Miljøministerens brændeovnslov har kun lille effekt på sundheden

LUFT: Torsdag vedtager Folketinget et lovforslag, der skal begrænse udledningen af skadelige partikler fra brændeovne. Men de nye regler har kun begrænset effekt på luftforureningen. Minister lover flere tiltag.

Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Med en ny lov vil regeringen fremtvinge en udskiftning af 43.000 gamle brændeovne, så den danske befolkning kan se frem til lavere luftforurening.

Men selvom 43.000 skrottede eller udskiftede brændeovne lyder af meget, så vil de nye regler ikke bidrage synderligt til at forbedre luftkvaliteten.

”Det giver ikke specielt meget,” konstaterer Steen Solvang Jensen, der er seniorforsker ved DCE -Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Lovforslaget, der forventes vedtaget af en bred kreds af partier i Folketinget torsdag, betyder, at ældre og mere forurenende brændeovne, der er produceret inden 1. januar 2003, skal udskiftes eller skrottes, når en bolig skifter ejer. Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at loven vil få konsekvenser for omkring 43.000 brændeovne, og at det i 2030 vil betyde en reduktion på 400 tons sundhedsskadelige partikler.

Der er behov for, at vi skal gøre mere.. 

Lea Wermelin (S)
Miljøminister

Selvom målet med det hele er at sænke luftforureningen, så giver lovforslaget ikke den store sundhedseffekt, påpeger Steen Solvang Jensen.

”Udledninger fra brændefyring i Danmark forventes at ligge på omkring 7.400 tons i 2030. Så 400 tons vil kun give en lille reduktion på omkring fem procent,” siger han.

Selvom 43.000 brændeovne lyder af meget, så er det faktisk under ti procent af de i alt 669.000 brændeovne, der findes i danske hjem i dag.

Luftforurening er et alvorligt problem for folkesundheden. Og brændeovnsrøg er den væsentligste danske kilde til problemet. Men udledninger fra biltrafik og landbrug har også stor betydning.

Ikke nok til at nå EU-mål
Ifølge de seneste tal fra Aarhus Universitet dør hvert år omkring 4.200 danskere for tidligt på grund af luftforurening. Heraf sker omkring 1.200 dødsfald på baggrund af hjemlige udledninger, mens vi importerer luftforurening fra udlandet i et omfang, der svarer til omkring 3.000 dødsfald. Danske udledninger står omvendt for omkring 1.800 dødsfald i udlandet.

Den grænseoverskridende karakter gør, at Danmark gennem EU-samarbejdet har forpligtet sig til at reducere luftforureningen fra partikler med 55 procent frem mod 2030 i forhold til 2005. Det sker gennem det såkaldte NEC-direktiv, der sætter loft over, hvor meget de enkelte lande må udlede.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet mangler Danmark at levere en reduktion af partikelforureningen på 2.900 tons. Udskiftning af 43.000 brændeovne leverer således ikke noget, der er i nærheden af at være tilstrækkeligt for at leve op til EU-målet.

Kritiske høringssvar
Høringssvarene til loven vidner da også om en vis utålmodighed fra toneangivende patientforeninger på området, såsom Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Astma-Allergi Danmark. De bakker alle op om den nye lov, men understreger samtidig, at forslaget ikke at ambitiøst nok.

”Den foreslåede ejerskifteordning vil ikke i tilstrækkelig grad nedbringe danskernes udsættelse for sundhedsskadelig luftforurening fra brændeovne. Da kravene om udskiftning kun gælder i forbindelse med boligkøb, vil udskiftningen ske langsomt og vedrøre relativt få ovne,” lyder det eksempelvis i høringssvaret fra Kræftens Bekæmpelse.

Minister varsler flere skridt
Miljøminister Lea Wermelin (S) understregede da også under lovbehandlingen i oktober, at de nye regler for brændeovne ikke skal ses som regeringens endelige bud på at få bugt med luftforureningen i Danmark.

”Der er behov for, at vi skal gøre mere. Og en af de ting, som Socialdemokratiet har peget på inden valget, er jo blandt andet, at man giver kommunerne mulighed for i et eller andet omfang at begrænse brændeovne – præcis hvordan, skal man jo så have kigget nærmere på,” sagde ministeren og slog fast:

”Derfor er mit budskab også, at vi ikke kommer til at blive færdige i forhold til partikelforureningen i Danmark. Der vil være mange skridt, vi skal tage i forhold til at begrænse luftforureningen.”

Lovforslaget forventes at blive vedtaget med støtte fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale, SF og Enhedslisten. Undervejs i lovprocessen har Enhedslisten stillet et ændringsforslag til loven, som rykker årstallet til 2008, hvilket naturligt vil tvinge flere til at udskifte brændeovnen. Forslaget har dog ikke flertal, men er støttet af Radikale og SF, der også ønsker hårdere indgreb over for luftforureningen.

Ny Borgerlige, Frie Grønne og Dansk Folkeparti har meddelt, at de stemmer imod forslaget. Sidstnævnte begrunder det med, at det skaber for store ubalancer på boligmarkedet, da en udskiftning af en brændeovn i en bolig til en halv million udgør en relativt dyrere investering, end hvis der handles bolig til fem millioner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00