Debat

Lone Andersen: Natur og landbrug skal i dialog i Bruxelles

KOMMENTAR: I Danmark har vi gode erfaringer med dialog mellem landbrugs- og naturinteresser. Samarbejdsklimaet på EU-niveau halter dog noget bagefter, skriver Lone Andersen.

Tre ud af fire viber er forsvundet siden 1976.
Tre ud af fire viber er forsvundet siden 1976.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lone Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Nu er dagen fuld af sang – og nu er viben kommen …”

Sådan starter som bekendt en af vores dejlige danske sommersange. Sangen blev skrevet af Jeppe Aakjær i 1911, hvor viben var et sikkert forårstegn på bondemandens mark.

Det er viben heldigvis stadig rigtig mange steder i landet, men desværre viser tallene, at der er kommet langt færre viber i Danmark siden midten af 70’erne. Faktisk er tre ud af fire viber forsvundet siden 1976.

På denne lidt triste baggrund lancerede Landbrug & Fødevarer sammen med Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i påsken en fælles kampagne, som skal hjælpe landmænd til at skabe bedre forhold for viberne i landbrugslandet. Håbet med indsatsen er at kunne give de lokale bestande af viber en hånd ved at sikre bedre yngleforhold for arten.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Jeg ved, at rigtig mange landmænd også har bemærket vibens tilbagegang. Og netop fordi viben er så tæt knyttet til landbrugslandet, så har den smukke og karakteristiske fugl en særlig plads som forårsbebuder for mange af mine kolleger.

Med den fælles kampagne er det vores håb at nå ud til de landmænd, som gerne vil gøre en forskel for viben, men som måske ikke lige ved, hvad der skal til. På den måde kan vi give dem viden, så de kan værne om viben på deres arealer.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg i høj grad har gjort mig til fortaler for dialog og samarbejde på tværs af interesser.

Lone Andersen
Viceformand, L&F

Kampagnen bygger på et fagligt samarbejde mellem Seges og DOF – og målet har været at udarbejde nogle enkle og operationelle anbefalinger, der har en effekt for viben – og som samtidig ikke bringer landmanden på kant med EU-reglerne. Samt af få disse anbefalinger formidlet bredt ud til de landmænd, som har viben på deres arealer – eller hvor den har været indtil for nyligt. Kampagnens anbefalinger kan ses på begge organisationers hjemmesider.

For mig har det været en fornøjelse af se, hvor godt der er blevet taget imod kampagnen – både i medierne, der har skrevet om den, og hos vores medlemmer, hvor rigtig mange har tilkendegivet, at det faktisk betyder noget for dem at have viberne på deres arealer. Og det har være en fornøjelse at kunne lave kampagnen i et godt og konstruktivt fagligt og politisk samarbejde med DOF.

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg i høj grad har gjort mig til fortaler for dialog og samarbejde på tværs af interesser – og vibekampagnen har endnu en gang været med til at bekræfte værdien af dette. 

Nogle vil måske spørge, hvorfor vi vælger at sætte fokus på viben, når der er en række andre arter, som måske har mere akut brug for hjælp. Og svaret er selvfølgelig ikke, at vi nu gør noget for viben, og så kan de andre arter passe sig selv.

Set fra landbrugets side kommer vibekampagnen i forlængelse af en række andre initiativer, der alle sammen handler om at finde den bedste måde at få landbrug og natur til at spille sammen. Noget kan vi gøre i og omkring dyrkningsfladen – som tiltag for viben og de tiltag for bierne, som vi lancerende med vores bi-kampagne sidste år. Og noget skal op i en lidt større skala og omfatte mere drastiske ændringer som vores store udspil med Danmarks Naturfredningsforening, der peger på udtagning og ekstensivering af op mod 100.000 hektar landbrugsjord.

Det er alt sammen brikker i det puslespil, der skal være med til at vende udviklingen for biodiversiteten og naturen – og som også har brikker som EU’s landbrugspolitik, udlægning af urørt skov og mere vild natur på statens arealer.

Og med den store rapport om biodiversiteten, der for nylig kom fra IPBES, som viste et foruroligende fald i antallet af arter, blev det endnu en gang meget tydeligt, at der er behov for handling. Jeg tror, alle er enige om, at der skal gøres en indsats – og den skal ske både i Danmark, i EU og globalt.

Her må jeg igen understrege, at første skridt er, at vi taler sammen. Jeg har selv sat mig for at gøre noget ved dialogen mellem interesserne på EU-niveau. Jeg oplever, at mens vi herhjemme efterhånden har fået et rigtig godt samarbejdsklima på tværs af organisationer og interesser, så halter det noget bagefter internationalt.

Så derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at etablere en dialog mellem natur og landbrugsinteresser i Bruxelles – og her kan vi dele ud af vores danske erfaringer.

Et godt eksempel på dialogen er selvfølgelig Naturmødet i Hirtshals. Det nærmer sig med hastige skridt, og jeg glæder mig til at komme op til dejlige Nordjylland og bruge tre dage i naturens tegn.

Jeg glæder mig til at debattere og til at lytte. Jeg glæder mig til at møde en masse engagerede mennesker, og jeg glæder mig til at blive klogere og til forhåbentlig også være med til at gøre andre klogere.

Og hvem ved – måske kan vi også findes fælles fodslag om nye emner på tværs af de traditionelle grupperinger. Temaet for dette års naturmøde er ”fra snak til handling” – og jeg kan ikke komme på et tema, der passer bedre til den situation, vi står i lige nu. Vi ses i Hirtshals!

.....

Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Andersen

Viceformand for Landbrug & Fødevarer, formand for Familielandbruget og Copa-Cogega's arbejdsgruppe for økologi, gårdejer
Borris Landbrugsskole 1981

0:000:00