KTC: Grødeskæring er en skidt forretning

DEBAT: Kommunerne bruger en kvart milliard om året på at skære grøde, men det giver kun en beskeden forøget dyrkningssikkerhed til gengæld for et ringere vandmiljø, skriver Bjarne Bringedal Svendsen fra Kommunalteknisk Chefforening.

Af Bjarne Bringedal Svendsen
Natur- og miljøchef i Køge Kommune og medlem af KTC faggruppe for Natur og overfladevand

Er vi danskere tossede? Vi bruger en kvart milliard om året på at skære grøde med ødelæggende virkning for miljøet til følge og uden den gavnlige effekt for landbruget, vi ellers troede, det havde. Det er i hvert fald det indtryk, man kan få, når man læser en videnskabeligt baseret rapport om grødeskæring. 

For kommunerne er rapporten måske ikke så overraskende. I hvert fald understøtter rapporten KTC’s indlæg i Altinget, Fup og fakta om Vandløb, fra sidste år. 

Grødeskæring virker kun i en begrænset periode, og virkningen på afvandingen er ikke så stor, som mange tror.  Men rapporten går videre og peger på de skadelige virkninger, som grødeskæring medfører. 

Eksemplerne taler for sig selv

  • Jo hårdere, jo hyppigere og jo større en del af grøden i profilet, der skæres, desto større vil den negative natur- og miljømæssige effekt være.

  • I dag spiller dårlige fysiske forhold i vandløbene en stadigt større rolle for den økologiske tilstand. Gentagne grødeskæringer mange steder har skabt forringede levevilkår for de arter af planter, smådyr og fisk, som kendetegner uregulerede vandløb.

  • Grødeskæring forringer vandløbene som levested for smådyrene, da der sker en homogenisering af det fysiske vandløbsmiljø som følge af skæringerne.

  • De voldsomme indgreb i vandløbenes naturlige forløb, der tidligere har fundet sted, og den gennemgribende dræning af marker har imidlertid medført, at der er i dag er en unaturlig høj sedimenttransport i danske vandløb. Kilderne til sedimentet i vandløbene er således primært knyttet til landbrugsdriften og den tidligere hårde regulering, uddybning og udgravning af vandløbene.

Omvendt kan tilstedeværelse af vandplanter stabilisere bunden og forhindre omfattende sandvandring og dermed ødelæggelse af bundens smådyrssamfund og fiskenes gyde- og opvækstområder. 

Læren må derfor være, at grødeskæring så vidt muligt skal undgås set ud fra et snævert miljømæssigt perspektiv. 

Pengene er spildt
Men kan det så sikre landbrugets dyrkning af de vandløbsnære arealer?

Alle vandløb i Danmark er ejet af bredejerne, ikke kun de små, som der står i rapporten, og alle vandløb er underlagt vandløbsloven. 

Samfundet har med baggrund i afvandings-, natur- og miljøhensyn valgt, at en del af vandløbene skal vedligeholdes af det offentlige. Vandløbsvedligeholdelse, herunder grødeskæring i offentlige vandløb, er en service, som kommunerne leverer til vandløbsejerne på linje med andre offentlige serviceydelser som sociale ydelser, undervisning med videre. 

Rapporten kommer med nogle for nogle overraskende konklusioner:

1) Grødeskæring tjener udelukkende dyrkningsinteresser.

2) Grødeskæring har en begrænset virkning. 

Her kommer nogle uddrag:

  • Op mod 75 procent af grødeskæringerne har ringe effekt på vandstanden (under 20 centimeter).

  • En vandstandssænkning på 20 centimeter eller mindre vil ofte være utilstrækkelig til at sikre vandafledningen fra de vandløbsnære arealer i perioder med megen nedbør.

  • Genvækst af grøden er afgørende for, hvor længe effekten af en grødeskæring varer.

  • Der er en effekt på vandstanden i 22 dage efter skæringen.

  • Genvæksten er størst i de vandløb, der skæres hyppigst.

  • I gennemsnitsår og tørre år er nettonedbøren negativ i juni-juli, og der er derfor et minimalt afdræningsbehov på de vandløbsnære landbrugsjorder i disse måneder og derfor sjældent behov for grødeskæring, især i Østdanmark.

Med andre ord: Grødeskæring har ifølge rapporten en meget ringe effekt i gennemsnitsår. I våde år er grødeskæring ofte ikke nok til at sikre dyrkningen. Det er altså kun en gang i mellem, at grødeskæring gør en forskel.

Et er teori, noget andet er praksis
Rapporten indeholder et velbeskrevet afsnit om principper for dræning. Imidlertid kommer rapporten ikke ind på de faktiske forhold, som viser en anden virkelighed. Dette kunne være et nærmere studie værd. 

Ligeledes savner rapporten juridisk ophæng. Især afsnittet om dræning forbigår vigtige juridiske forhold, der ellers er grundlaget for dimensionering af afvandingssystemer. 

I 1983 trådte en revideret vandløbslov i kraft. Samtlige vandløbsregulativer skulle revideres. Derfor opmålte landets amter og kommuner de offentlige vandløb, herunder drænudløb. 

Her kunne det konstateres, at et betydeligt antal drænudløb er placeret så lavt, at de nødvendigvis må være dykkede i lange perioder. Det er i strid med de principper, som rapporten anviser for dræninger. En stikprøve foretaget af KTC for nylig i en række vandløb viser, at omkring halvdelen af drænudløbene er placeret mindre end 30 centimeter over regulativmæssig bund, nogle endda under. Disse dræn er i alvorlig risiko for at sande til.

Opmålingerne dengang viste i øvrigt også, at mange vandløb var overuddybede, hvilket er i strid med vandløbsloven. Måske er det forklaringen på, at mange dræn er lagt for dybt.

KTC kan derfor anbefale, at kommunale og tidligere amtskommunale data inddrages, også kommunal viden om lokale forhold. Det vil være et godt supplement til rapportens lærebogsprincipper og give et retvisende billede af de faktiske forhold. 

Lokalt vil nogle typer mindre vandløb hurtigt kunne sande til eller gro til, hvis grødeskæring helt droppes. Men det rejser igen spørgsmålet, om det er en kommunal opgave at modvirke dette.

Tid til at se nærmere på lovgivningen
Kommunerne bruger hvert år en kvart milliard kroner på at skære grøde til næsten ingen verdens nytte, skal man tro rapporten. Kun en beskeden forøget dyrkningssikkerhed og negativ effekt på vandmiljøet får man for pengene. 

Ifølge rapporten gennemføres grødeskæring udelukkende med henblik på at forbedre afvandingen. I gennemsnitsår og tørre år er der et minimalt afdræningsbehov på de vandløbsnære landbrugsjorder. Og i våde år er afstrømningen så stor, at grødeskæring ikke hjælper nok. Kan det så overhovedet betale sig at skære grøde?

Da udgiften til vandløbsvedligeholdelse som bekendt påhviler kommunerne og ikke ejerne, ved vi ikke, om det kan betale sig. Det er derfor endnu en god grund til at indføre brugerbetaling, som KTC tidligere har foreslået. Så ville der kun blive skåret grøde, hvis der er økonomi i det.

Eller man kunne provokerende foreslå, at man i stedet for at skære grøde forærede pengene til dem, der ejer vandløbene. Det ville have miljøet som sikker vinder og måske også vandløbenes ejere?

I hvert fald giver rapporten endnu en gang KTC anledning til at pege på, at vandløbsloven trænger til en revision. En mere gennemtænkt lov med nye muligheder for klog udførelse og finansiering af grødeskæring er tiltrængt.

Forrige artikel Verdens Skove: Vi skal have retningslinjer for plukhugst Verdens Skove: Vi skal have retningslinjer for plukhugst Næste artikel EL: Et sort år for klima og miljø EL: Et sort år for klima og miljø
  • Anmeld

    Jan Pedersen

    En vand-pointe fra kajakniveau

    Bjarne Svendsen har endnu engang skrevet et sobert og faktuelt indlæg om vandløb, som han nok alligevel skal blive klandret for af Bæredygtigt Landbrug og andre med dyrkningsjord i ådalene. Men en ret væsentlig iagttagelse fra kajakture i sjællandske vandløb (der i parentes overhovedet ikke skulle oprenses, da de kronisk mangler vand om sommeren) bør også indgå i regnestykket. Det massive flertal af bredejere er nemlig i dag tilsyneladende ret ligeglade med muligheden for lækkert hø eller gode bøffer ved afgræsning af engene langs vandløbene. I hvert fald må høj rørskov siges at være mere reglen end undtagelse som bredvegetation. Og er der noget den nye grødeskæringsrapport slår fast som bremsende og opstuvende i et vandløb, så er det netop stiv og ubøjelig vækst langs vandløbet. Få steder får græssende dyr lov til at vise hvor føjelig engvegetation kan være for et vandløb, hvor der græsses helt ned i vandkanten. Bredejernes manglende drift og pleje af åernes tilstødende enge (og moser) er derfor en væsentlig forhindring for både gode vandløb, men i høj grad også for bedre afvanding. Så den kvarte milliard ville passende kunne gå til blivende indhegninger helt ud til vandløbskronen, med pligt til afgræsning (alternativt høst af hø). Det ville batte ikke bare på utrolig kort sig, men også langsigtet, og samtidig sikre et grønt velplejet netværk i Danmark.