Debat

Lokal forankring er vejen til succes

DEBAT: Kommunalteknisk Chefforening (KTC) er positive over for de nye vand- og naturplaner, og vi opfordrer til, at interessenterne inddrages på samme måde som med vandrådene. Det skriver Hanne Stensen Christensen, formand for KTC's faggruppe for Natur og Overfladevand.

Naturrådene bør inddrage interessenterne i naturforvaltningen. Det mener Hanne Stensen Christensen, formand for KTC's faggruppe for Natur og Overfladevand.
Naturrådene bør inddrage interessenterne i naturforvaltningen. Det mener Hanne Stensen Christensen, formand for KTC's faggruppe for Natur og Overfladevand.Foto: KTC
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hanne Stensen Christensen
Formand for KTC's faggruppe for Natur og Overfladevand

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Det er glædeligt, at vi nu har fået anden generation af vand- og naturplaner. Lad os håbe at planerne nu kommer ind i den kadence, som direktiverne foreskriver, med seks år i en plan-cyklus. Det er endnu for tidligt at sige noget om indholdet af planerne – for de er ganske omfattende.

Det er også glædeligt, at Naturstyrelsen har fulgt indstillingerne fra kommuner og vandråd omkring indsatsprogrammet for vandløbene. Vandrådene var en nyskabelse, og der er stor tilfredshed fra alle sider, fordi der blev givet mulighed for lokal indflydelse. Der blev gjort et stort stykke arbejde fra både kommuner og interessenter, for at det skulle lykkes. Naturstyrelsen skriver da også, at vandrådene har gjort en stor indsats - det er vi glade for.

Vi mener, at der er brug for en samlet snarlig evaluering af vandrådene og et bud på, hvordan vandrådene kan fortsætte arbejdet - gerne allerede fra 2015, hvor vådområdeindsatsen skal lokaliseres og planlægges. Fra kommunernes side ønsker vi klart en fortsættelse af vandrådene, med inddragelse af interessenterne i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Vi mener, at vandrådene fortsat skal have en rådgivende rolle i forhold til vandplanerne, og det er vigtigt, at der er klare rammer for arbejdet. Hermed en opfordring til, at Naturstyrelsen, sammen med kommunerne og vandrådene, i den kommende tid evaluerer vandrådene - deres sammensætning og arbejdsform – så vi kan finde en model for fortsættelse af arbejdet.

Naturråd bør inddrage interessenter
Naturråd er også blevet nævnt som en mulighed for at inddrage interessenterne i naturforvaltningen. Dette har mest været nævnt i forbindelse med det grønne danmarkskort, som er en del af Naturplan Danmark. Måske kunne naturråd også være det forum, hvor interessenterne blev inddraget i naturplanerne? Vi kan bruge mange af de positive erfaringer fra vandrådene, men naturen skal have sine egne naturråd.

Fra kommunernes side ønsker vi klart en fortsættelse af vandrådene, med inddragelse af interessenterne i arbejdet med at forbedre vandmiljøet.

Hanne Stensen Christensen
Formand for KTC's faggruppe for Natur og Overfladevand

Geografien og interesserne er forskellige. Vi ønsker, at Naturstyrelsen sætter sig sammen med kommunerne og interessenterne og kommer med et bud på, hvordan naturråd kan nedsættes, og hvordan de kan bidrage til naturplaner og Naturplan Danmark.

Når planerne er godkendte, skal vi i gang med at gennemføre projekterne, og kommunerne skal udarbejde handleplaner for naturplanerne. Det sker bedst med et lokalt engagement, som er forankret i kommunerne, hvor interessenterne er med. Herfra skal der lyde en opfordring til, at den kommende tid bliver brugt til at finde gode modeller - for både naturråd og vandråd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00