Debat

S: Det er ikke gratis at rette op på natur­krisen, men det er dyrere at lade være

DEBAT: Der er en unik bred opbakning for den grønne linje blandt de danske vælgere, og de kræver handling. Men det er ikke gratis at rette op på biodiversiteten, skriver miljøordfører Mette Gjerskov (S).

En forudsætning, for at vi kan handle for alvor, er, at danskerne ved, hvad der er på spil, skriver Mette Gjerskov (S).
En forudsætning, for at vi kan handle for alvor, er, at danskerne ved, hvad der er på spil, skriver Mette Gjerskov (S).Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mette Gjerskov (S)
MF, miljøordfører og verdensmålsordfører

Hvor makabert det end lyder, så er vi danskere omgivet af en langsom og pinefuld død. Mange af os lægger ikke engang mærke til det.

Vores natur er maksimalt presset. Dykker man ned i de seneste tal for udviklingen i biodiversiteten i Danmark, er det dyster læsning. Vi står midt i en natur- og biodiversitetskrise. Det må vi gøre noget ved.

En forudsætning, for at vi kan handle for alvor, er, at danskerne ved, hvad der er på spil. At vi ikke kun står i en klimakrise.

Vi skal redde, hvad reddes kan, så den mest sårbare natur ikke går helt tabt.

Mette Gjerskov (S)
MF, miljøordfører og verdensmålsordfører

Et godt udgangspunkt
Her er jeg optimistisk. Vi står nemlig i en helt unik politisk situation, som giver mulighed for at handle.

Vi havde et valg, hvor befolkningen krævede handling – mest om klimaet, men alligevel. Vælgerne stemte ikke rødt eller blåt, de stemte grønt. Et rigtig godt udgangspunkt. Det betyder, at vi nu har fået en grøn socialdemokratisk regering og en miljøminister, som tager problemet dybt alvorligt. Der er håb forude.

Regeringen er i fuld gang med arbejdet med en ambitiøs natur- og biodiversitetspakke. Her bliver borgere og eksperter aktivt inddraget, så alle gode idéer og løsningsforslag kan komme på bordet.

Det tror jeg er en klog måde at gribe krisen an på, hvis vi for alvor skal vende udviklingen.

For vi må have biodiversiteten højt på dagsordenen. Vi ved jo, at danske dyr, planter og svampe ikke har fået det bedre siden sidste opgørelse i 2010. Rigtig mange arter er i tilbagegang og flere er i fare for helt at uddø. Måske vi alle vågner for alvor, når vi nu ved, at alle bier nu for første gang er på rødlisten.

Som inkarneret naturelsker gør det ondt i hele kroppen at læse om naturens og biodiversitetens tilstand – og at se det derude. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at vi får vendt udviklingen.

Krible-krable i byerne
Jeg mener personligt, at der er mange forskellige værktøjer, vi skal tage fat i. Nogle af de vigtigste kommer her.

For det første har vi behov for en akut redningsaktion. Rødlisten med truede arter udstiller det meget tydeligt. Vi skal redde, hvad reddes kan, så den mest sårbare natur ikke går helt tabt. Et af værktøjerne er vores forslag om, at det skal være slut med at sprøjte og gødske, pløje og plante på §3-arealer, der er beskyttet i naturbeskyttelsesloven.

For det andet skal naturen have mere plads. Det handler om store arealer, der udlægges til sammenhængende vild natur, hvor vi hverken bygger, dyrker, høster eller fælder. Men også om mindre ambitiøse naturprojekter blandt andet i samarbejde med vores nationalparker.

Hvis vi skal have biodiversitet, skal vi have fokus på begge dele. Og også natur i byerne. Hvad skal vi med alle de grønne ørkener – de velplejede græsplæner – alle vegne? Giv os træer, højt græs, ukrudt og blomsterenge i stedet. Vi vil også have krible-krable i byerne.

Læs også

Det er ikke gratis
En tredje vigtig pointe er, at vi ikke må tænke biodiversitet isoleret. Vi skal blandt andet huske at tænke klimaet med ind – leve op til ånden i verdensmålene om at samtænke udfordringerne.

Borgernes skal have bedre adgang til naturen – de skal lære at elske den, og det forudsætter, at de kender den. Friluftslivet har stor værdi for mange danskerne, og vi skal have flere med.

Endelig skal vi også gøre os klart, at det ikke er gratis at rette op på biodiversiteten. Vi må alle indse, at det er dyrt ikke at gøre noget ved natur- og biodiversitetskrisen.

Der ligger altså en stor opgave foran regeringen. Der er en bred opbakning i befolkningen. Hvis Folketingets partier kan samles om opgaven, kan vi finde varige løsninger.

Vi er godt i gang.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan bekæmper vi naturkrisen?

Regeringen vil den kommende tid udarbejde en ny natur- og biodiversitetspakke. Arbejdet med pakken blev sparket i gang med en stor konference på Marienborg.

Altinget Miljø har inviteret alle deltagerne på Marienborg-mødet til at komme med deres bud på, hvad der skal være i natur- og biodiversitetspakken.

Naturdebatten vil løbe hen over de kommende måneder med indlæg fra over 30 forskellige aktører.

Du kan se hele listen over deltagerne i debatten her:

I Altingets temadebatter inviteres en række aktører til at skrive et debatindlæg om et aktuelt emne.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00