L&F: Stramme EU-regler koster dyrt

Af Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer 

Vi har regnet os frem til, at danske særregler inden for fødevareområdet hvert år koster samfundet mindst 2,9-4,6 milliarder kroner om året.

Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer

Vi skal i Danmark værne om vores natur og vores miljø, og derfor skal vi have en miljølovgivning, der beskytter naturen.

Men vi skal samtidig gøre det klart, at det ikke er gratis, når vi vælger at indføre strammere miljøregler end resten af EU.

Eksempelvis koster det hvert år landbruget og samfundet dyrt, at Danmark som det eneste land i EU har indført kvoter for, hvor meget kvælstof landmændene må udbringe ud på markerne. På samme måde er der en regning, der skal betales, når vi, som det eneste EU-land, ikke tillader landmændene at give planterne den gødning, de har behov for.

Årlig milliardregning 
Hos Landbrug & Fødevarer har vi regnet os frem til, at danske særregler inden for fødevareområdet hvert år koster samfundet mindst 2,9-4,6 milliarder kroner om året. Det er ikke alle danske særregler, vi har kunnet sætte pris på. Vi har for eksempel ikke regnet på, hvad det koster os, at sanktionerne er langt hårdere, hvis en dansk landmand overtræder lovgivningen, end hvis kollegaer i langt de fleste andre EU-lande gør det. 

Danmark er eksempelvis det eneste land i EU, hvor landmanden trækkes i EU-støtte, hvis han ikke overholder reglerne om gyllealarmer, og det danske krav om krydsoverensstemmelse (KO-krav) i forbindelse med vandindvinding går videre end i de øvrige EU-lande.

Det er ikke nogen hemmelighed, at dansk landbrug befinder sig i en historisk krise. 1600 af Danmarks 10.000 landbrug er lukningstruede svarende til hver syvende bedrift. Erhvervet slæber på en stor gæld efter finanskrisen, og den er særdeles vanskelig at betale af på, når danske særregler lægger bånd på landmændenes muligheder for at øge udbyttet på bedriften.

Overimplementering ad bagdøren 
Vi er nødt til at forholde os til, at de danske særregler koster dyrt, både for landmænd og resten af samfundet. Det nytter ikke at lukke øjnene for den kendsgerning. Og det nytter endnu mindre, at den såkaldte overimplementering listes ind ad bagdøren uden om vores folkevalgte, sådan som det sker alt for ofte. Ikke færre end 9 ud af 10 EU-regler, som implementeres i Danmark, er udformet som bekendtgørelser i ministerierne uden at komme til behandling i Folketinget.

En af de regler, som er blevet vedtaget, uden at Folketinget har taget stilling først, er den såkaldte luftpakke, som Europa-Parlamentet vedtog i slutningen af oktober. Den medfører, at Danmark skal reducere fordampningen af ammoniak med 24 procent fra 2005 til 2020. De 24 procent er fire gange højere end EU-gennemsnittet. Tallet er grotesk, i og med at Danmark allerede har gjort mere end langt de fleste andre lande for at formindske ammoniakfordampningen.

Det er da heller ikke med fødevare- og landbrugsministerens gode vilje, at de ekstreme ammoniak-reduktionskrav indføres i Danmark. Men ministeren kunne intet stille op, da hun efter sin tiltrædelse rejste til Bruxelles for at prøve at argumentere tallet ned. Målet på de 24 procent var allerede meldt til EU, uden at vi har haft den nødvendige politiske debat i Danmark først.

Åbenhed om EU-regler
Vi andre kunne heller intet gøre, da vi blev bekendt med tallet. Der var nemlig ingen offentlig debat eller høring. Derfor er Danmark i dag bundet af en målsætning, som er udtænkt af embedsmænd og eksperter tilknyttet centraladministrationen.

Den form for overimplementering er ikke kun et problem for landmændene og den følgeindustri, som hvert år tjener mere end 150 milliarder eksportkroner hjem til det danske samfund. Det er også et demokratisk problem.

Derfor skal der lyde al mulig ros til fødevare- og landbrugsministeren for fremover at ville sikre fuld åbenhed om, hvornår ministeriets love og bekendtgørelser er baseret direkte på EU-krav, og hvornår de danske regler går videre end krævet af EU. Hvis de danske regler er mere vidtgående, så vil konsekvenserne fremgå, lover ministeren.

Det er intet mindre end fremragende, at embedsmændene nu skal argumentere for, hvorfor de synes, vi i Danmark skal overimplementere og, hvad konsekvenserne vil blive. Jeg håber og tror, at det vil føre til mindre overimplementering.