L&F: Lokale kræfter kan også løfte kvælstofindsatsen

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Fødevare- og landbrugspakken, der faldt på plads kort før jul, har affødt både begejstring og bekymringer blandt organisationer og enkeltpersoner. 

Der er mange gode elementer i aftalen. Der er forhold, der samlet set vil gavne landbruget, uden at miljøet på nogen måde bliver taber. Men der er bestemt også plads til at optimere løsningerne, hvilket aftaleteksten også giver råderum til. 

Dette indlæg handler alene om indfasningen af den målrettede regulering. Jeg vil hverken gennemgå den i detaljer eller kritisere hele det faglige grundlag for indsatskravene, uanset at vi langt fra er enige i det, men alene pege på en helt oplagt mulighed for at optimere den foreslåede fremgangsmåde. 

Mit forslag gælder specifikt den målrettede regulering, der tænkes indfaset i perioden 2018-2021, men principperne kan helt sikkert også anvendes i andre sammenhænge, når der skal findes løsninger på forskellige udfordringer.

Kollektive indsatser rækker længst
Fra Landbrug & Fødevarers side vil vi foreslå, at man først og fremmest sørger for, at et eventuelt indsatsbehov på dyrkningsfladen reduceres mest muligt. 

Vi tror på, at man når længst med flest mulige kollektive indsatser, og hvis der er et tidsmæssigt problem med at nå at folde dem ud, er det måske noget, man er nødt til at acceptere frem for at vælge dårligere løsninger.

Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Det bliver nemlig utroligt dyrt for samfundet og landmanden, hvis der i stort omfang skal anvendes arealbaserede virkemidler, altså eksempelvis efterafgrøder og undergødskning. Det er blandt andet dokumenteret i forbindelse med et pilotprojekt om arealbaseret regulering, som Miljøstyrelsen stod i spidsen for i 2013-2014. 

Vi tror på, at man når længst med flest mulige kollektive indsatser, og hvis der er et tidsmæssigt problem med at nå at folde dem ud, er det måske noget, man er nødt til at acceptere frem for at vælge dårligere løsninger.  

Gode løsninger kommer også fra frivillige hænder
Hvis der efterfølgende fortsat skal ske en reduktion af kvælstoftabet fra arealerne i et vandopland, foreslår vi, at man indsætter et nyt trin i den skitserede fremgangsmåde, inden der skal uddeles såkaldt udvaskningsadgang til landmændene i de berørte oplande. 

Det består af muligheden for at komme med bud på løsninger ad frivillighedens vej. Hvis nogen i oplandet kan løse opgaven for et mindre beløb end den kompensation, der er afsat, er det en helt oplagt vej at følge. 

Dels bliver opgaven løst billigere og ofte nok bedre end forventet, dels vil flere landmænd end ellers kunne slippe for at blive pålagt disse gammeldags og generelle virkemidler, der ret beset ikke har meget med nytænkning og målretning at gøre.

Mulighederne er mange
Løsningerne kan være mangfoldige, eksempelvis efterafgrøder, ændret arealanvendelse, minivådområder og supplerende marine løsninger, og der kan tages hensyn til eventuelle øvrige behov som klima og grundvand, når de bedste projektforslag skal udvælges. På dette trin bør det også være muligt at anvende en mere detaljeret viden om tab af kvælstof i stedet for at bruge den samme retention for hele delvandoplandet, der indgår i aftalen. Naturligvis viden, der er veldokumenteret og anerkendt.

Måske viser det sig, at nogle har mulighed for og lyst til at lægge arealer til en del af indsatsen på steder, hvor dyrkningen ikke er optimal og kvælstoffjernelsen ekstra stor. Eller at der er mulighed for at anvende løsninger i det marine miljø i større omfang end oprindeligt vurderet.

Muligheden for at finde frivillige løsninger kan med fordel lægges ud til oplandsråd, hvor man får en værktøjskasse og en økonomisk ramme, som man skal holde sig inden for. Oplandsrådene sammensættes af repræsentanter for landbrug, kommuner og andre organisationer, der er villige til at acceptere rammerne og arbejde konstruktivt med at finde de bedste løsninger. 

Rummer gevinster for flere parter
Jeg er overbevist om, at der er stor mulighed for optimerede løsninger og væsentlige besparelser at hente i dette setup.

Mange steder er det allerede nu lykkes at parkere dogmerne og indgå i et forpligtende samarbejde, eksempelvis i en stor del af vandrådene.

Hvis det ikke lykkes at komme helt i mål ad frivillighedens vej, kan man jo efterfølgende gå videre med udvaskningsadgangen og paletten af virkemidler, som det er beskrevet i den politiske aftale.

For mig at se er det svært at få øje på argumenterne for ikke at indføje den mulighed, jeg har skitseret ovenfor. Miljøet får mindst den samme gevinst ud af det, der kan opnås synergieffekter, staten sparer penge, og landbruget får mulighed for at medvirke til at løse opgaven på en begavet måde, der mindsker den fortsatte brug af væksthæmmende løsninger, styrker inddragelsen og øger frivilligheden.