Debat

L&F: Vandløbs-anbefalinger har øje for alle parter

DEBAT: Miljø- og Fødvareministeriets ekspertudvalg har offentliggjort deres anbefalinger til ændret vandløbsforvaltning, og det ser positivt ud. Der er noget til alle lige fra lystfiskeren til landmanden, skriver Lars Hvidtfeldt.

Foto: Landbrug & Fødevarer
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen satte arbejdet med at modernisere vandløbsforvaltningen i gang for et års tid siden, var det den foreløbige kulmination på længere tids pres fra blandt andre Landbrug & Fødevarer og Kommunernes Landsforening.

Den efterhånden ikke så nye vandløbslov fra 1983 med tilhørende forvaltningsramme var og er ikke i stand til at håndtere de udfordringer med klimaforandringer og større befæstede arealer, der presser sig på i byerne og på landet.

Regnvandet bliver ikke ledt ordentligt væk via vandløbene. Det kan man ikke være i tvivl om, når man ser, hvordan marker og beboelsesområder mange steder oversvømmes. Manglende prioritering af vandafledning har desuden ført til gradvise forringelser af kapaciteten en del steder.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Helhedsplanlægning med noget til alle parter
For at bringe vandløbsforvaltningen up to date nedsatte Miljø- og fødevareministeriet i foråret 2017 et bredt sammensat ekspertudvalg. Deres anbefalinger til ændret vandløbsforvaltning er i denne uge blevet offentliggjorte.

Landbrug & Fødevarer hilser ekspertudvalgets anbefalinger velkommen. Det gør vi, fordi de rummer forslag til håndtering af mange af de ting, vi mener, er de væsentlige. Men også, fordi anbefalingerne er balancerede.

Eksperternes anbefalinger er et godt fundament for den politiske og faglige proces, der nu skal i gang

Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Der er noget til alle parter, hvad enten man er landmand med behov for velfungerende drænafløb, er lystfisker med ønsker om gode ørredbestande, er husejer med ønske om tør kælder og græsplæne, eller man har fokus på at forbedre biodiversiteten i og omkring de allerbedste af vores vandløb.

Først og fremmest er vi begejstrede for, at der peges på behovet for helhedsplanlægning. Kun ved at tænke i helheder og sikre dialog og koordinering mellem alle myndigheder og interessenter er det muligt at finde de løsninger på lokale udfordringer, der giver bedst mening.

Men hjørnestenen i ekspertudvalgets anbefalinger er alligevel, at behovet for at kunne klimatilpasse nu tages alvorligt. Udvalget anbefaler, at klimatilpasning fremover skal indgå i vandløbslovens formålsbestemmelse, helt på linje med vandafledning og miljøhensyn.

Denne anbefaling sætter retningen for alle de andre vigtige emner, der peges på fra udvalgets side. Blandt de øvrige emner, hvor retningen om målet nu sættes, kan fremhæves behovet for at differentiere vandløbene efter formål, så alle vandløb ikke behandles som en grå masse, hvilket langt hen ad vejen er tilfældet i dag. Interessen vil især samle sig om de vandløb, der både tjener afvandings- og naturinteresser.

Tilsvarende skal gennemgangen af vandløbene i henhold til naturbeskyttelseslovens § 3 – udpegningen og muligheden for en differentieret forvaltning, når der er behov for at gennemføre reguleringer – ses i lyset af behovet for klimatilpasning. Det skal være muligt at lave de nødvendige forbedringer i vandløbene, ellers er klimatilpasningen kun en teoretisk mulighed, en tom paragraf i en ændret vandløbslov.

Ny teknologi skal erstatte teoretiske beregninger
Heldigvis er det muligt at tilgodese både vandafledning og miljøhensyn på én og samme tid. Mange steder vil det være muligt at skabe plads til begge dele, og en mere målrettet og optimeret vedligeholdelse vil kunne sikre færre problemer for lodsejerne og færre og mindre forstyrrelser af store dele af vandløbsstrækningerne.

Bedre vedligeholdelse, bedre regulativer og bedre mulighed for at kunne følge med i, om regulativerne er overholdt, skal føres ud i livet ved inddragelse af ny teknologi.

Det vil være et kæmpe fremskridt for alle at slippe af med teoretiske, utidssvarende beregninger, som indeholder elastik i metermål, når det gælder tolkningsmuligheder. Et mere entydigt grundlag skal bane vejen for bedre dialog og gode løsninger.

Vi ser meget frem til det videre arbejde med at modernisere vandløbsforvaltningen. Eksperternes anbefalinger er et godt fundament for den politiske og faglige proces, der nu skal i gang. Landbrug & Fødevarer opfordrer til, at politikere og relevante aktører sammen sikrer de nødvendige ændringer.

Til gavn for hele samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Hvidtfeldt

Formand for Videncentret for Landbrug og Lolland-Falsters Folketidende, godsejer, Gl. Kirstineberg
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1995)

0:000:00