Forsker: Forsimplet debat om planloven

Af Jørgen Møller
Lektor ved Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Debatten om planloven er præget af manglende præcision, alt for mange udokumenterede påstande og ikke mindst en voldsom polarisering, hvor der ikke lyttes til argumenter fra folk med andre meninger - og slet ikke til eksperterne.

Jørgen Møller
Lektor ved Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Det Danmark, vi kender, er under pres, og en voldsom og dramatisk omstillingsproces er i gang.

Et par overordnede begreber, der dækker dette, er urbanisering og globalisering. Mange steder i landet betyder det, at befolkningen skrumper ind, skoler lukkes, og boliger og erhvervsbygninger står tomme.

Som et modspil til denne udvikling, og i slipstrømmen op til sidste folketingsvalg, blev der iværksat en veltilrettelagt lobbykampagne fra en række udkants- og landdistriktsorganisationer samt en række politiske partier.

Kampagnen gik mod alt, hvad der lugter af planlægning, store byer og restriktioner mod, at kommuner, investorer og borgere kan få lov at gøre, hvad de har lyst til, uden at tænke på konsekvenserne for naturen, kysterne, landdistrikterne og landsbyerne.

Planlovsmodstanderne har gennem flere år pisket en stemning op om, hvilket uhyre Planloven er, og der fremlægger nogle konkrete enkeltsager som dokumentation for dette. Men det er da tankevækkende, at de to store erhvervsgrupper Dansk Industri og Dansk Landbrug ikke ønsker voldsomme ændringer i planloven. De ønsker investeringssikkerhed og gennemsigtighed og i sidstnævnte tilfælde ændrede miljø- og naturbeskyttelsesregler.

Forsimplet debat
Det er ikke noget nyt, at lovgivningen omkring planlovene diskuteres, men til forskel fra tidligere er der sket en voldsom politisering og forsimpling af debatten.

Fra 1925, da Danmark fik sin allerførste lov om frivillig byplanlægning, har planlovgivningen været et politisk brandvarmt emne, fordi det i bund og grund handler om balancen mellem den private, grundlovssikrede ejendomsret og den nødvendige samfundsmæssige regulering og planlægning af den fysiske udbygning af Danmarks byer og landsbyer. Lovgivningen er derfor løbende moderniseret, udviklet og tilpasset gennem krige, kriser og politiske systemskifter i ni årtier.

Jeg synes egentlig, at debatten om planloven er præget af manglende præcision, alt for mange udokumenterede påstande og ikke mindst en voldsom polarisering, hvor der ikke lyttes til argumenter fra folk med andre meninger - og slet ikke til eksperterne. Det vil sige folk, der som forskere, konsulenter og offentligt ansatte professionelt arbejder med planlægning.

Med mit arbejde gennem 44 år med planlovshistorien gennem tiderne vil jeg påstå, at man var langt mere seriøse og omhyggelige med forberedelserne dengang, end vi er i dag. Samtidig er det ulykkeligt, at debatten er orkestreret ind i en kontekst, der blandt andet hedder ”by mod land ”, ”landsbyer mod storbyer” og ”udkantsamfundene som ofre for planloven”.

Vi står i dag med en moderne og velfungerende planlov, som selvfølgelig trænger til nogle småjusteringer hist og pist. Men for mig at se er det helt afgørende, at vi i den påbegyndte debat/proces om en planlovsrevision holder fast i nogle af de bærende principper i lovgivningen.

Essensen i Planlovens formålsparagraf, og de mange efterfølgende paragraffer, er faktisk at planlægge et land, hvor man i planlægningsprocessen med inddragelse af alle interessenter og aktører, og i forvaltningen af planerne, hver dag arbejder for, at erhvervslivet, naturen og menneskene i et symbiotisk samspil får de afbalancerede udviklingsmuligheder, som alle har brug for.

Planlægning til ære og værdighed
Det eneste, der er sikkert, er, at der ikke findes lette snuptagsløsninger på Danmarks udviklingsudfordringer.

Vi kunne derfor starte med at blive enige om, at der i allerhøjeste grad savnes en politisk, overordnet vision for Danmarks fysiske udvikling i en årrække fremover. En vision, som kommuner, folk og investorer kan forstå, og som regioner og kommuner i en eller anden grad skal tage udgangspunkt i, når de laver deres planer for fremtiden. Sådanne fysiske og udviklingsmæssige visioner forventer jeg lægges frem i næste Landsplanredegørelse i 2017.

De allerfleste borgmestre ser aldrig længere end til deres egne kommunegrænser, og det regionale overblik og en plan, der kan styre en lang række vigtige, kommunegrænseoverskridende planlægningsfelter såsom fremtidens boligforsyning og lokalisering, klima, energi, detailhandel, turisme, infrastruktur, videregående uddannelse mv., savnes.

Vi behøver et stærkt planlægningsinstrument til at sikre robuste funktionelle sammenhænge mellem byerne og mellem byerne og landdistrikterne og landsbyer. De er ikke konkurrenter, men hinandens forudsætninger.

Alle tanker om at tidsforkorte borgernes muligheder for at gøre indsigelser mod planudspil på alle planniveauer bør ikke antastes og forkortes. Borgerne burde i langt højere grad proaktivt involveres, før de forskellige planudkast kommer på bordet. Det vil give en mere positiv dialog. Kommunernes mange dispensationer fra lokal - og kommuneplaner burde tages op til kritisk eftersyn.

En stram planlægning omkring byernes centerområder og handelsliv med fokus på en afvejning af balancen mellem bycentrene og de eksterne storcentre og megabutikker skal fastholdes, fordi en yderligere udbygning med kæmpebutikker kun vil fremme butiksdøden i midtbyerne, de mindre provinsbyer og i landsbyerne.

Den gamle bykerne med det inspirerende byliv og oplevelserne fra et mangfoldigt butiksliv, cafeerne og de smukke byrum, som alle købstæder i hele Danmark har brugt de sidste 10 -15 år og mange milliarder kroner på at udvikle, skal vel ikke skylles i kloakken, blot fordi der kommer et par investorer forbi med planer om kæmpebutikker. Og så kan vi måske holde liv i de landsbybutikker, der stadig findes, og som en del steder er under positiv udvikling gennem borger-ejede lokalbutikker, lokale købmænd og COOP Danmarks lokalbrugsstrategi.

Behold kystnærhedszone og almene boliger
Vi skal bibeholde reglen om, at kommuneren kan forlange 25 procent almene boliger i nye udstykninger, for at mulighederne for at bo i en større by også gælder for alle. Ekspropriationsbestemmelser bør ændres tilbage til en tidligere variant af planloven, således at kommunerne kan foretage strategiske, langsigtede jordopkøb til byudvikling, således at grundspekulation kan mindskes.

Vi skal bibeholde kystnærhedszonen som en tre kilometers planlægningszone, hvor der kræves en ædruelig argumentation og dokumentation for, at kommunernes udbygningsplaner og øvrige investeringer er nødvendige her.

Medierne er fyldt med indlæg og læserbreve fra kække borgmestre, der vil score billige, lokalpolitiske point ved at bakke op om alle investorer, men planlægning er også at prioritere og sige nej til projekter, som ikke er i samklang med vedtagne planer.

Mit drømmescenarie for den fysiske planlægnings fremtid er, at politikerne i lang højere grad end i dag tænker strategisk, langsigtet, helhedsorienteret og sammenfattende i deres egen kommune, og at vi igen få styr på det regionale og nationale niveau.

Det tror jeg, Danmark på længere sigt er bedst tjent med, og at vore efterkommere vil være os evigt taknemmelige for, at vi holdt hovederne kolde og ikke underlagde os den liberalistiske konkurrencestats kortsigtede tænkemåde.