Debat

Kom så, ministre, sig noget om helbredsundersøgelsen

DEBAT: Den manglende kommunikation fra regeringen om en potentiel sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjerte-kar-lidelser får kommuner til at stoppe vindmølleprojekter og gør, at borgere bliver unødigt skræmte, skriver Vindmølleindustrien.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Hylleberg
Adm. direktør, Vindmølleindustrien

Miljø- og Sundhedsministrene annoncerede i juni deres støtte til en landsdækkende registerundersøgelse, der skal afdække, om der er en potentiel sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjerte-kar-lidelser. Siden da er der stort set ikke sagt noget om undersøgelsen, og hverken kommuner, virksomheder eller borgere ved, hvad undersøgelsen mere præcist skal omhandle og klarlægge.

Resultatet af den manglende kommunikation fra de to ministerier er helt klar: visse kommuner stopper vindmølleprojekter, usikkerheden vokser. og borgere bliver unødigt skræmte.

Mangler information om helbredsundersøgelse
På den ene side er det både Miljø- og Sundhedsministeriernes holdning, at der ikke er nogen helbredsmæssige risici ved at bo i nærheden af vindmøller, men på den anden side støttes denne undersøgelse, der er baseret på en projektansøgning indsendt af Kræftens Bekæmpelse. Indholdet af ansøgningen og dermed, hvad helbredsundersøgelsen mere præcist skal omhandle, er fortsat ukendt for alle parter. Dette er yderst kritisabelt, og ministerierne bør komme ud af busken med oplysninger, der kaster lys over processen, indholdet og formålet. Alt andet er uholdbart.

Fakta

Deltag i debatten!

 Send dit indlæg til [email protected] 

Især i forhold til kommunerne, som har ansvaret for planlægningen og dialogen med de lokale borgere, har ministrene et ansvar. Vi ser mange kommuner og borgere, der nu bekymrer sig uden grund. Derfor opfordrer vi til, at der snarest muligt kommer mere information, sådan at vi undgår for meget unødig luft i skræmmekampagnerne i lokalsamfundene.

Vi har i Danmark haft vindmøller på land de sidste 35 år, og der er i dag mere end 4.600 vindmøller på tværs af landet. Vi har ingen problemer med, at enhver form for potentiel helbredsmæssig usikkerhed belyses. Men det er et problem, at ministrene ikke følger deres beslutning op med ordentlig og fyldestgørende information.

Ministerierne bør komme ud af busken med oplysninger, der kaster lys over processen, indholdet og formålet. Alt andet er uholdbart.

Jan Hylleberg
Adm. direktør, Vindmølleindustrien

Det er meget vigtigt, at undersøgelsen, når den nu er besluttet gennemført, besvarer den usikkerhed, som der måtte være, og så vi ved undersøgelsens afslutning ikke havner i en situation, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved konklusionerne.

Samtidig vil det være uholdbart, hvis der efter undersøgelsens ophør opstår yderligere behov for flere undersøgelser af andre helbredseffekter. Beslutningen om undersøgelsen har allerede påvirket planlægningen af Danmarks vej mod en grønnere fremtid. Ærgerligt, at det skyldes manglende viden om baggrunden for undersøgelsen og omfanget heraf.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00