Debat

L&F: Miljøbalancen i landbrugspakken er helt på plads

DEBAT: Kvælstof er dyrt, og det kommer til påvirke landmændenes forbrug, selvom de teoretiske beregninger bag landbrugspakken ikke tager hensyn til det, skriver L&F-viceformand Lars Hvidtfeldt. Han er ikke bekymret for en himmelfarende udledning.

Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt håber, at der stadig er plads til saglige argumenter i debatten om implementeringen af landbrugspakken.
Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt håber, at der stadig er plads til saglige argumenter i debatten om implementeringen af landbrugspakken.Foto: Landbrug & Fødevarer
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Det glæder mig rigtig meget, at Simon Kollerup (S) i Altinget 17. marts understreger Socialdemokraternes engagement i målrettet regulering, som omdrejningspunkt i fødevare- og landbrugpakken. Dejligt, at Socialdemokraterne ligesom Landbrug & Fødevarer har som ambition at skabe vækst og arbejdspladser og samtidig passe på vores miljø og natur.

En ny målrettet regulering kræver balance i miljøet, også på kort sigt. Og hvis man et øjeblik hopper ud af de teoretiske beregninger og ser på, hvorledes landbrugspakken faktisk implementeres, så vil man opdage, at den nødvendige miljøbalance er på plads.

Landmænd er forretningsfolk
I disse dage kommer den nye bekendtgørelse, som gør op med, at afgrøderne skal gødskes mindre, end de har behov for. Landmændene får en ret til at gødske mere, men heldigvis ikke en pligt. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Både Simon Kollerup og andre fornuftige beslutningstagere ved, at vores landmænd kigger stramt på bundlinjen, når de skal udfærdige deres mark- og gødningsplaner. Kvælstof er dyrt, og alle landmænd vil hver især opgøre lige præcis, hvor meget kvælstof de vil anvende på deres konkrete bedrift for at opnå et økonomisk optimalt niveau.

I de beregninger som Simon Kollerup og andre har set, har man ikke tænkt ind, at landmænd er forretningsfolk, som vil optimere deres bedriftsøkonomi, ligesom alle andre gør. 

Det er jo helt i hegnet, at man ikke regner så realistisk så muligt, og jeg kender ingen andre EU-lande, hvor man opgør belastninger på denne helt teoretiske måde. 

Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Teorien rammer skævt
Man regner ud fra en hypotese om, at alle landmænd vil forbruge alt kvælstof uanset omkostninger. Det drejer sig om, at man regner på en teoretisk mulig størrelse på 92.000 ton kvælstof. 

I virkelighedens verden vil det ikke være mere end 70.000 ton kvælstof. For det er det niveau, der afspejler summen af det driftsøkonomisk optimale på landets bedrifter.

Det er klart, at det betyder noget i det miljøregnskab, som landbrugspakken bygger på. 

Det er jo helt i hegnet, at man ikke regner så realistisk så muligt, og jeg kender ingen andre EU-lande, hvor man opgør belastninger på denne helt teoretiske måde. 

Vi er derfor fuldstændig rolige ved, at der hverken på kort sigt eller på længere sigt kommer en merudledning og er helt trygge ved, at også EU vil lægge dette til grund i deres vurdering. 

Saglige argumenter har stadig ret
Igennem den sidste tid har det været svært at komme til orde i debatten, men jeg håber ikke, at det er for sent at komme med faglige argumenter til beslutningstagerne. 

Jeg ser meget gerne, at man i en lidt mere besindig fase vil lytte til en relevant og saglig funderet argumentation. Det er præmissen for, at vi kan sikre den stabilitet og forudsigelighed, som jeg er meget enig med Simon Kollerup i er helt afgørende for landbrugserhvervet og de arbejdspladser, som følger med i fødevareproduktionen.

I Landbrug & Fødevarer er vi meget ivrige efter at få landbrugspakken ud at virke - og det gælder hele pakken. 

Jeg er derfor også glad for, at der stadig er bred politisk opbakning til centrale dele som implementering af målrettet regulering, og specielt at Simon Kollerup bekræfter dette i sit indlæg på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Hvidtfeldt

Formand for Videncentret for Landbrug og Lolland-Falsters Folketidende, godsejer, Gl. Kirstineberg
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1995)

0:000:00