Hvad Produktivitetskommissionen ikke vil svare på

Af Christen Sørensen
Fhv. vismand

 
Kritikken har jeg dels fremsat i Politikens kronik 18. marts, "Historien om en uproduktiv fejltagelse", og dels i analysenotatet "Produktionskommissionens analyse af produktivitetsudviklingen i detailhandlen", som jeg efterfølgende udarbejdede til De Samvirkende Købmænd.

Produktivitet går normalt kun én vej, nemlig opad. I begyndelsen af en nedgangskonjunktur kan der dog indtræffe et produktivitetsfald, idet arbejdsstyrken ofte ikke umiddelbart afstemmes hermed, fordi der kan herske usikkerhed om, hvordan konjunkturudviklingen udvikler sig. Økonomer kalder dette hoarding.

Ekstremt resultat er ikke pålideligt
Men i det konkrete tilfælde drejer det sig om en 12-årig periode, der i øvrigt afsluttes med en voldsom overophedning af dansk økonomi i 2006 og 2007, hvorfor hoarding-argumentet ikke bidrager til at forklare den anførte negative produktivitetsudvikling. Dette er baggrunden for, at jeg i kronikken anførte: "Der er ikke mange ædruelige personer, der ville fæste lid til et så ekstremt resultat. Og det er der heller ikke grund til."

I begge mine indlæg anførte jeg tre årsager til, at der kunne fremgå et så ekstremt resultat: 1) anvendelse af et ikke-retvisende produktivitetsbegreb (time-arbejdsproduktivitet fremfor totalfaktorproduktivitet), 2) udviklingen i retning af mindre uddannet arbejdskraft og 3) den særlige produktionsopgørelse i handelserhvervene, herunder i dagligvarehandlen, ved bruttoavancen og de i forbindelse hermed tilknyttede problemer ved at omregne værditilvæksten fra løbende til faste priser, hvilket skal ske, når der gennemføres produktivitetsberegninger.

Jeg anførte eksplicit i analysenotatet, at det for mig foreliggende datamateriale ikke muliggjorde opgørelsen af et andet faktisk tal for produktivitetsudviklingen i dagligvarehandlen. Herfor følger også, at jeg ikke kunne vægtlægge betydningen af de tre kritikpunkter hver for sig.

Mangler forklaring på fald i produktiviteten
Det er interessant at bemærke, hvad Produktivitetskommissionen anfører i notatet af 24. marts 2014, og i øvrigt mindst lige så interessant at bemærke, hvad der ikke svares på.

Det helt afgørende er naturligvis, om der kan fæstnes lid til, at der har været et fald i produktiviteten på 1,4 procent om året i dagligvarehandlen over perioden 1995-2007 og et fald i produktiviteten på 2 procent om året i forretningsservice over perioden 1995-2010.

Christen Sørensen
Fhv. overvismand

Det er jo ikke kun for dagligvarehandlen, at Produktivitetskommissionen baserer sig på åbenbart misvisende tal. For forretningsservice kommer kommissionen frem til, at der har været et produktivitetsfald på 2 procent om året i hele 15 år, nemlig fra 1995 til 2010. Dette endnu mere besynderlige resultat kritiserede jeg også i kronikken med henblik på at underbygge, at kommissionen mangler fornemmelse for talanvendelse. Det besynderlige i den forbindelse er også, at kommissionen går let hen over dette bemærkelsesværdige fald i Analyserapport 2.

Dette er så meget desto mere besynderligt, fordi forretningsservice har større samfundsøkonomisk betydning bedømt ved værditilvækst end detailhandel og naturligvis i endnu højere grad end dagligvarehandel. En mulig forklaring kan ligge i, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis direktør var medlem af Produktivitetskommissionen, i februar 2014 udsendte rapporten "Fremtidens detailhandel" til intern høring i bl.a. øvrige ministerier.

Intet svar på kritikken
Hvis blot halvdelen af den kritik, som Naturstyrelsen i henhold til Information 26. marts har fremført, er korrekt, er der enten et alvorligt fagligt eller ideologisk problem i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Måske har direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen været så fokuseret på dette projekt, at dette kan være en del af forklaringen. Men dybt underligt er det alligevel, at dette også de facto er blevet accepteret af de øvrige kommissionsmedlemmer. Denne min undring forstærkes naturligvis af, at Produktivitetskommissionen ikke svarer på dette kritikpunkt i notatet af 24. marts. Ved at undlade at svare herpå undgås det da også, at der sættes fokus på de problemer, som omregningen fra løbende til faste priser (for at få et indtryk af mængdeudviklingen) giver i serviceerhvervene, herunder i dagligvarehandlen.

I analysenotatet indgår den her gengivne figur 3, som vel at mærke heller ikke kommenteres af Produktivitetskommissionen i notatet af 24. marts.

Figur 3. Bruttoværditilvæksten i faste priser i dagligvarehandlen og den mængdemæssige udvikling i detailomsætningen af dagligvarer i henhold til detailomsætningsindekset 1995-2007. Indeks med 1995=100
<img align="left" src="@nyimg=15975@" />
Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken.


Hertil anførte jeg i mit notat:

"Figur 3 viser, at den mængdemæssige stigning i omsætningen af dagligvarer i henhold til detailomsætningsindekset i 2007 ligger 11 procent højere end i 1995.

Selv om der i såvel afgrænsningen af butiksformer og varegrupper i detailomsætningsindekset ikke er overensstemmelse med brancheafgrænsningen af dagligvarehandlen i nationalregnskabsstatistikken, er det åbenbart, at det ikke kan passe, at den mængdemæssige udvikling i værditilvæksten i dagligvarehandlen i 2007 skulle være faldet til 78 procent af niveauet i 1995, idet dagligvarehandlens mængdemæssige værdiskabelse må være tæt forbundet til den mængdemæssige udvikling i salget af dagligvarer."

Det er ikke mindst den i figur 3 viste stærkt afvigende udvikling mellem de to indikatorer for den mængdemæssige udvikling i dagligvarehandlen, som efter min vurdering viser, at der ikke kan fæstes lid til det opgjorte produktivitetsfald på 1,4 procent om året i perioden 1995-2007.

Når dagligvarehandlens bidrag fra arbejdskraft og kapital til den mængdemæssige udvikling i samfundsøkonomien skal opgøres, er der næppe nogen bedre indikator end mængden af de varer, som dagligvarehandlen formidler fra engrosleddet til forbrugerne/køberne. Det er helt usandsynligt, at andre forretningstyper end de, der indgår i dagligvarebranchen, skulle have overtaget så store markedsandele, som figur 3 lader formode.

Figur 2 i mit notat, som også gengives her, viser yderligere, at der er noget helt galt med de tal for produktivitetsudviklingen, som kan udledes af nationalregnskabet.

Figur 2. Timearbejdsproduktiviteten i dagligvarehandlen 1995-2007. Indeks med 1995=100
<img align="left" src="@nyimg=15977@" />
Kilde: Danmarks Statistik. Statistikbanken.

Det forløb over tid, som figur 2 tegner, og som ligger til grund for Produktivitetskommissionens anvendte produktivitetstal for dagligvarehandelen, er ikke troværdigt. Hvordan skal det f.eks. kunne forklares, at time-arbejdsproduktiviteten fra 1995 til 2003 er faldet med over 25 procent?

Danmarks Statistiks metode er ikke nødvendigvis retvisende
I Produktivitetskommissionens notat af 24. marts lægges det til grund, at Danmarks Statistiks opgørelse af bruttoværditilvæksten i faste priser i dagligvarehandlen er retvisende, hvorfor det konkluderes: "CS's kritik af Produktivitetskommissionen er således uden faglig basis" i relation til omregningen af bruttoværditilvæksten fra løbende til faste priser. Men når Danmarks Statistiks metode nærmere beskrives i notatet, fremgår det, at der indgår åbenbare skønselementer heri.

På dette punkt vil jeg komme med en indrømmelse. Selv om jeg kontaktede Danmarks Statistik, inden jeg skrev mit notat, blev jeg ikke oplyst om de korrektionstiltag, der gøres for at reducere fejlvisninger i omregningen fra løbende til faste priser med udgangspunkt i antagelser om bruttoavanceprocentens udvikling. Det er en fejl, som jeg alene bør tilskrives.

Men heraf følger jo ikke, at Danmarks Statistiks korrektionsmetode er retvisende. Det er efter min vurdering langt fra tilfældet, som jeg har uddybet i relation til den gengivne figur 3. Jeg finder det som anført helt usandsynligt, at produktiviteten over en 12-årig periode skulle være faldet med 1,4 procent om året. Ligeledes finder jeg det helt usandsynligt, at produktiviteten i forretningsservice skulle være faldet med 2 procent om året over en 15-årig periode, som også anføres af Produktivitetskommissionen.

Fald i uddannelsesniveau ikke væsentligt
Allerede inden Produktivitetskommissionens notat kom til mit kundskab, havde jeg anført på min hjemmeside, www.en-vis-mand.dk, at faldet i arbejdskraftens uddannelsesniveau givetvis var den mindst væsentlige faktor af mine tre kritikpunkter, hvorfor jeg ikke nærmere skal kommentere Produktivitetskommissionens anbringende i relation hertil.

Det anføres også i kommissionens notat af 24. marts, at såfremt kapitalens udnyttelsesgrad inddrages i den produktionsfunktion, som ligger bag beregningen af totalfaktorproduktivitet, kan der argumenteres for, at totalfaktorproduktiviteten endda kan være lavere end time- arbejdskraftproduktiviteten. Det vil jeg ikke afvise. Men der er to åbenbare problemer ved at lægge dette til grund.

For det første bliver udviklingen i produktiviteten så endnu mere grotesk. For det andet kan der netop sættes spørgsmålstegn ved, om kapitalens udnyttelsesgrad skal inddrages, når det netop er produktiviteten i handelserhverv, der skal opgøres. Den særlige opgørelse af produktionen i handelserhvervene ved bruttoavancen kombineret med problemet med korrekt omregning fra løbende til faste priser af bruttoværditilvæksten gør, at dette ikke er oplagt.

Det helt afgørende er naturligvis, om der kan fæstnes lid til, at der har været et fald i produktiviteten på 1,4 procent om året i dagligvarehandlen over perioden 1995-2007 og et fald i produktiviteten på 2 procent om året i forretningsservice over perioden 1995-2010. I denne sammenhæng er fordelingen på de tre anførte faktorer mindre betydningsfuld.