Landskabsarkitekter: Landskabet er vores nationalarv

Af Susanne Grunkin
Formand for Danske Landskabsarkitekter

Foreningen Danske Landskabsarkitekter (DL) savner tryghed for at de år, hvor vores generation skal passe på Danmarks landskab, ikke svækker men snarere styrker vores fælles kultur- og landskabsarv. Vi efterlyser prioritering af behov mellem de mange interesser gennem en fælles vision for Danmarks landskab – vores nationale interesse.

Der er rift om Danmarks areal. Vi efterlyser overordnede hensyn i forhold til landbruget, bosætningen og byudviklingen og turismen i forhold til naturbeskyttelse og naturudvikling samt kulturhistorie og kulturudvikling og sanselige naturoplevelser. HVEM har ansvaret for et helhedssyn, så vi er fri af risikoen ved kun at se én udfordring og ét behov ad gangen? Og er beslutningstagerne rustet med nok viden til at udvise reel forståelse for vores nationalarv – og har de værktøjer og metoder til at gennemføre de rigtige ting?

Plads til forbedring
Fordi planloven adskiller sig fra andre love ved at være den, der gør indgreb på vores millioner år gamle landskab og natur, så er det afgørende, at vor tids forvaltning af landskabet i højere grad er drevet af en vision, faglig viden og etik. Og i mindre grad af skiftende politiske strømninger. Planloven skal udtrykke hensyn, forståelse og perspektiv.

Men i forhold til en reel forståelse af landskabet og perspektiverne i landskabets udvikling, så er der plads til forbedring. Regeringsgrundlaget 2017 siger at: ”Regeringen ønsker vækst og udvikling i hele Danmark. Derfor vil vi fjerne barrierer, der bremser væksten og modvirker fremgang i hele landet”, og fortsætter: ”Derfor vil regeringen gennemføre den aftalte modernisering af planloven, så kommuner, erhvervsliv og borgere får bedre rammer for at udvikle byer, boliger og virksomheder”.

Planloven handler altså om, hvordan Danmarks millioner af år gamle landskab skal lægge ryg til disse decenniers behov. DL er utrygge ved de formuleringer. Det lyder som om, at regulering for bevaring af landskaber snarere bliver set som en barriere, der bremser for tidens syn på udvikling og ikke som et forsøg på at tage vare på en nationalarv.

Det er afgørende, at vor tids forvaltning af landskabet i højere grad er drevet af en vision, faglig viden og etik. Og i mindre grad af skiftende politiske strømninger.

Susanne Grunkin
Formand for Danske Landskabsarkitekter

Det danske landskab er nævnt én gang i regeringsgrundlaget, på side 81 ud af i alt 88 sider: ”Den danske kulturarv rummer et væld af muligheder for oplevelser og indsigt – hvad enten det sker på et museum, på et bibliotek eller på tur gennem det danske landskab”.

Det lyder som mangel på reel forståelse, når det danske landskab sættes i samme kategori som et bibliotek eller et museum. Der ligger en helt anden tidsdybde i landskabet og en langt, langt større skala. Og at ”Danmark skal have et rigt og varieret plante- og dyreliv”, er blot en lille del af en reel landskabsforståelse. Ud over plantevækst og dyreliv er ’Landskabet’ et samlingsbegreb, som også rummer forståelse for aspekter som topologi, geologi, naturtyper, biotoper, dyrkningslandskab, vækstbetingelser, historiske kulturlandskaber, økosystemer og lokalklima.

Mønstereksemplet
Københavns Fingerplan fra 1947 er et unikt bevis på, at Danmark er lykkes med at planlægge i helheder og sammenhænge. Planen imødekommer både borgernes, samfundsudviklingens og naturudviklingens interesser. Den rummer en etisk forståelse for landskabets betydning – hensyn, tidsdybde og perspektiv.

Og konceptet er skalerbart. Det Grønne Danmarkskort har samme potentiale. Kombineret med en national strategi for Danmarks landskab, der sørger for, at de mange arealinteresser, nationalt, regionalt og kommunalt/lokalt, er afstemt med overordnede hensyn og en fælles vision, så kan vi alle blive mere trygge ved at vide, at vi passer godt på vores millioner af år gamle nationalarv. Både på faglig og etisk forsvarlig vis. Danmark skal altid være et yndigt land! Hellere dét kunne være en værdig vision for planloven.