L&F og Seges: Kvælstofkrav kan få vold­somme konsekvenser for landbruget

Af Torben Hansen og Troels Toft
Hhv. planteformand i Landbrug & Fødevarer og sektordirektør for planter i Seges

I forbindelse med forberedelserne af vandplaner for 2021 til 2027 har Aarhus Universitet beregnet, at udledningen af kvælstof til kystvandene maksimalt må være 36.700 ton for, at der kan opnås "god økologisk tilstand" i alle kystvandoplande. Det fremgår af et notat til Folketinget fra 16. december 2020.

Det skal bemærkes, at det fremgår af notatet, at de 36.700 ton ikke er det endelige måltal for udledningen år 2027. Det kan måske blive endnu lavere.

I hvert fald er Aarhus Universitet blevet bedt om at beregne, hvor meget ekstra der skal gøres i Danmark, hvis vores nabolande ikke tager deres del af indsatsen.

Betydelig reducering af landbrugsdrift
Bliver målet på 36.700 tons, hvad bliver konsekvenserne så? Det korte svar er, at vi ser ind i en fremtid, hvor landbrugsproduktionen vil skulle reduceres meget betydeligt.

I visse områder, vil landbrugsdrift blive reelt umuligt – medmindre man for alvor kan øge kvælstoffjernelsen uden for dyrkningsjorden.

Lige nu er man på vej til at spille hasard med fremtiden for et helt erhverv og ikke mindst de fremtidige muligheder for udvikling og vækst i vores landdistrikter

Torben Hansen og Troels Toft
Formand i L&F Planteproduktion og sektordirektør i Seges Planteproduktion

Et måltal på 36.700 ton betyder, at landbrugsbidraget skal reduceres med 50 procent. Hvis effekten af allerede etablerede tiltag de sidste par år i form af ekstra efterafgrøder, minivådområder med videre slår fuldt igennem, skal landbrugets bidrag reduceres med op mod 40 procent.

Men det er vel at mærke fra en situation, hvor efterafgrødekravet er 40 til 50 procent af arealet i størstedelen af landet. Det betyder, at effekten af yderligere tiltag på dyrkningsfladen er stærkt begrænset.

For at sætte i perspektiv, hvad et måltal på 36.700 ton betyder på dyrkningsfladen, hvis hele reduktionen skal opnås her, kan man beregne disse tankevækkende pointer:

At der skal braklægges cirka en million hektar eller cirka 40 procent af landbrugsarealet. Det vil sige hele vintersædsarealet, fordi det ikke hjælper meget at braklægge arealer med vårsæd med efterafgrøder.

At, hvis man omlægger hele produktionen til økologi, vil det kun reducere udledningen med 14 procent, hvor kravet er en reduktion på 40 procent.

At afskaffelsen af hele den danske husdyrproduktion kun vil reducere udledningen med ti procent, hvor kravet altså er en reduktion på 40 procent.

At målet ikke kan nås ved en forøgelse af efterafgrødearealet, selvom hele vintersædsarealet bliver erstattet med vårsæd med efterafgrøder.

Der mangler en realistisk økonomisk ramme
Et eksempel på konsekvenserne er oplandet til Norsminde Fjord syd for Aarhus. Her analyserede Københavns Universitet i 2017, hvordan målsætningerne i vandplanerne for 2027 kunne nås.

Konklusionen var, at det kunne nås ved en udtagning af 48 procent højbundsjord, 14 procent normreduktion samt tilslutning af højbundsjord til henholdsvis minivådområder og vådområder på henholdsvis 26 og 16 procent af det oprindeligt dyrkede areal i oplandet.

Norsminde Fjord er godt nok en følsom fjord, men til gengæld blev beregningen foretaget ved et måltal for udledning på 44.500 og ikke de 36.700 ton kvælstof, som nu er beregnet af Aarhus Universitet.

Landbruget skal og vil hele tiden forsøge at forbedre udnyttelsen af næringsstoffer og dermed reducere tabet. Men selv de største anstrengelser vil ikke kunne resultere i en udledning på 36.700 ton. I hvert fald ikke, hvis landbruget skal være genkendeligt.

Forskere, myndigheder og rådgivere skylder stadig at demonstrere, at dette kan lade sig gøre inden for en realistisk økonomisk ramme.

Ensidigt fokus på kvælstof
Vi savner også fortsat svar på, hvorfor man i reguleringen har et så ensidigt fokus på kvælstof.

Det er svært at forstå, at man fagligt og over for landbruget og øvrigt erhvervsliv i landdistrikterne kan forsvare ikke at ikke at inddrage de øvrige presfaktorer.

Ingen tvivl om, at kvælstof har betydning i forhold til fjorde og kystvandes økologiske tilstand. Men når omkring 80 procent af det samlede pres stammer fra andre faktorer end kvælstof som for eksempel klimaforandringer, invasive arter, forurenende stoffer og mikroplast, så er det ikke godt nok kun at fokusere på kvælstof. Vi betaler med kvælstof for andre presfaktorers effekt.

Den påstand fik vi helt medhold i ved en international ekspertevaluering af det faglige grundlag for vandplanerne i 2017. Men vi taler fortsat kun om kvælstof.

Hvis kvælstofudledningen skal reduceres og landbrugsproduktionen bevares på et rimeligt højt niveau, er det nødvendigt, at retentionen, det vil sige kvælstoffjernelsen fra kvælstof har forladt rodzonen, til det når kystvandene, forøges markant.

Kvælstoffjernelsen kan forøges ved at anlægge vådområder uden for dyrkningsfladen, men en så stor forøgelse kræver ikke bare udtagning af store arealer i ådale, men også, at de vådlægges og vil fjerne kvælstof, der tilledes fra højereliggende arealer. Det er en gigantisk øvelse.