Civilingeniør: Ulovlige minkmassegrave bør medføre kursændring i ministeriet

DEBAT: Nedgravet mink er en risiko for drikkevand og badevand. Det er forbudt at nedgrave organisk affald, og det er derfor hovedrystende, at der ikke lyttes til eksperterne på området, når beslutningerne bliver truffet, skriver Karsten Krogh Andersen.

Af Karsten Krogh Andersen
Civilingeniør og seniorrådgiver i Concito

Døde mink med og uden corona er de sidste uger blevet lagt i store massegrave på det militære øvelsesområde ved Nørre Felding lidt syd for Holstebro og lidt længere østpå ved Kølvrå ved Krarup.

Massegraven ved Nørre Felding ligger omkring 300 meter fra Boutrup Sø, som er en populær badesø for de omkringboende. Nogle af minkene ligger tættere på Badesøen og bliver nu flyttet længere bagud, da det er forbudt at overskride grænsen på 300 meter fra en sø.

Badesøen ligger omkring fem til syv meter lavere end minkgravene, hvorfor der er risiko for, at perkolat fra minkene vil sive ud i badesøen. Perkolat er den vandige væske, som dannes, når regnvand siver ned gennem affaldslagene.

200 vrede borgere har derfor afholdt en demonstration mod mingravene, og deres formand har bedt Miljøstyrelsen svare på, hvordan grundvand, flora og fauna påvirkes – især set i lyset af, at Boutrup Sø er en næringsfattig sur hedesø og derfor en sårbar sø.

Har været forbudt i 50 år
Massegraven ved Kølvrå ved Krarup giver bekymring for drikkevandet, og Danske Vandværker har advaret om risikoen for forurening af drikkevandet. Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) har været i dialog med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) og er blevet lovet, at Miljøstyrelsen vil undersøge sagen.

I første omgang mente Miljøstyrelsen imidlertid ikke, at gravene udgør en risiko, da vandboringen ligger mere end 100 meter fra minkgravene, og at vandboringen er 100 meter dyb og beskyttet af et lerlag.

Det er imidlertid 40 til 50 år siden, at man kørte organisk affald i et hul i jorden. Det har i cirka 30 til 40 år været forbudt at begrave organisk affald ukontrolleret uden membran og opsamling af perkolat, og i 20 til 30 år har det i det hele taget været forbudt at deponere organisk affald.

Årsagen hertil er først og fremmest, at det nedsivende perkolat forurener grundvand og overfladevand. Regnvandet siver ned gennem affaldet, hvorved organisk stof, kvælstof og fosfor, bakterier og virus med videre siver over i regnvandet og danner et stærkt forurenende perkolat. Perkolatet siver videre til grundvand og overfladevand og forurener dette.

Forskning viser skadelig effekt
Som forsker på Vandkvalitetsinstituttet udførte jeg i perioden 1982 til 1988 adskillige forskningsprojekter vedrørende nedsivning og behandling af perkolat fra lossepladser. Perkolatet fra lossepladser var dengang stærkt forurenet med organiske stoffer, tungmetaller, miljøfremmede stoffer, bakterier og vira.

Tidligere havde man deponeret affald direkte på jorden eller i store huller på lossepladser. Efter Miljøloven i 1974 var man begyndt at deponere affald på såkaldte kontrollerede lossepladser, hvor man overvejede at mindske risikoen for forurening af grundvandet med membraner under affaldet.

Derfor udførte jeg for Miljøstyrelsen et forskningsprojekt på Vandkvalitetsinstituttet, hvor vi undersøgte perkolatets nedsivning gennem dels intakte naturlige lerlag og dels kunstige membraner af enten ler eller plast.

Resultatet af projektet var, at perkolat siver gennem både intakte lerlag og gennem kunstige membraner. I borekerner fra et massivt lerlag under en losseplads i Nordjylland fandt vi, at perkolatet sivede gennem sprækkerne i det massive lerlag.

Også gennem grundigt komprimerede membraner af ler fandt vi, at perkolatet sivede igennem. Miljøstyrelsen ændrede herefter sin vejledning for kontrollerede lossepladser, og det blev forbudt at deponere brændbart affald på lossepladser. Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at lægge dræn under minkene og derefter rense perkolatet.

Kursændring er nødvendig
Med denne viden og senere supplerende forskning mener jeg, at der er en betydelig risiko for forurening af drikkevand og badevand med organisk stof, kvælstof, fosfor, bakterier og vira ved etablering af massegrave for mink tæt på drikkevandsboringer og sårbare badesøer.

Derfor bør minkene graves op og køres til forbrænding. Der behøves derfor ikke at bruges penge på dyre tidskrævende undersøgelser og efterfølgende dræningsprojekter. Landbrug, affaldsselskaber og borgere har i årtier gjort en stor indsats for at mindske forureningen af grundvand og overfladevand.

Derfor er det også hovedrystende, at staten nu begynder at deponere organisk affald til fare for grundvand og overfladevand. Den eneste undskyldning er, at der muligvis var tale om nødret – men nu er der da mulighed for at udbedre skaden.

Der breder sig efterhånden den opfattelse, at der er noget helt galt i centraladministrationen. Ud over minksagen kan i flæng nævnes sagerne om udbytteskat, socialt bedrageri og store dyre EDB-systemer, som aldrig kom til at virke.

Mange fagligt dygtige medarbejdere er, siden Anders Fogh Rasmussen trådte til, blevet fyret. "Vi har ikke brug for eksperter", som han sagde.

Dertil kommer formodentlig en syg ledelseskultur, hvor cheferne ikke spørger og ikke hører i tilstrækkelig grad på fagfolk inden for og uden for administrationen og endelig den mangelfulde koordinering mellem de forskellige styrelser og ministerier.

Lad minksagen blive begyndelsen på en kursændring.

Forrige artikel Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer Forsker: Vi skal passe på Arktis' sårbare økosystemer Næste artikel Brændeovnsbranchen om afgift: Det giver os ikke mærkbart renere luft Brændeovnsbranchen om afgift: Det giver os ikke mærkbart renere luft