KTC: Jo, grødeskæring er stadig en skidt forretning

Af Bjarne Bringedal Svendsen
Medlem af KTC’s faggruppe for Natur og overfladevand og Natur- og miljøchef i Køge Kommune 

Grødeskæring er et led i vandløbsvedligeholdelsen og en kommunal service. 

Miljø- og Fødevareministeriets forskerrapport om grødeskæring fik KTC til åbent at spørge, om vi danskere er tossede, når vi bruger en kvart milliard på at klippe grøde. Af rapporten fremgår nemlig, at grødeskæring er ganske skadeligt for miljøet, og at det kun en gang i mellem gør en positiv forskel for afgrøderne. Med andre ord – er det pengene værd? 

Flere har herefter kommenteret indlægget. Her kommer så min replik.

Vandløbsservice er et passende ord
Lars Hvidtfeldt fra Landbrug & Fødevarer mener i et indlæg 7. juni, at det er forkert at betragte vandløbsvedligeholdelse som en service:

”Der er jo ikke tale om et tilvalg, og at kommunerne gør det for at være flinke, ligesom de sikkert heller ikke fejer gader, vedligeholder grønne områder og rydder sne alene af egen drift.”

Tilbage står fortsat spørgsmålet åbent: Får bredejerne nok for den kvarte milliard, som kommunerne hver sommer bruger på vandløbene? Og får samfundet?

Bjarne Bringedal Svendsen
Medlem af KTC’s faggruppe for natur og overfladevand og natur- og miljøchef i Køge Kommune

Der er bare den forskel, at når kommunen fejer gader og rydder sne, så sker det på kommunalt ejet ejendom til gavn for alle. Modsat når kommunen skærer grøde. Her sker det for at øge dyrkningsmulighederne til gavn for bredejerne. 

Mange tror fejlagtigt, at kommunerne ejer offentlige vandløb. Det gør de ikke, det gør bredejerne. 

Kommunerne klipper heller ikke husejernes hæk
Skal man sammenligne med noget andet, vil det et stykke hen ad vejen svare til, at en lov pålagde kommunerne at klippe hæk for villaejerne på fastlagte tidspunkter. Man kunne jo sige, at kommunerne har en interesse i de hække, der støder op til veje og fortove, og derfor skulle skattefinansiere hækkeklipning. Netop sådan er det jo, når vi taler om grødeklipning, så hvorfor ikke også hække? 

Selvfølgelig holder sammenligningen ikke helt. Vandløb har flere funktioner. Lars Hvidtfeldt har tidligere på Altinget gjort gældende, at vandløb skal betragtes som infrastruktur. 

Dette argument taler for brugerbetaling i lighed med forsyningsvirksomhedernes opkrævning for afvanding i byerne. Og det vil faktisk gøre det betydeligt lettere for kommunerne at opjustere servicen - undskyld ordet – hvor det kunne give mening, eller hvor ejerne måtte ønske det. 

Så slipper vi nemlig for, at det som nu vil udfordre den kommunale økonomi.

KTC mener fortsat, at dette spørgsmål er en diskussion værd.

Effekten er kortvarig
I et indlæg 10. juni tolker Helge Danneskiold-Samsøe og Jens Henrik Madsen, begge fra Danske Vandløbs bestyrelse, KTC’s artikel i retning af, at KTC mener, at en 20 centimeters vandstandshævning er uden betydning for afvandingen. 

Det er imidlertid ministerens rapport og ikke KTC, der gør dette gældende:

”Op mod 75 procent af grødeskæringerne, har ringe effekt på vandstanden (under 20 centimeter),” står der i rapporten og videre: 

”En vandstandssænkning på 20 centimeter eller mindre vil ofte være utilstrækkelig til at sikre vandafledningen fra de vandløbsnære arealer i perioder med megen nedbør.”

Danske Vandløb synes også at glemme, at den nævnte effekt på 20 centimeter kun er kortvarig. Grødens genvækst neutraliserer dag for dag effekten af klipningen, og i løbet af 22 dage er den væk, stadigvæk ifølge rapporten. 

Så afgrøderne tæt ved åen har altså altid måttet finde sig i at stå med tæerne i vand det meste af tiden. 

Hertil kunne man så hævde, at der bare skal skæres grøde noget oftere. Ja, men det har andre utilsigtede virkninger, og det koster. Det med finansieringen kan dog løses som anført oven for, altså ved at indføre brugerbetaling.

Grøde kan ikke få vand til at løbe opad
Man kan i øvrigt få det indtryk, at artiklens forfattere tror, at alle marker i Danmark påvirkes af grødeskæring. Det gør markerne ikke. Langt fra. 

Kun dem, der ligger langs vandløbet, medmindre der er helt fladt. Ellers skulle vandet jo løbe opad. 

Derfor hænger det heller ikke sammen, når Danske Vandløb i sin artikel gør gældende, at ”hovedparten af drænsystemer i Danmark vil segmentere.” 

Der løber jo kun undtagelsesvis vand i drænene om sommeren, hvor fordampningen er op til dobbelt så høj som nedbøren. Sedimentation i drænrør er overvejende et vinterfænomen, som forekommer, mens drænene er vandførende. Sommerens grødevækst har ikke indflydelse på dette. 

Med andre ord kan Danske Vandløb sove roligt. Deres frygt for, at grøde i åen kan ramme arealer langt væk, synes at bygge på misforståelser om dræn og vandløb. 

Tilbage står derfor fortsat spørgsmålet åbent: Får bredejerne nok for den kvarte milliard, som kommunerne hver sommer bruger på vandløbene? Og får samfundet?