Debat

KTC: Myndighed skal drive den grønne omstilling

DEBAT: Virksomhedernes grønne investeringer skal støttes af Miljømyndigheden, skriver formand for KTC Miljø og Grundvand, Michael Damm. Myndigheden har kompetencerne og ressourcerne, og det skal udnyttes, mener han.

Formand for KTC MIG, Michael Damm, vil have bedre grøn vejledning til virksomhederne, der skal omstille sig i en mere bæredygtig retning. Og det skal Miljømyndigheden tage sig af, skriver han.
Formand for KTC MIG, Michael Damm, vil have bedre grøn vejledning til virksomhederne, der skal omstille sig i en mere bæredygtig retning. Og det skal Miljømyndigheden tage sig af, skriver han.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Damm
Formand for KTC Miljø og Grundvand

Folketinget er netop nu i gang med at vedtage ændringer i bekendtgørelserne, som regulerer virksomhedernes miljøforhold. 

Ændringerne er en opfølgning på regeringens vækstaftaler. I den forbindelse indføres et nyt slags anmeldesystem i Danmark for de såkaldte godkendelsespligtige bilag 2-virksomheder, ligesom miljømyndighederne pålægges at tilbyde virksomhederne en forhåndsdialog. 

Dette giver en unik mulighed for at aktivere miljøsagsbehandlere, så deres vejledningsrolle redefineres til også at skulle omfatte et tilbud til virksomhederne om en dialog om de grønne omstillingsmuligheder.

Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected].

Industrien skal oppe sig
De tre samtidige kriser, nemlig klima-, miljø- og den økonomiske krise har en meget betydelig fællesnævner: det globale ressourceforbrug eller mere korrekt den globale ineffektivitet i anvendelse af jordens ressourcer.

Et opgør med ineffektiviteten kræver, at ressourceforbruget nytænkes. 

Det mest effektive tiltag for at understøtte en forbedret grøn konkurrenceevne hos industrien vil derfor kunne findes ved at udvide indholdet i Miljømyndighedens vejledningsopgave.

Michael Damm
Formand for KTC MIG

Den ”cirkulære økonomi”, det ”lukkede ressourcekredsløb” og ”Cradle to Cradle” er derfor helt centrale målsætninger at understøtte i udviklingen af den smarte stat og Danmark som et foregangsland i en grøn omstilling. 

Og en udvikling af Danmark som foregangsland for den grønne omstilling er ensbetydende med udviklingen af en ressourceeffektiv industri. 

Det er en omstilling, som skal ske i forhold til både:

  • Energiforbrug 
  • Cirkulære og lukkede ressourcekredsløb
  • Optimering af ressourceanvendelsen på den enkelte virksomhed
  • Øget genbrug og genanvendelse
  • Dialog med leverandører med henblik på minimering af spild
  • Industriel symbiose 
  • Anvendelse af overskudsvarme
  • Fælles indkøb, transport med videre

Initiativerne i regeringens ressourcestrategi målrettet industrien viser tydeligt, at Danmark kun kommer i mål med de ambitiøse mål, hvis industrien tager førertrøjen på. 

Spørgsmålet er, om industrien kan leve op til denne forventning?     

Støt de små virksomheder permanent
De fleste virksomheder i Danmark er små og mellemstore. Innovation er en betydelig udfordring for denne gruppe virksomheder. 

Bæredygtig innovation er en særlig stor udfordring, idet disse virksomheder kun sjældent har den nødvendige viden ”in house” eller midler til at indkøbe den hos konsulenterne. 

Som miljømyndighed for denne store gruppe af virksomheder oplever vi, at disse virksomheder har svært ved at finde tid og viden til at drive den nødvendige omstillingsproces. Det betyder også, at de sjældent får lavet ansøgninger til de statslige støttemidler, som skal understøtte den grønne omstilling. 

Dette skyldes blandt andet, at ressourceeffektivitetstiltag i modsætning til traditionel innovation kræver samspil mellem mange eksterne parter, involverer indsigt i forskelligartet lovgivning og kræver sammenkoblinger i cirkulære ressourceloop mellem udbyder og indkøber af ressourcerne og så videre. 

Det er derfor helt centralt for at katalysere en ressourceeffektiv industrisektor, at der er særlig fokus på, hvordan der kan skabes permanent support til de små og mellemstore virksomheder. Det skal ske med henblik på, at de kan få integreret ressourceeffektivitetstiltag i deres forretningsudvikling.

Miljømyndigheden skal gå forrest
Der er i dag ansat flere hundrede årsværk i kommunerne og staten med den primære funktion at føre miljøtilsyn med virksomhederne. 

I kraft heraf har Miljømyndigheden en større viden end nogen anden institution eller organisation i Danmark om blandt andet ressourceforbruget på virksomhederne og ressourcespildet i form af affald. 

Desuden er der her et kendskab til, hvilke virksomheder der potentielt kunne anvende affald fra nabovirksomheder i området som ressourcer i produktionen.  

Dertil kommer, at de kommunale miljømedarbejderne har lettere adgang til kommunens afdelinger end øvrige samarbejdsparter for virksomhederne. 

Samlet betyder det, at Miljømyndigheden er super godt rustet til at optræde som den refleksive dialogpartner, der kan understøtte helhedsløsninger, nemlig bæredygtige løsninger, der fremmer en grøn omstilling for den enkelte virksomhed. 

Miljømyndigheden er neutral. Den må ikke overføre konkurrenceforvridende information mellem virksomheder. Den har akademiske kompetencer og har indsigt i eller let adgang til det krævede lovgivningskompleks. Den har adgang til universiteterne og samtidig mulighed for at starte en effektiv dialog mellem virksomheder og myndigheder indenfor og mellem regionerne. Og derfor er Miljømyndigheden svaret på spørgsmålet: ”Hvem skal permanent understøtte den grønne omstilling hos de små og mellemstore virksomheder?”

Det kræver ikke nye store bevillinger, det kræver ikke ny lovgivning, og det kræver ikke oprettelse af nye administrative enheder. 

Det giver mere gevinst for samme midler. Og det bedste af det hele er, at det giver mere miljø for den nuværende indsats.  

Mere dialog
Det mest effektive tiltag for at understøtte en forbedret grøn konkurrenceevne hos industrien vil derfor kunne findes ved at udvide indholdet i Miljømyndighedens vejledningsopgave.

Det er frem for at jagte få timers reduktioner for den enkelte virksomhed i deres tidsforbrug ved for 117. gang at søge at tilpasse sig lovgivningen.

Mulighed for at pålægge Miljømyndigheden denne nye rolle er der nu.

Som nævnt ovenfor indføres et nyt slags anmeldesystem i Danmark for bilag 2-virksomhederne. Skematisk omfatter anmeldesystemet følgende elementer. 

1) Forhåndsdialog
2) Anmeldelse via digital grænseflade
3) Sagsbehandling
4) Afgørelse
5) Opstartstilsyn med nyetableringer

For at sikre, at miljømyndigheden fremover kan virke som ”driver” for en grøn omstilling, foreslår KTC MIG, at forhåndsdialogen udvides til også at skulle omfatte et tilbud til virksomhederne om en dialog om de grønne omstillingsmuligheder baseret på den nationale ressourcestrategi. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00