Debat

Kommunerne venter stadig på en invitation

DEBAT: Kommunerne er endnu ikke blevet inviteret med i arbejdet omkring Naturplan Danmark. Det undrer KTC-medlem Hanne Stensen Christensen.

 

Kommunerne er en vigtig medspiller i naturplanen, mener Hanne Stensen Christensen.
Kommunerne er en vigtig medspiller i naturplanen, mener Hanne Stensen Christensen.Foto: KTC
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hanne Stensen Christensen
Centerchef, Næstved Kommune og formand for KTC-faggruppen Natur og Overfladevand.

Både den nuværende og den tidligere miljøminister har fremhævet Naturplan Danmark som meget vigtig for natur og biodiversitet.

Natur- og landbrugskommissionen har konkret anbefalet, at et nationalt naturnetværk (et netværk over særlige naturområder) skal udarbejdes i et samarbejde mellem stat og kommuner, og at forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og lodsejerinteresser også bør inddrages. Kommissionen mente altså ganske klart, at kommunerne skulle være med i processen, og der skulle være en forankring i kommuneplanen. Men i kommunerne venter vi stadig på invitationen til at være med!

Lokal viden er altafgørende
Der er mange grunde til, at det er så vigtigt, at kommunerne er med. Kommunerne er efter kommunalreformen blevet den klart vigtigste myndighed, når det drejer sig om det åbne land og naturen. Kommunerne har den lokale viden og administrerer det meste af lovgivningen om naturen og miljøet. Derfor spiller kommunerne også en helt central rolle, når udpegningerne til et naturnetværk skal formuleres. Vi skal undgå de fejlskud, som skete ved de første vandplanudpegninger, som alene blev foretaget af staten, uden kontakt til kommuner og interessenter.

Fakta
Bland dig!
Deltag i debatten. Skriv i kommentar-feltet nedenfor eller send dit indlæg indlæg til [email protected]

Mere aktive end amterne
Kommunerne gennemfører mange naturprojekter. Derfor skal kommunerne selvfølgelig også være med til at udforme den plan, der skal sætte ramme for de kommende års naturprojekter. En opgørelse foretaget af KL viser, at kommunerne i 2011 brugte 40 procent mere på naturpleje end amterne havde gjort. KTC udgav i 2012 "Naturen i kommunerne" med mange eksempler på de mange forskellige naturprojekter, som er sat i gang.

På tværs af kommunegrænser
Samarbejdet omkring Naturplan Danmark skal også gå på tværs af kommunegrænserne, og det vil kommunerne gerne stå i spidsen for. Kommunerne har netop dette forår været i gang med en stor planlægningsopgave for vandplanens 23 vand-oplande. Selv om tidsplanen har været meget stram, er det lykkedes kommunerne at få udformet et fælles forslag til indsatsprogrammer.

En stærk sammenhæng mellem de nationale hensyn og det lokale engagement er væsentligt. Her er kommunernes rolle helt central.

Hanne Stensen Christensen
KTC

Planen skal gavne naturen – først og fremmest
En naturplan skal gøre en forskel. Planen må ikke bare blive en flot publikation med en masse gode intentioner. Det centrale må være, at der skabes forbindelse mellem naturområder, så det bliver et reelt naturnetværk.

Her er den lokale forankring utrolig vigtig. Når borgerne og lodsejerne inddrages fra starten, kan de blive positive medspillere. Hvis det sker for sent, eller slet ikke, kan det give modstand, og det kan være svært at få realiseret projekterne. En stærk sammenhæng mellem de nationale hensyn og det lokale engagement er væsentligt. Her er kommunernes rolle helt central. Og vi er parate til at give vores bidrag til Naturplan Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00