Debat

Landsforening: Husk økologien i tillægsaftale

DEBAT: Hvis blå blok får forhandlet en tillægsaftale til landbrugspakken på plads, bør den indeholde en målsætning om en fordobling af det økologiske areal, skriver Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

En tillægsaftale til landbrugspakken bør tilgodese det økologiske landbrug, skriver per Kølster, formand for Økologisk Landsforening. 
En tillægsaftale til landbrugspakken bør tilgodese det økologiske landbrug, skriver per Kølster, formand for Økologisk Landsforening. Foto: Martin Zakora
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Per Kølster
Formand for Økologisk Landsforening

Netop nu forhandler de blå partier om en tillægsaftale til en landbrugspakke, der – som den ser ud i dag – skaber unfair konkurrence mellem økologi og konventionelt landbrug.

Økologien er i landbrugspakken sat til at bidrage med en N-reduktion på 1000 tons. Det er et bidrag, som økologerne ikke får en øre for. Det økologiske arealtilskud dækker alene omkostningerne ved at undlade at anvende pesticider. Til gengæld forventes pakken at have en stor positiv økonomisk betydning for de konventionelle landmænd.

Det er ikke rimelige vilkår for en markedsdreven udvikling, sådan som regeringen kræver det af økologien.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Fordobling af det økologiske areal
Tillægsaftalen vil ikke ændre på landbrugspakkens konstruktion og heller ikke på, at det er meget problematisk at regne med en N-reduktion fra en målrettet regulering, som ingen ved, om det er muligt at praktisere. Men såfremt regeringen bliver siddende, og landbrugspakken er en realitet, så bør økologien tilgodeses i den tillægsaftale, der nu skal forhandles om.

Der er behov for opbakning til den positive interesse for omlægning til økologi, som rekordmange landmænd viser i øjeblikket, så vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på økologi. Vækst i økologien sikrer bedre miljø, og det skaber varer med merværdi for både landmand og samfund.

Der er behov for opbakning til den positive interesse for omlægning til økologi, som rekordmange landmænd viser i øjeblikket, så vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på økologi.

Per Kølster
Formand for Økologisk Landsforening

Derfor opfordrer Økologisk Landsforening blandt andet forhandlingsparterne omkring tillægsaftalen til at genoptage det oprindelige mål om en fordobling af det økologiske areal, som VK-regeringen – med Eva Kjer Hansen som fødevareminister – satte som en del af sin Grøn Vækst Strategi i 2009. Et mål, som hun og V-regeringen fjernede i 2015.  

Med økologiens fremgang både i salg, eksport og i antallet af landmænd, der lægger om til økologi i øjeblikket, så må man konkludere, at det nytter at have en målsætning. Og det betyder også noget for adgang til lånekapital.

Mål skal suppleres med midler 
Økologisk Landsforening foreslår således, at fordoblingsmålsætningen suppleres af midler til faglig udvikling og kompetenceløft og et ekstra år med midler til Fonden for Økologisk Landbrug for at fastholde en markedsdrevet udvikling, at der arbejdes på lettere adgang til risikovillig kapital, så flere landmænd kan komme i gang med økologi, samt at der udvikles en selvstændig regulering af det økologiske system.

Foreningen ser gerne, at økologisk landbrug bliver et endnu stærkere N-virkemiddel ved at introducere et kulstofbindingskrav i økologibekendtgørelsen. Det vil også være godt for klima og biodiversitet. Endelig vil en indsats for at hjælpe jordfordeling på vej kunne skabe nye muligheder for at få mere økologi, tage sårbar lavbundsjord ud af drift og skabe ny natur.

Det er meget svært for os at forstå, hvis en liberal regering med stort fokus på erhvervslivet ikke finder det meget interessant at arbejde med et erhverv, der på én og samme gang kan forene miljøhensyn og erhverv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Kølster

Formand for Nationalpark Kongernes Nordsjælland, fhv. formand for Økologisk Landsforening, stifter og medejer af Kølster Malt & Øl
Agronom (Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1979)

0:000:00