Hvorfor er der store forskelle i vandovervågningen?

Thorkild Feldthusen Jensen,
markedsdirektør, Rambøll

Torben Hansen (S) mener (Altinget den 21. maj 07) ikke, at det står så slemt til med miljølovgivningen. Han bemærker i forhold til fleres ønske om "et serviceeftersyn af miljølovgivningen", at udfordringerne i relation til implementeringen af Vandrammedirektivet begrunder at "...vi [ikke] skal kaste os ud i flere store opgaver nu"!

Det er efter min mening en forhastet konklusion. Netop vandrammedirektivets indføring i dansk lovgivning og miljøforvaltning er imidlertid et rigtig godt eksempel på område, hvor der er indbyggede paradokser og uhensigtsmæssigheder i forhold til øvrig miljølovgivning. Lad mig nævne et iøjnefaldende forhold.

Vandforsyningsloven beskriver en lovbundet statslig og kommunal indsats for at beskytte grundvandet i 1/3-del af landet, nemlig inden for områder med "særlige drikkevandsinteresser".

Afslutningsvis, jeg ved godt, hvad der begrunder denne paradoksale og ulogiske kvalitetsforskel i beskyttelsen af vores vandmiljø. Det skyldes et politisk ønske om at Vandrammedirektivet i sin tid ikke måtte koste penge at implementere.

Thorkild Feldthusen Jensen
Markedsdirektør, Rambøll

Miljømålsloven beskriver tilsvarende en statslig og kommunal indsats for at beskytte såvel grundvand som alle øvrige vandforekomster i hele landet. Beskyttelsesindsatsen jf. vandforsyningsloven sker på baggrund af en konkret fysisk kortlægning i marken (kvalitetsanalyser mv.).

Finansieringen heraf er gebyrfinansieret og sker ved opkrævning af en afgift pr. m³ oppumpet grundvand. Der er årligt pæne beløb afsat til denne indsats. Beskyttelsesindsatsen af al andet vand i resten af landet jf. Miljømålsloven sker stort set udelukkende på baggrund af eksisterende viden.

Denne indsats er skattefinansieret, og der er reelt ikke skattekroner afsat til denne indsats ved miljøcentre og hos kommuner, med mindre der "fuskes lidt" med gebyrmidlerne.

Uenst kortlægningsgrundlag
Konsekvensen er til at få øje på. I 1/3-del af landet hviler grundvandsbeskyttelsen på et fagligt velfunderet kortlægningsgrundlag. I de resterende 2/3-dele af landet beskyttes grundvand og alle andre vandforekomster på baggrund af et mildest talt spinkelt datagrundlag, og beskyttelsesindsatsen her kan reelt vise sig at være for ringe eller skudt over målet.

Gebyrmidler del af løsningen
Hvad kan der så gøres ved det? En mulighed var at lade gebyrmidler fra vandindvindingen række til en landsdækkende, men mindre ambitiøs kortlægning af alle vandforekomster.

Nogle vil givetvis mene, at dette ville være en løsning, hvor "smørret smøres for tyndt på brødet", og vandforsyningerne, som betaler gildet, vil forståeligt nok ikke være begejstrede for denne løsning.

En mere ambitiøs løsning ville være, at øge de nuværende gebyrmidler ved at supplere med gebyrer fra den industri - landbruget - hvis miljøbelastning langt overvejende er årsag til belastningen af vandmiljøet.

Afslutningsvis, jeg ved godt, hvad der begrunder denne paradoksale og ulogiske kvalitetsforskel i beskyttelsen af vores vandmiljø. Det skyldes et politisk ønske om at Vandrammedirektivet i sin tid ikke måtte koste penge at implementere.

Vi er hermed tilbage til den beskrivelse af den politiske virkelighed, som Connie Hedegaard (Altinget den 15. maj 2007) beskriver som årsag til langt de fleste mærkværdigheder i miljølovgivningen.