Lone Andersen: Husk de danske nationalparkers formål

I maj i år blev den femte og foreløbigt sidste danske nationalpark indviet, nemlig Kongernes Nordsjælland. Den har været undervejs i mange år, og det har bl.a. taget tid, fordi der har været betænkeligheder ved projektet fra en del lodsejeres side.

Det er den samme betænkelighed, som vi har set i forbindelse med etableringen af de fire andre nationalparker. For som landmand må man selvfølgelig spørge sig selv, hvad det kommer til at betyde, hvis der kommer en nationalpark lige der, hvor man bor og driver sit landbrug – forhindrer det, at man også i fremtiden kan dyrke sine marker og udvikle sin husdyrproduktion?

Svaret er på papiret nej – en dansk nationalpark ændrer ikke i sig selv vilkårene for at drive og udvikle sit landbrug. Men med betegnelsen Nationalpark kommer man uvilkårligt til at tænke på store områder med vild og uberørt natur.

Det er dog slet ikke den type nationalpark, vi har i Danmark. De danske nationalparker handler nemlig ikke kun om natur. Ifølge lov om nationalparker er der ti ligestillede formål med parkerne, som bl.a. er at bevare og udvikle naturen, kulturlandskabet, friluftslivet, lokalsamfundet og herunder også erhvervslivet.

Vi skal bruge kræfterne på at tale de fem nationalparker op. Fokusere på, hvad de kan og bidrager med i forhold til lovens samlede formål.

Lone Andersen
Viceformand, Landbrug & Fødevarer

Det er ekstremt vigtigt at huske på, hvad den særlige danske nationalparkvariant står for. Ikke mindst når nationalparkloven snart skal evalueres.

Der er så mange, som har travlt med at tale nationalparkerne ned, fordi de ikke er rene naturudviklingsområder. Det ærgrer mig gang på gang, for den kritik er ikke fair over for det grundlag, nationalparkerne bygger på, den er ikke fair over for de mange folk, som har engageret sig i arbejdet med at udvikle nationalparkerne, og den er slet ikke fair over for de lodsejere, som lægger jord til, fordi den skaber usikkerhed om nationalparkernes fremtid.

Jeg synes i stedet, vi skal bruge kræfterne på at tale de fem nationalparker op. Fokusere på, hvad de kan og bidrager med i forhold til lovens samlede formål.

En af de store styrker ved parkerne er, at de hviler på frivillighed og lokal opbakning. Det betyder, at de mål, indsatser og tiltag, der bliver sat i gang i parkerne, afspejler de steder, hvor der er opnået enighed på tværs af forskellige interesser i nationalparkernes bestyrelser og med de berørte lodsejere. Det er godt.

Den lokale forankring og reelle frivillighed skærper lysten til at gøre en indsats. På den måde kan vi allerede nu se, at nationalparkerne er med til at sætte fokus på et områdes særlige karakter, det skaber en samlende identitet og stolthed og kan styrke udviklingen i området.

Men ting tager tid, og en afgørende forudsætning for, at frivilligheden virker, er, at der er gensidig tillid mellem parterne. Det handler først og fremmest om, at man kan se, at de aftaler, der bliver indgået, respekteres. Både lokalt og nationalt.

Derfor er det min klare opfordring i forbindelse med evalueringen af loven, at der værnes om det grundlag, nationalparkerne hviler på. At vi holder fast i denne særlige danske variant af nationalparker, holder fast i de ti ligesidede formål og vigtigst af alt: holder fast i frivillighed og lokal opbakning. For hvis der ændres på nationalparkloven og de grundlæggende forudsætninger, vil der være tale om et tillidsbrud over for de landmænd, som har bidraget med deres ejendom og levebrød i nationalparkerne. Og det vil have konsekvenser ikke kun for udviklingen af de danske nationalparker, men for landbrugserhvervets generelle lyst til at indgå aftaler om natur- og miljøprojekter med myndighederne.

Fra landbrugets side var vi oprindeligt imod betegnelsen nationalparker. Jeg tror, vi kunne have undgået mange misforståelser om parkernes formål, hvis vi havde kaldt dem noget andet. Men nu står vi her med fem nationalparker i en særlig dansk udgave. Og derfor er min opfordring, at vi er tro mod denne nationalparkdefinition og det grundlag, den hviler på – også i fremtiden.

Så for at vende tilbage til Kongernes Nordsjælland og de fire andre nationalparker i hhv. Thy, Mols, Vadehavet og Skjoldungernes land, så har der – og er nok fortsat –betænkeligheder ved nationalparkerne fra en del lodsejere og landmænds side. Det er en betænkelighed, som jeg håber er grundløs, men som jeg til fulde forstår. Og den vedholdende kritik af parkerne for ikke at gøre nok for naturen gør i hvert fald ikke betænkeligheden mindre.