Debat

KL: Sådan sikrer vi danskernes adgang til fremtidens natur

DEBAT: Danskernes adgang til naturen ikke er truet. Men vi skal blive bedre til at sikre adgang og anvendelsesmuligheder i de mange naturprojekter, som EU og staten finansierer i disse år, skriver Jørn Pedersen fra KL.

Foto: /ritzau/Janus Engel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Pedersen (V)
Formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg og borgmester i Kolding

Det har sine fordele at komme ind i debatten, når mine gode kombattanter har været på banen. Jeg kan se, at der ikke er langt mellem vores synspunkter, men vi vinkler dem forskelligt. Det, vi er enige om, er, at vi har nogle gode regler for adgang, at hovedparten af lodsejerne og de, der færdes i naturen, følger reglerne, men at der er folk i begge lejre, der skal læse op på ret og pligt.

Der peges blandt andet på problemer med nedlagte og spærrede adgangsveje og problemer med borgere, der sviner og støjer, når de bruger deres adgangsret. Hvor stort problemet er, må vi se, når Friluftsrådet har færdiggjort sin undersøgelse.

Mens vi venter på resultatet, bakker også KL op om Friluftsrådets igangværende kampagne 'Oplev mere – brug naturen', som er et målrettet forsøg på at nå ud til alle ejere og brugere med en let forståelig vejledning. Det er tankevækkende, at vi må langt mere, end de fleste tror.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Fokus på bynær natur
Jeg synes, der skal være mere fokus på at skabe bynær natur med mulighed for friluftsliv. Det nationale fokus på natur og friluftsliv har i flere år primært været på den sjældne natur og statens egne skove, hvoraf mange ligger langt uden for byerne. Der er imidlertid behov for et større fokus på de stadig flere danskere, der bor i de mindre og større byer og nyder naturen i korte eller længere tidsrum i hverdagen.

I de seneste år er der med vandplanerne og tilskud fra EU etableret naturgenopretning ved vandløb hundredvis af steder, og vådområder skyder op over overalt. Statens tilskudsordninger giver imidlertid ikke mulighed for at købe adgang hos lodsejerne.

KL foreslår derfor, at der etableres en tilskudsordning, hvor lodsejere frivilligt kan beslutte sig for at give øget adgang og blive passende betalt. Det er en billig måde at skabe adgang og friluftsmuligheder til de naturarealer, hvor samfundet i forvejen anvender milliardbeløb.

Når regeringen med den nye finanslov vil afsætte 80 millioner kroner til en ny naturpulje, er det oplagt, at en stor del af disse midler anvendes til at sikre adgang til den natur, der er anvendt milliardbeløb på at etablere de seneste år.

Find den rette balance
Jeg lægger stor vægt på, at der skal være balance mellem hensynet til den private ejendomsret og retten til at kunne nå frem til de fælles naturværdier som strand, skov og sø. Og når man når frem til naturen, skal der være gode guidelines til de forskellige oplevelser, stedet indbyder til. I KL har vi været meget optaget af de dilemmaer, der beskrives i Teknologirådets rapport Prioritering af Danmarks areal i fremtiden.

Det handler naturligvis om byudvikling og infrastruktur, men det handler i lige så høj grad om udvikling af de fælles friluftsaktiviteter, som vi i stigende grad efterspørger. Vi kan ikke alle sammen få vores egen "bane", vi skal dele med de andre, og vi vil som kommuner være med til at skabe multifunktionelle lokaliteter.

Inddrag klimasikring
Et af de steder, hvor vi som kommuner har stor indflydelse på stedets indhold, er, når vi inddrager arealer til klimasikring. I en netop udsendt rapport fra Concito konkluderes det, at kommunerne skaber merværdi, når der klimatilpasses.

Det giver god mening, at et bassin til skybrudsvand ikke skal stå ubenyttet og vente på skybruddet. Det skal naturligvis anvendes til rekreative formål, det skal være en del af bybilledet på den gode måde, og her er det kommunen, der som ejer kan være med til at sikre adgang. Det gør vi allerede – men vi vil gerne blive endnu bedre og gerne i samarbejde med de forskellige aktører. Det kræver også, at forsyningsselskaberne får rammer til at etablere de grønne klimatilpasningsløsninger.

Mit svar på det overordnede spørgsmål i denne debat er, at danskernes adgang til naturen ikke er truet. Det er tydeligt, at alle de interesseorganisationer, der har ytret sig i denne debat, er enige om, at vi har et godt lovgrundlag.

Men vi skal blive bedre til at sikre adgang og anvendelsesmuligheder i de mange naturprojekter, som EU og staten finansierer i disse år. Hvis vi sammen kan arbejde for flere steder at opleve naturen, kan vi sikkert også samarbejde om at fastholde den lige og frie adgang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Pedersen

Udviklingsdirektør, Vision Estate, bestyrelsesformand, IBA Kolding, bestyrelsesformand, CCTV Nordic A/S, repræsentantskabsmedlem, Alm. Brand, repræsentantskabsmedlem, Middelfarts Sparekasse
handelsuddannelse (Kolding Købmandsskole), diplomuddannelse i ledelse

0:000:00