L&F om kvælstofregulering: Ikke flere generelle tiltag

Af Frederik von Lüttichau
Formand for Sektionen for Større Jordbrug, Landbrug & Fødevarer

Jeg har med stor interesse læst professor Stiig Markagers indlæg i Altinget 7. november, hvor han skriver om perspektiverne for den målrettede kvælstofregulering og fremhæver, at det er den eneste fornuftige løsning i forhold til miljøreguleringen af landbruget.

Så langt er vi enige! Men når han så senere i sit indlæg nævner omlægning og udtagning af landbrugsjord og indsatskrav på 20-40 procent, så holder enigheden op.

Der er andre måder at sikre et godt vandmiljø på, som i langt højere grad vil give de ønskede miljømæssige resultater uden samtidig at lukke landbrug med store samfundsmæssige konsekvenser til følge. Nøglen hertil er i høj grad en balanceret anvendelse af næringsstoffer gennem anvendelse af principper for godt landmandsskab – eller god kvælstof-husholdning, om man vil.

Ved at holde hus og dokumentere forbruget på egne marker vil man langt hen ad vejen kunne nedbringe udledningen og samtidig belønne de landmænd, som er bedst til at udnytte næringsstofferne. Vi skal væk fra de uhensigtsmæssige generelle reguleringstiltag og over i en model, der giver incitament til at ændre adfærd. Undersøgelser har tidligere vist, at en målretning af indsatsen kan minimere indsatsbehovet betragteligt.

Ikke flere produktionshæmmende virkemidler
Målrettet indsats i min optik er at belønne den gode adfærd og i øvrigt sætte ind med indsatser uden for eller i randen af dyrkningsfladen alle de steder, det er muligt – minivådområder, vådområder, skovrejsning og så videre. Yderligere regulering oven på de mange krav, vi allerede har, giver ingen mening i et overordnet perspektiv.

Nu er vi endelig sluppet af med en stor byrde – normsænkningen – det vil være grotesk at gå ad den vej igen!

Frederik von Lüttichau
Formand for Sektionen for Større Jordbrug, Landbrug & Fødevarer

Nogle steder kan gødningshåndteringen optimeres yderligere, men langt fra overalt vil det give målbare resultater. Potentialet ligger ikke i flere generelle krav, men i at gøre noget ved tingene, hvor der er specifikt behov og muligheder for at sætte ind uden at bruge produktionshæmmende virkemidler. Nu er vi endelig sluppet af med en stor byrde – normsænkningen – det vil være grotesk at gå ad den vej igen!

I sin nye vurdering af udledningen af kvælstof i 1900 har Aarhus Universitet netop vist, at udvaskning fra rodzonen i år 1900 (som er referencetilstand i vandrammedirektivet) var på niveau med i dag – det vil sige, at det vil være begrænset, hvor langt man kan komme yderligere med tiltag på dyrkningsfladen. Konkrete målinger i mit lokalområde har vist, at de tiltag, vi har gennemført i de seneste to vandplanperioder, overhovedet ikke har haft målbar effekt. Der er ikke sket nogen ændring i udledningen siden 2003, og i sådan et eksempel vil det slet ikke give nogen mening at fortsætte med yderligere generelle tiltag. Her er der behov for en målrettet indsats!

Mine vinkler på den målrettede regulering synes desværre helt at mangle i Stiig Markagers definition. Han peger – meget bagudskuende – på produktionsbegrænsninger de steder, hvor indsatsbehovet er størst. Det sker forhåbentlig ikke i vores levetid.