Lone Andersen: Erstatningsnatur kan skabe mere og bedre natur

Regeringens naturpakke fra 2016 indeholdt en lang række rigtig gode initiativer til styrke vores natur og biodiversitet. Naturen har brug for en hånd mange steder, og flere af naturpakkens initiativer havde til formål at gøre det mere attraktivt at etablere og forbedre naturen.

Et af initiativerne var, at der blev iværksat en faglig udredning vedrørende muligheden for erstatningsnatur. Fra Landbrug & Fødevarer var vi meget positive over dette tiltag, da det efter vores opfattelse har rigtig gode potentialer – både for landbruget og for naturen.

Hvis man griber en udvidet brug af erstatningsnatur an på den rigtige måde – og ser på alle de forskellige muligheder, der kan ligge i en sådan ordning – så tror jeg på, at vi vil kunne se nogle positive resultater.

Det vil nemlig både være med til at sikre, at færre lodsejere oplever at blive låst af små naturarealer på deres bedrifter, og til at skabe mere dynamik og udvikling for erhverv og livet i landdistrikterne, samtidig med at det kan bidrage til en målretning af naturindsatsen.

Rundt omkring i vores land ligger der mange små naturområder, som har en placering eller en tilstand, der betyder, at deres potentiale for at opnå en høj naturkvalitet er meget begrænset. Men de kan stadig – på grund af deres registrering som beskyttet natur – være med til at låse enten erhvervs-, landbrugs- eller byudviklingen.

Derfor giver det rigtig god mening at se på, hvordan den gældende beskyttelse af sådanne arealer kan ændres, mod at der igangsættes en kompenserende naturindsats andre steder. For mig er det vigtigt at slå fast, at en udvidelse af mulighederne for erstatningsnatur ikke nødvendigvis betyder, at der i alle tilfælde skal flyttes eller fjernes natur.

En ændring af beskyttelsesniveauet vil i mange tilfælde kunne være det, der gør forskellen og giver en lodsejer mulighed for at udvikle sin virksomhed i stedet for at afvikle.

Lone Andersen

En ændring af beskyttelsesniveauet vil i mange tilfælde kunne være det, der gør forskellen og giver en lodsejer mulighed for at udvikle sin virksomhed i stedet for at afvikle. Og hvis det samtidig kan betyde, at der for eksempel ved etablering af ny natur sikres en større sammenhæng eller en højere værdi på eksisterende arealer, så må der være tale om en win-win-løsning.

For som jeg ser det, er mulighederne for at lave en kompenserende indsats mange – det gælder bare om at tænke lidt ud af boksen.

Hvis man tager udgangspunkt i den klassiske tilgang til begrebet ”erstatningsnatur” – etablering af ny natur i en faktor 1:2 eller højere – så er det jo helt oplagt at se på, hvordan placeringen af den nye natur kan skabe bedre sammenhæng mellem eller arrondering af eksisterende natur og derved et markant højere naturpotentiale.

Men hvem siger, at der absolut skal være tale om erstatning med den samme naturtype på den samme landbrugsbedrift? Hvis man for eksempel i stedet kunne få lov til som kompensation at anlægge en anden naturtype eller måske i stedet intensivere beskyttelsen eller plejen af et eksisterende areal, så kunne man på en helt anden måde målrette og optimere indsatsen.

Hvad nu hvis man kunne få lov til at afregistrere et lille vandhul midt i marken mod i stedet at sikre sammenbinding af to fragmenterede overdrev – eller mod at igangsætte pleje af en artsrig eng, der ellers ville gro til? På den måde ville man jo reelt skabe flere og bedre naturværdier.

Det kunne også være, at man skulle se på potentialerne i indbetaling til en naturfond, så man på den måde kunne målrette indsatsen lige dér, hvor der er allermest behov og skabe mere og bedre natur.

Som en del af opfølgningen på naturpakken er der i regi af Miljøstyrelsen gennemført en faglig udredning om erstatningsnatur, og DCE og Orbicon er blevet bedt om at se på henholdsvis de naturfaglige og økonomiske aspekter af erstatningsnatur.

Begge rapporter kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside sammen med den faglige udredning og blev fremlagt på en meget velbesøgt konference i sidste uge. Men desværre siger hverken de to rapporter eller Miljøstyrelsens udredning noget om de potentialer, der vil kunne være ved at tænke ud af boksen.

Jeg er godt klar over, at det næppe har været opdraget i de faglige rapporter, og jeg er også helt klar over, at en af konklusionerne på den faglige udredning er, at der mangler viden på området. Men jeg synes, at der er så stort et potentiale i at kigge nærmere på alle muligheder – både for erhvervet og for naturen.

Jeg håber derfor, at der vil være den politiske vilje til at gå videre med tanken om større fleksibilitet i forbindelse med erstatningsnatur på både et fagligt og politisk grundlag. Med en mere åben tilgang til brugen af kompenserende naturtiltag, så er jeg sikker på, at der vil kunne skabes både mere og bedre natur, som kan resultere i en reelt grøn bundlinje.

.....

Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.