Ejrnæs: Store pattedyr er en essentiel del af naturlige økosystemer

Regeringens historiske satsning på vild natur i form af naturnationalparker og urørt skov har mødt modstand fra flere sider.

Den mest artikulerede modstand har drejet sig om planerne om at udsætte store planteædere i indhegnede naturnationalparker. Modstanden gælder hegnet som symbol og barriere samt de store dyr som trussel mod besøgende og ikke mindst bekymringen for dyrenes trivsel, når de slippes fri i naturområderne.

Modstanderne hævder, at udsætningen af dyrene er et usikkert eksperiment, og at biodiversitetskrisen er stærkt overdrevet.

Mennesket har tømt verden for vilde dyr

Hvis vi starter bagfra, så er biodiversitetskrisen meget veldokumenteret i Danmark.

NOVANA, vores nationale overvågningsprogram, dokumenterer, at bevaringsstatus for habitatdirektivets arter og naturtyper er overvejende ugunstig, og at indikatorerne for bevaringsstatus desuden peger på, at det stadigvæk går mere tilbage end frem. Samme resultat får vi, når vi kigger på den seneste nationale rødliste over Danmarks arter – langt flere af de truede og næsten truede arter er i fortsat tilbagegang end i fremgang.

Når det gælder store dyr, er der nogle fundamentale fakta, vi skal have på plads: Store planteædere er en del af fødekæden i naturlige økosystemer. I mange millioner af år har plantevæksten på alle kontinenter været udnyttet af store planteædere.

På vores breddegrader har der huseret hjorte, okser, heste, æsler, bøfler, bisoner, rensdyr, vildsvin, elefanter og næsehorn. Der har været lidt forskellige arter i istider og mellemistider, men dyrene har altid været der og har udnyttet den tilgængelige plantevækst.

Efter mennesket ankom, har vi tømt verden for vilde dyr. I dag fordeler verdens biomasse af pattedyr sig på 34 procent mennesker, 62 procent husdyr og sølle fire procent vilde dyr.

Moderne mennesker er vokset op uden store dyr i landskabet omkring sig, og det forklarer, hvorfor de fleste er helt uvidende om, hvor mange dyr der faktisk mangler.

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Vi ved ikke, hvor mange dyr der faktisk mangler omkring os

Også danske landskaber er tømt for vilde dyr. Ikke blot er mange af fortidens store dyrearter uddøde efter menneskets ankomst til kontinentet, men de overlevende små hjortearter optræder i unaturligt lave tætheder.

Det fremføres hyppigt, at der er store flokke af krondyr på de jyske heder, men min forskergruppe har undersøgt tætheden af hjortevildt i Danmark og fundet at den varierer fra to til otte kilo per hektar.

Når der ikke er flere hjorte, skyldes det, at de bliver reguleret ved jagt, for bæreevnen for store planteædere i danske landskaber er ti til 30 gange højere, nemlig 70-250 kilo per hektar.

Moderne mennesker er vokset op uden store dyr i landskabet omkring sig, og det forklarer, hvorfor de fleste er helt uvidende om, hvor mange dyr der faktisk mangler.

Eftersom de store planteædere er naturlige i økosystemerne, giver det ingen mening at kalde det for et eksperiment at genudsætte dem. Det er naturgenopretning, ligesom når vi sløjfer grøfter og dræn og genslynger et vandløb, så vandet igen kan strømme naturligt.

Naturgenopretning skaber store ændringer, og det kan være videnskabeligt interessant at studere disse ændringer, men det er ikke et risikabelt eksperiment.

Vi har brug for de store planteædere i naturen

Selvom der er divergerende opfattelser af, præcis hvor stor en effekt de store planteædere vil have i naturlige danske økosystemer, så er der meget stor enighed om dyrenes store betydning for bevarelsen af biodiversiteten.

En meget stor del af biodiversiteten er nemlig knyttet til lysåbne naturtyper som græsland, hede, klit, mose, eng og strandeng, og i disse naturtyper er græsning en forudsætning for bevarelsen af biodiversiteten.

Men også i skovene er græsning vigtig for biodiversiteten. En stor del af skovenes planter, mosser, laver og insekter er nemlig afhængige af lys og varme for at kunne trives, og skove uden store planteædere bliver hurtigt mørke og skyggede.

Dette behov for græssende dyr har man i årtier forsøgt at løse ved at betale danske landmænd for at sende deres husdyr ud at græsse i naturen. Faktisk bruger vi 250 millioner kroner årligt i landbrugsstøtte på plejegræsordningen.

De græssende dyr er hegnet inde, så hegn er altså ikke en fiks idé, som er kommet med naturnationalparkerne. Uden hegn er det ikke muligt at have naturlig græsning i Danmark, for den variation og tæthed af dyr, som hører til et naturligt økosystem, er uforeneligt med dyrkede marker og trafikerede veje. De 250 millioner kroner årligt rækker kun til, at 20 procent af de lysåbne naturtyper bliver græsset og en endnu mindre andel af skovene.

Hvad værre er: En stor del af denne græsning foregår som naturskadelig sommergræsning ved alt for høje tætheder. Det er helt almindeligt, at 500-1000 kilo husdyr per hektar mosler rundt i naturområderne, langt over naturlige tætheder. Det er godt landmandsskab at udnytte naturressourcen effektivt, men denne form for overgræsning er ødelæggende for biodiversiteten.

Fordelene ved at genudsætte store planteædere i de kommende naturnationalparker er mange. For det første kan man genoprette fødekæderne i det naturlige økosystem. Herved skabes grundlaget for alle de levesteder, som planteæderne skaber med deres græsning og via deres afføring. Man skal ikke betale en landmand for at passe dyrene, og dyrene kan godt finde ud af at gå ude i naturen hele året rundt, og vi risikerer ikke ødelæggende overgræsning, når dyrene selv skal finde deres føde.

For det andet giver det kæmpestore naturoplevelser for den danske befolkning at kunne besøge naturområder med vildtlevende dyr, som har naturlig adfærd, som ikke er tæmmet af mennesker, og som udfolder hele deres livspotentiale med fødesøgning, bevægelse, kampe, parring, fødsler og yngelpleje.

Man kværulerer politisk om dyrevelfærdsloven, men det er selvsamme dyrevelfærdslov, som legitimerer de ubegribeligt lidelser for produktionsdyr, som er frataget alle muligheder for at udfolde deres eget livspotentiale og avlet til at levere smertefulde ydelser.

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Friheden er det fineste, vi kan give dyrene

Blandt de mest højtråbende kritikere finder vi dyreaktivister, som frygter, at dyrene vil komme til at lide, når de ikke længere skal passes og fodres af mennesker.

Denne bekymring forekommer at være et hyklerisk selvbedrag, set i lyset af de millioner af husdyr, som er i vores varetægt, og som vi helt rutinemæssigt steriliserer, fikserer, isolerer, inseminerer og afliver. Dyr, hvor hovedparten aldrig ser himlen, den levende natur eller mærker vinden og regnen.

Noget af det mest lidelsesfulde er, når vi fjerner kalven umiddelbart efter fødslen for at kunne udnytte malkekoens mælk. Og ingen fri hest har nogensinde ønsket at slæbe rundt på et menneske på ryggen.

Man kværulerer politisk om dyrevelfærdsloven, men det er selvsamme dyrevelfærdslov, som legitimerer de ubegribeligt lidelser for produktionsdyr, som er frataget alle muligheder for at udfolde deres eget livspotentiale og avlet til at levere smertefulde ydelser.

Det er på tide, vi ser i øjnene, at friheden er det fineste vi kan give dyrene. Det er ikke de frie dyr vi skal græde for, men produktionsdyrene.

Et knæfald for dyreaktivisterne

De højtråbende dyreaktivister har desværre fået beslutningstagerne og embedsværket til at ryste på hånden. Nu taler man om at lave naturnationalparker uden hegn, man udelader heste, eller man planlægger at anvende kastrerede dyr i form af stude og vallakker.

Ved at bruge kastrerede handyr, prøver man at undgå konflikter med publikum, eller at bestanden vokser, fordi dyrene trives og ender med at skulle reguleres ved fødeknaphed om vinteren. Uden ynglende dyr slipper man også for at skulle finde og øremærke kalve efter fødslen.

Det er ikke politikernes første knæfald. De har nemlig allerede udelukket muligheden for vildsvin i naturnationalparkerne for at tage hensyn til landbrugets slagtesvin. Og det, som startede med et politisk valgløfte fra SF og S om 60.000 hektar med naturnationalparker, er gradvist skrumpet til 25.000 hektar.

Frem for flere begrænsninger af vildheden er der behov for en ægte biodiversitetslovgivning, som gør det muligt at realisere vild natur i bondelandet Danmark.

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Lad os genoprette den vilde og oplevelsesrige natur

En ting er, at ambitionen om vild natur i Danmark nu er faldet fra 1,4 procent til 0,6 procent, men noget andet er, at man ikke engang på dette lille areal vil give den vilde natur forrang.

Man kan ikke genoprette vild natur, hvis man dropper de store planteædere eller udsætter kastrerede dyr. Bestanden af de store planteædere kan jo ikke tilpasse sig økosystemets bærekapacitet, hvis ikke dyrene kan yngle, og publikum fratages muligheden for at opleve naturlige flokke af heste og okser med nyfødte føl og kalve.

Frem for flere begrænsninger af vildheden er der behov for en ægte biodiversitetslovgivning, som gør det muligt at realisere vild natur i bondelandet Danmark. Også for private lodsejere.

Kompromisset består i, at naturnationalparkerne kommer til at dække under en procent af det danske landareal, resten får vi mennesker. Så hvorfor ikke gøre det ordentligt og genoprette vild og oplevelsesrig natur? Kontrollerede og kultiverede landskaber – tømt for store pattedyr – har vi allerede i overflod.