Debat

L&F: Jordfordeling i naturpakkens værktøjskasse

DEBAT: Jordfordeling bør være en del af naturpakkens værktøjskasse. Det er ikke en nem og hurtig løsning. Men vi ved, det virker og kan sikre en bedre udnyttelse af landskabet, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Jordfordeling bør være en del af naturpakkens værktøjskasse, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. 
Jordfordeling bør være en del af naturpakkens værktøjskasse, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer. Foto: lf.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer

I de sidste par uger har man her i Altinget kunne læse mange forslag og ønsker til den kommende naturpakke.

Konklusionen, som Jan Ejlsted fra Friluftrådet også kommer frem til i sit indlæg, er, at de 89 millioner kroner, der er afsat til pakken, hurtigt får ben at gå på. Jeg kan derfor kun erklære mig enig i, at det handler om at finde løsninger, der tjener flere formål samtidig og med mest mulig synergi.

Derfor vil jeg gerne opfordre miljø- og fødevareministeren til at tage et velkendt og effektivt værktøj som jordfordeling i brug i forbindelse med naturpakken. Det er ikke en hurtig og nem løsning. Men vi ved, det virker og kan være med til at sikre en bedre udnyttelse af vores fælles landskab - til varig gavn for både naturen og landbruget foruden mange andre interesser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Fordelinger på flere områder
Det gælder både erhvervsmæssige jordfordelinger, der sikrer landbrugsejendomme en bedre arrondering – det vil sige, at jorden samles omkring ejendommen. Det giver kortere afstand mellem stald og mark og dermed mindre transport på vejene i lokalsamfundet og en mindre udledning af klimagasser. En bedre arrondering forbedrer udviklingsmulighederne ikke mindst for økologiske kvægbrug, hvor kort afstand til græsningsarealer er en vigtig omkostningsfaktor.

Det gælder også jordfordelinger i forbindelse med naturgenopretningsprojekter, hvor landbrugsjord ekstensiveres eller tages helt ud af drift. Her er jordfordeling og tilbud om erstatningsjord ofte helt afgørende og med til at bære projekterne igennem. Og det gælder jordfordelingerne med et bredere multifunktionelt sigte, hvor formålet er bredt at skabe bedre udviklingsmuligheder for både landbrug, natur, friluftsliv, miljø- og klimaindsatsen.

En dagsorden med bred opbakning
Det er ikke kun Landbrug & Fødevarer, som synes jordfordeling er en god idé. Jordfordeling blev blandt andet fremhævet af Natur- og Landbrugskommissionen i 2013, og både Real Dania og Teknologirådet arbejder med det.

Vi har erfaringerne og værktøjerne til jordfordeling fra blandt andet Natur & Jordfordeling i Tønder, så nu skal vi bare have katalysatorerne, så vi kan få sat handling bag.

I dag foregår der for eksempel jordfordelinger ved vådområde- og lavbundsprojekter, hvor der er afsat landdistriktsmidler til det, og når en motorvej kommer til at gennemskære mange landbrugsejendomme, så kan der gennemføres en jordfordeling for de ejendomme, som berøres.

Til trods for de åbenlyse potentialer er der også en række barrierer for en bredere anvendelse af jordfordeling. Helt kort så er jordfordeling ofte meget komplekst og tidskrævende, og det kræver ressourcer og overblik at få det til at gå op i en højere enhed.

Brug for politisk handling 
I Landbrug & Fødevarer vil vi gerne opfordre til, at miljø- og fødevareministeren handler på vores forslag, og at staten stiller midler til rådighed. Vi har erfaringerne og værktøjerne til jordfordeling fra blandt andet Natur & Jordfordeling i Tønder, så nu skal vi bare have katalysatorerne, så vi kan få sat handling bag.

Ifølge Natur- og Landbrugskommissionen er høje transaktionsomkostninger den væsentligste årsag til den begrænsede interesse for at rejse erhvervsmæssige jordfordelingssager. Kommissionen anbefaler derfor at fritage erhvervet for tinglysningsafgifter ved erhvervsmæssig betinget jordfordeling. Det bakker vi op om, og det er et enkelt sted at sætte ind, som kan skubbe gang i jordfordeling allerede nu.

Et andet sted at tage fat vil være at genoplive den ordning, som blev lukket i 2003, hvor staten gik ind og hjalp landmænd med at gennemføre jordfordeling. Jordfordelingsprocesser kræver en særlig evne til at se muligheder og løsninger i et komplekst puslespil af matrikler og lodder. Og det kræver en god portion psykologisk indsigt og tålmodighed at få enderne til at mødes. Det kan en model med statskonsulenter være med til at løfte. Det er vigtigt, at vi med naturpakken finder de gode varige løsninger, som understøtter en mangfoldig natur og samtidig sikrer gode udviklingsmuligheder for landbrugserhvervet.

Lad jordfordeling være en del af værktøjskassen, så tror jeg, vi kan nå rigtig langt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Merrild

Fhv. formand, Landbrug & Fødevarer, fhv. borgmester (V), Struer Kommune
agraøkonom (1977), merkonom

0:000:00