Økologisk Landsforening: Små producenter klemmes af lovgivning

Af Sybille Kyed
Landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening

Vi skal aldrig gå på kompromis med fødevaresikkerheden, og kontrollen er en vigtig del af den. Men kontrollen skal give mening, og den skal stå mål med ressourcerne. Ressourcerne forstået som volumen, der er underlagt kontrol, tid der medgår til at udføre kontrol og tid for producenterne, der går til at medvirke til kontrol.

Den danske fødevarelovgivning tager udgangspunkt i, at al fødevare- og landbrugsproduktion er mono- og industriproduktion, og at hvert led i kæden fra jord til bord håndteres af selvstændige specialiserede virksomheder af en vis størrelse. Det levner ikke plads til alsidige småskalaproducenter, der håndterer hele vejen fra jord til bord.

Kravene om indrapportering til diverse statistikker, og antallet af ”fødevarevirksomheder” med dertilhørende egenkontrol, risikovurdering, økologierklæring og kontrolbesøg bliver enormt. Det er tidskrævende både for Fødevarestyrelsen og for den, der har den lille og alsidige bedrift. Et antal kontrolbesøg og tidsforbrug, som ikke svarer overens med den risiko, der er.

I dag har vi en situation, hvor en producent eller virksomhed, der selv forestår alle aktiviteter i hele jord til bord-kæden, kan opleve at få syv kontrolbesøg på et år. Det indeholder de årlige anmeldte besøg og uanmeldte besøg. Hvis virksomheden er den eneste af sin art i den pågældende fødevareregion, vil den modtage samtlige af de uanmeldte besøg, den kategori af virksomheder skal have, for at fødevareregionen lever op til reglerne.

Det bliver til mange besøg på et år. Selvom alt selvfølgelig altid skal være i orden, så ved alle, der har haft kontrolbesøg, at besøgene tager tid, både myndighedernes tid og producentens tid. Er det en meningsfuld måde at bruge kontrolressourcerne på, hvis producenten i øvrigt kun har en meget lille produktion?

Den danske fødevarelovgivning gør det nærmest umuligt at lave lønsom småskalaproduktion at leve op til lovkravene. Det er ærgerligt for diversiteten og dyrevelfærden.  

Sybille Kyed
Landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening

Småskalapakke
Dertil kommer omkostninger fra prøver og analyser. Kravene til en fjerkræproducent om prøveudtag for salmonella, newcastle disease og aviær influenza er de samme uanset produktionsstørrelse. Der skal tages samme antal prøver, uanset om der er 10 eller 100.000 dyr. Det betyder, at omkostningerne til prøveudtag bliver meget høje, hvis man laver små hold.

En produktion på 2.000 slagtekyllinger om året og cirka 1.000 æg per dag har udgifter til kontrol på en slagtet kylling på mellem 35 og 169 kroner (eksklusiv moms og tidsforbrug) og 0,29 kroner per æg (eksklusiv moms og tidsforbrug).

Og så er der salmonellalovgivningen, der gør det meget dyrt og i flere tilfælde umuligt at få godkendt salg af kød og æg fra dyr, der ikke kommer fra de virksomheder, som leverer til de store specialiserede landbrug.

Resultatet er, at alle producenter er tvunget til at bruge de samme racer. Hvis man ønsker at lave æg eller kød på andre racer, kan disse ved dyre og omfattende salmonellagodkendelsesprocedurer godkendes til stalddørssalg, men de kan ikke godkendes til salg til gårdbutik eller restaurant.

Den danske fødevarelovgivning gør det nærmest umuligt at lave lønsom småskalaproduktion at leve op til lovkravene. Det er ærgerligt for diversiteten og dyrevelfærden.

Fødevareforlig III indførte begrebet ”Stalddørspakken”. Fødevareforlig IV skal have en ”Småskalapakke”.