L&F: Vismændene rammer helt ved siden af

Af Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug & Fødevarer

Hvis udledningen af kvælstof til vandmiljøet skal mindskes, er en kombination af omsættelige kvoter og en reel afgift den helt rette model, lyder det fra Formandskabet i Det Miljøøkonomiske Råd i et indlæg i Altinget 22. april. 

Således forsøger vismændene endnu engang at forsvare deres anbefalinger om regulering med kvoter og afgifter. 

Rådet fremhæver selv, at reguleringen skal udformes, så omkostningerne bliver lavest mulige.

Man undlader desværre fortsat at forholde sig til den helt grundlæggende præmis, nemlig hvor meget den nuværende kvælstofudledning fra danske arealer i virkeligheden påvirker miljøkvaliteten, og også om yderligere reduktioner vil forbedre tilstanden, så målopfyldelsen sikres.

Rådet forudsætter, at de teser, der har dannet grundlag for de seneste knap 30 års regulering af landbruget, er korrekte og eviggyldige, men forskning og overvågningsresultater viser, at forudsætningerne ikke holder vand.

Udfordringer i det marine miljø skal løses ved at gøre noget aktivt ude i vandmiljøet.

Lars Hvidtfeldt
Viceformand i Landbrug og Fødevarer

Et enøjet og unuanceret fokus på kvælstof passer måske godt ind i en økonoms teoretiske modelverden, men virkeligheden er en helt anden. 

Vandmiljøet påvirkes af mange faktorer, og mange steder er der ikke længere basis for at vende tilbage til tidligere tiders forhold. 

Overblikket mangler
En anden fejlslutning er, at man ved brug af kvoter og afgifter kan sikre lavest mulige omkostninger ved den nødvendige indsats. Det er langt fra tilfældet. 

Ved at lægge omkostninger og øvrige begrænsninger over på selve arealanvendelsen er der i bund og grund tale om en form for inputregulering, hvor der slet ikke skeles til de store erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige gevinster, som en stor planteproduktion danner grundlag for.

Vi savner et mere overordnet syn på de goder, landbrugets produktion fører med sig. 

Netop økonomer må have blik for sammenhæng mellem omkostninger og gevinster, men vismændenes model tyder ikke på, at man besidder det overblik. Og biologi har man endnu mindre indblik i.

De bedste og billigste løsninger ligger langt væk fra dyrkningsfladen, der rent faktisk skal have mere kvælstof og ikke mindre, hvis det landbrugsfaglige og økonomiske potentiale skal indfries. Det er i øvrigt helt i tråd med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. 

Bøvl, besvær og begrænset indsigt
Der er ikke kun indtjening i landbruget på spil, det handler om mange arbejdspladser i andre erhverv og om store eksportindtægter til Danmark. 

Udfordringer i det marine miljø skal løses ved at gøre noget aktivt ude i vandmiljøet. Det vil dels medvirke til direkte og omgående forbedringer i tilstanden, dels være uhyre omkostningseffektivt, da der typisk er tale om engangsinvesteringer. 

Begrænsninger på dyrkningsfladen fører til tab år efter år. Sidstnævnte har vi prøvet i snart mange år - med årlige tab i milliardklassen til følge. Den foreslåede model er blot gammel vin på nye flasker.

Med hensyn til omsætteligheden af de foreslåede kvoter, vælger vismændene fortsat ikke at forholde sig til, at der bliver tale om cirka 120 delvandsoplande med hvert deres marked. Helt uoverskueligt, administrativt bøvlet og med stærkt begrænsede muligheder for frie markedsmekanismer. 

Man kan groft sagt kun handle med naboen. Det må kaldes for endnu en ommer i rådets model.

Rådet forsvarer sig endelig med, at man ved at tilbageføre provenuet til erhvervet kan mindske omkostningerne for landbruget. 

Vi kan bestemt ikke anbefale en sådan omfordeling, som potentielt vil føre til ændringer i værdifastsættelsen af vores ejendomme, og som i sidste ende kan sende en tsunami gennem den finansielle sektor.