Ingeniører: Udbudsregler forhindrer optimal naturgenopretning

Af Ulrik Ryssel Albertsen
Erhvervspolitisk chef, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI 

I dag bliver de EU-finansierede kommunale og statslige naturgenopretningsprojekter hovedsageligt tildelt efter ét kriterie: Bedste pris. Konsekvensen er dårligere projekter og urimelige krav til kommunernes og rådgivernes risikovillighed.

Når Landbrugsstyrelsen, som forvalter puljemidlerne for naturgenopretningsprojekter, tolker tildelingskriteriet ”bedste pris” som ”laveste pris”, tårner problemerne sig op.

For det første stiller det store krav til detaljeringsgraden af det udbudsmateriale, som kommunerne skal udarbejde, hvis det skal sikres, at rådgiverne byder på samme grundlag, og at rådgiverne leverer alt det, kommunerne forventer. For det andet kræver det en faglig ekspertise i kommunerne, som desværre ikke altid er til rådighed.

Konsekvensen er, at rådgiverne for at vinde projekter er nødsaget til at tilbyde minimumsløsninger frem for helhedsorienterede løsninger, der skaber mest mulig værdi for natur, borgere og kommune/stat. 

Altså er vi i en situation, hvor rådgiverne afgiver tilbud på et uklart projektgrundlag og således udsætter kommunerne, Naturstyrelsen og sig selv for en stor økonomisk risiko. For hvad er det egentlig, rådgiverne byder på? 

Når Landbrugsstyrelsen, som forvalter puljemidlerne for naturgenopretningsprojekter, tolker tildelingskriteriet ”bedste pris” som ”laveste pris”, tårner problemerne sig op.

Ulrik Ryssel Andersen
Erhvervspolitisk chef, Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Fast pris på uklart projekt
Udfordringen er nemlig, at der på udbudstidspunktet ofte er mange uklarheder, fordi kommunerne og rådgiverne selvsagt ikke kan forudsige hele projektforløbet fra start til slut.

Uklarhederne kan for eksempel være omfanget af behov for søgning efter dræn, opmåling og især omfang af geotekniske undersøgelser. Da rådgiverne alene konkurrerer på prisen, er de nødsaget til at tilbyde absolutte minimumsløsninger og gamble med, hvad der er nødvendigt for et godt projekt.

Den hårde priskonkurrence betyder også, at rådgiverne ofte ikke kan stille med de mest erfarne medarbejdere og specialister, der kan sikre de bedste projektforslag. Og problemerne starter allerede i forbindelse med forundersøgelserne, hvor al relevant viden ikke inddrages, hvilket kan resultere i et usikkert forundersøgelsesprojekt og dermed et svagt funderet anlægsoverslag for det videre arbejde frem til et projekts realisering.

Usikkerheden kan enten give et for højt eller lavt anlægsoverslag. Et for højt anlægsoverslag kan betyde, at projektet falder på grund af økonomien allerede ved forundersøgelsen. Er anlægsoverslaget derimod for lavt, baseres ansøgningen om projektrealisering på et for lavt anlægsoverslag, og når usikkerhederne afdækkes i forbindelse med en detailprojektering – eller endnu værre i forbindelse med selve anlægsarbejderne – overskrides den økonomiske ramme for projektet.

Falder projektet på grund af økonomien i forbindelse med udbud af anlægsarbejderne, vil kommunen selv komme til at betale udgiften for detailprojektering og udbud. Det er uholdbart for kommunerne, som i miljøforvaltningen sjældent har budgetter til dækning af den slags uforudsete udgifter.

Projektforbedringer tabes på gulvet
En anden side af problemstillingen er, at de nuværende udbudsregler presser kommunernes rådgivere til at gå på kompromis med fagligheden, da der hele tiden skal tilbydes minimumsløsninger, og idet rådgiveres medarbejdere må ”sætte kikkerten for det blinde øje” for de projektforbedringer, der opdages undervejs.

Hermed taber man åbenlyse projektforbedringer på gulvet, fordi alle forbedringer vil resultere i merarbejde uden honorering, og derfor er ensbetydende med et tab for rådgiveren.

I mange tilfælde er det netop de små forbedringer, der erkendes løbende, når man arbejder med projektet, som kan være med til at forbedre det overordnede projektresultat.

Sådanne forbedringer kan være ganske beskedne og overkommelige i anlægspris, men da kommunernes rådgivere ikke kan forudse disse forbedringsmuligheder i forbindelse med tilbudsgivningen, er de ikke inkluderet i den faste pris, der på grund af tildelingskriteriet skal presses så langt ned som overhovedet muligt.

Som rådgiver er det oftest nemmest og billigst at vælge en kendt løsning, men denne løsning er ikke nødvendigvis billigst i anlægsfasen. Konsekvensen kan være dyrere anlægsprojekter, hvorved både kommune og natur får mindre for pengene.

Et typisk eksempel kan være, at kommunen ikke kender anlægsperioden, men alligevel udbyder tilsynet til en fast og billigst mulige pris. Rådgiver vil derfor være nødt til at prissætte så kort en anlægsperiode som muligt. På denne måde presses entreprenøren på sin tidsplan, og det kan øge anlægsudgifterne væsentligt mere, end hvad en øget tilsynsperiode ville koste. 

Man kan argumentere for, at det til en vis grad netop er rådgivernes ansvar at forudse udgifter til løbende justeringer, men den reelle priskrig har i forvejen skabt et scenarie, hvor det knap nok kan svare sig at byde på naturprojekter ud fra et økonomisk perspektiv.

Der er risiko for, at rådgivervirksomheder helt opgiver dette marked, hvis det ensidige fokus på laveste pris fortsætter. Det kan hindre eller yderligere forsinke implementeringen af indsatserne i statens vandområdeplaner.

Regler og praksis skal gentænkes
Der er således behov for, at vi gentænker de nuværende regler til gavn for alle partner.

En fair løsning indeholder en statslig accept af, at uforudsete udgifter må imødeses og kan dækkes. Derudover bør udbud af projekter efter økonomisk fordelagtighed blive evalueret på baggrund af: projektforslagsløsning, organisation, CV’er og en tidsplan.

Samtidig er der behov for, at udbuddene er understøttet af en evalueringsmodel for rådgivertilbud. Et alternativ til denne model kunne være, at Miljøstyrelsen har et ”rejsehold”, som bistår med udarbejdelse af udbudsmateriale, eller at der i den statslige og EU-finansierede pulje er mulighed for, at kommuner kan hyre bygherrerådgivere til at udforme udbudsmateriale.

Vi bliver nødt til at italesætte denne problematik, hvis vi ønsker, at Danmark får mest mulig natur for pengene på de fremtidige naturprojekter.