Esben Lunde om pesticidaftale: Vi passer på grundvandet

SPRØJTEMIDLER: Regeringen har fredag præsenteret en bred politisk pesticidaftale. "Det er vigtigt for os alle, at vi passer på grundvandet," sagde Esben Lunde Larsen. S var gerne gået længere. 

Foto: Peder Størup
Daniel Bue Lauritzen

Et bredt flertal i Folketinget kunne fredag formiddag præsentere en aftale for fremtidens pesticid-indsats.

Den nye aftale gælder frem til 2021 og underskrives foruden regeringen af Dansk Folkeparti, SF, Radikale og Socialdemokratiet.

”Det har været et godt og konstruktivt forhandlingsforløb. Det er vigtigt for os alle, at vi passer på det grundvand, som er afgørende for mange danskere. Vi skal stadig kunne drikke frit fra hanen,” sagde Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V) ved præsentationen af aftalen.

Også den socialdemokratiske miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, er tilfreds med aftalen:

Det er vigtigt for os alle, at vi passer på det grundvand, som er afgørende for mange danskere. Vi skal stadig kunne drikke frit fra hanen

Esben Lunde Larsen
Miljø- og fødevareminister

”Selvom vi gerne var gået længere, er det et skridt i den rigtig retning. Aftalen er både god for miljøet, naturen og danskernes helbred,” sagde Christian Rabjerg Madsen. 

Socialdemokraten glæder sig over et strengere krav til landmændenes sprøjtemateriel. Det skal sikre, at færre økologiske landmænd får høsten ødelagt af konventionelle landmænds pesticidrester. 

”Vi kommer forhåbentlig det problem til livs, at sprøjtegifte lander i økologernes marker. Det er rigtig godt for de økologiske landmænd,” siger Christian Rabjerg Madsen.

Forebygger resistens
Med aftalen lempes reglerne samtidig for en række pesticider. Det skal give landmændene et bredere udvalg og dermed forebygge resistens mod enkelte sprøjtemidler.

”Vi vil gerne passe på, at vi ikke får en resistensudvikling ved en for ensidig brug af ét pesticid. Samtidig bliver det ikke farligere midler og belastningsgraden kan sagtens være mindre, end den er i dag,” sagde Esben Lunde Larsen.  

Trine Torp, der er miljøordfører i SF, er glad for, at der i aftalen er indskrevet en såkaldt ”resistens-handlingsplan”.

”Det skal sikre, at man i stedet for at give mere kemi, når nu kemien har skabt problemet. Der skal mere fokus på det gode landbrugs-håndværk. Vi skal have fat i årsagen til resistensproblemerne, og det er en alt for ensidig dyrkning af jorden,” sagde Trine Torp.

Den nye aftale begrænser samtidig brugen af Roundup 30 dage før høsten af flere kornsorter som hvede, havre, byg og spelt. Det indgår efter henvendelser fra bekymrede borgere, der ønsker færre pesticider i deres fødevarer.

Mere forhandler-kontrol
En del af aftalen er også en hyppigere kontrol med forhandlere af pesticider. Der har været store problemer med ulovligt salg, og det vil aftalen modarbejde.

”En vigtig del af aftalen har været at holde øje med ureglementeret brug af pesticider. Derfor øger vi kontroltrykket på dem, der sælger pesticiderne,” sagde Esben Lunde Larsen.

Det var især Dansk Folkeparti, der stod hårdt på denne øgede kontrol, og derfor er Lise Bech (DF) også tilfreds:

”Jeg kan ikke forstå, at man ikke fra starten af har taget fat ved kilden. Det er jo forhandlerne, der ligger inde med og sælger de ulovlige sprøjtemidler,” sagde hun.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V), studerende
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

0:000:00