksom på det".

Miljøminister Lea Wermelin har derfor rettet skarp kritik af Miljøstyrelsen, som nu skal forklare, hvordan man har kunnet sidde henvendelser om lovbrud overhørig. Og kammeradvokaten har nu fået til opgave at kulegrave hele drikkevandsområdet.

Men trods forsikringer om at gå sagen igennem med en tættekam, er der stadig behov for svar fra ministeren, mener Enhedslisten.

”Jeg er stadig skeptisk over for håndteringen af de skandaler, vi har set i årevis. Vi bliver nødt til at tage fat ved nældens rod og sikre, at der er mere politisk kontrol med drikkevandet,” siger Mai Villadsen og fastslår:

”Det er fint, at ministeren nu forsøger at placere ansvaret hos Miljøstyrelsen, men det har jo også været tilfældet i de tidligere skandaler.”

Så siger du, at miljøministeren kommer for let omkring sagen ved at placere ansvaret entydigt hos Miljøstyrelsen?

”Nu har jeg jo indkaldt til samråd for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen og for at sikre, at ministeren nu faktisk handler tilstrækkeligt.”

Manglende kendskab vækker undren
Og i Enhedslisten skaber det undren, at Miljøministeriet ikke langt tidligere har opdaget problemet med dispensationer til at overskride grænseværdier for pesticider.

Det skyldes især, at Rigsrevisionen allerede for knap et år siden rettede skarp kritik af Miljøstyrelsens dispensationer til landbruget.

”Rigsrevisionen kom med en yderst kras kritik af de dispensationer, som blev givet til landbruget. Derfor undrer det os, at tingene ikke er blevet undersøgt hele vejen rundt, og at dispensationerne til vandværkerne ikke også har fået et gennemsyn," siger Mai Villadsen. 

Miljøstyrelsen vil nu tage kontakt til de kommuner, der i dag har dispensationer i strid med EU-reglerne. Og kommunerne vil blive orienteret om, at der ikke må gives lignende dispensationer i fremtiden.

Miljø- og Fødevareministeriet har lavet en tidslinje over sagen. Se den nedenfor:

Tidslinje over den fejlagtige dispensationspraksis:

  • 21. september 2001
    Ny drikkevandsbekendtgørelse: Det bliver muligt at meddele dispensation for kravværdier fastsat i bekendtgørelsen. Fra 2003 skulle bekendtgørelsens kravværdier være opfyldt , og derefter er der mulighed for dispensationer 3 gange af en treårig periode.
  • December 2012
    Udløb af tredje dispensationsmulighed for de kravværdier, der fremgår af direktivet samt evt. nationalt fastsatte krav af hensyn til beskyttelse af befolkningens sundhed.
  • 2013-2016
    EU-Kommissionen oplyser på flere møder og i rapporter om, at der efter 2012 ikke kan gives nye dispensationer efter reglerne i drikkevandsdirektivet. Det er dog EU-Kommissionens vurdering, at der kan gives ”sene dispensationer” i forbindelse med bl.a. nye, uforudsete forureningskilder.
  • 11. maj 2020
    Miljøstyrelsen orienterer EU-Kommissionen om fem dispensationer givet til større vandværker. Dispensationer til store vandværker skal notificeres til Kommissionen inden for en frist på to måneder. Fire dispensationer er fra januar 2018, og én er fra oktober 2017.
  • 13. juli 2020
    EU-Kommissionen sender svar til Miljøstyrelsen, hvor der gøres opmærksom på, at der ikke er gjort rede for, at der er tale om ”sene dispensationer”.
  • 15. september 2020
    Miljøstyrelsen sender sag til Miljø- og Fødevareministeriet, hvor der oplyses om EU-Kommissionens vurdering af de danske dispensationer.
  • 30. oktober 2020
    Departementet orienterer miljøministeren om deres foreløbige vurdering, hvor der udestår juridisk afklaring af flere spørgsmål.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Mai Villadsen

MF (EL), fhv. politisk ordfører

0:000:00