Økologisk Råd: Dansk enegang kan presse EU's kemikaliepolitik

Af Christian Ege
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Hvis et eller flere lande går i spidsen, skabes der et marked, hvor man i praksis kan vise, at det farlige stof kan undgås – og så kan vejen være banet for et forbud på EU-plan.

Christian Ege
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

I Det Økologiske Råd glæder vi os over, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) fortsætter den aktive danske linje for at få skærpet EU's utilstrækkelige kemikalielovgivning.

Danmark er således sammen med otte andre lande i den såkaldte REACH-up gruppe, som prøver at lægge pres på EU-Kommissionen. Det gælder i særlig grad en bedre kontrol med hormonforstyrrende stoffer og med farlige stoffer i importerede produkter fra lande uden for EU.

13. december er det to år siden, at Kommissionen senest skulle have vedtaget kriterier for, hvornår et stof anses for hormonforstyrrende – hvilket ville gøre det nemmere at gribe ind og lave forbud eller restriktioner på anvendelsen. Men Kommissionen nøler fortsat. Sverige har for længst anlagt sag mod Kommissionen ved EU-Domstolen, og senere har Danmark og en række andre lande bakket op om retssagen.

Brug for dansk enegang 
Men netop fordi det går så trægt i EU, er der behov for, at enkelte medlemslande tager selvstændige initiativer. Det har Frankrig allerede gjort, idet de har forbudt dels det hormonforstyrrende bisphenol A i fødevareemballager, dels den ligeledes hormonforstyrrende ftalat DEHP i blodtransfusionsslanger.

Tilsvarende har Norge forbudt den farlige og sværtnedbrydelige fluorforbindelse PFOA, kendt fra Goretex-belægninger i friluftsudstyr og fra tefal-belægning på pander. Norge er ganske vist ikke medlem af EU, men har en frihandelsaftale og er derfor omfattet af samme regler som EU-lande.

Den danske miljø- og fødevareminister har derimod tilkendegivet, at vi skal vente på EU og ikke selv tage initiativer. Jeg skal understrege, at vores ønske om selvstændig handling i Danmark ikke skyldes et ønske om, at reglerne i Danmark permanent skal være strammere end i EU.

Men vi skal bryde isen og vise, at det kan lade sig gøre at undvære de farlige stoffer, uden at vi skal ”tilbage i jordhulerne”. Ofte ser vi, at problemet bider sig selv i halen. Så længe det farlige stof er tilladt i alle lande, er der ikke nogen tilskyndelse til at udvikle mindre farlige alternativer. Og selvom de udvikles på forsøgsbasis, starter der ingen masseproduktion, og så fremstår alternativerne som for dyre.

Regeringen mangler vilje
Men hvis et eller flere lande går i spidsen skabes der et marked, hvor man i praksis kan vise, at det farlige stof kan undgås – og så kan vejen være banet for et forbud på EU-plan. Danmark har tidligere med held gået i spidsen med skrappere krav til hormonforstyrrende stoffer i legetøj og sutteflasker – som så senere er blevet til fælles EU-regler. Det er derfor ærgerligt, at den nuværende regering ikke viser vilje til at gå i spidsen på udvalgte områder. Vi kunne passende følge trop i forhold til de nævnte tiltag i Frankrig og Norge.

En yderligere måde, hvorpå vi kan handle selvstændigt, er at efterspørge miljømærkede varer. På en række felter stilles der krav om fravær af for eksempel hormonforstyrrende stoffer i produkter mærket med det nordiske Svanemærke eller EU-Blomsten. Igen kan det være et problem, at miljømærkede varer forbliver dyre, så længe kun få køber dem, og vice versa.

Her kan den offentlige sektor spille en vigtig rolle ved at stille krav til sine indkøb – det offentlige køber ind for ca. 300 milliarder kroner om året. Men skiftende regeringer har veget tilbage fra at gøre offentlige grønne indkøb til andet end en frivillig ordning. Og så har vi samme misære: Indkøberne er underlagt stramme budgetter og har derfor svært ved at komme over den barriere, at de mindre skadelige produkter er dyrere i starten.

Derfor skal vi have nogle virkemidler i brug, så offentlige grønne indkøb kommer op i så stor skala, at det virkelig påvirker markedet.