Debat

Paneldebat: Hvilke konsekvenser får landbrugspakken?

DEBAT: Et nyt hold af debattører vil i den kommende tid sætte fokus på landbrugspakkens konsekvenser for miljøet. Mød panelet her. 

Et nyt debatpanel vil den kommende tid sætte fokus på landbrugpakkens miljøkonsekvenser. 
Et nyt debatpanel vil den kommende tid sætte fokus på landbrugpakkens miljøkonsekvenser. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Helt sort eller grønt plus? Siden miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og blå blok kort før jul blev enige om landbrugspakken, har pakkens konsekvenser for miljøet skabt heftig debat.

Oppositionen har blandt andet lagt vægt på, at afskaffelsen af både gødningsnormer og de obligatoriske randzoner vil skade vandmiljøet. Aftalepartierne mener derimod, at pakken kan blive en gevinst for både landbrug og miljø. 

Miljødebatten benytter anledningen og spørger et nyt hold af debattører: Hvad er op og ned i debatten om landbrugspakken? Vil pakken få negative konsekvenser for miljøet, eller kan den tværtimod ses som en gevinst?

Mød panelet her:

Ida Auken (R)
Miljøordfører. Ida Auken har været medlem af Folketinget siden 2007. De første syv år for SF og siden februar 2014 for Radikale. Hun er tidligere miljøminister og er uddannet cand.theol.

Simon Kollerup (S)
Landbrugsordfører. Simon Kollerup har været medlem af Folketinget siden 2011. Han er tidligere pressechef for Socialdemokraterne i København og konsulent for København-borgmester Frank Jensen (S). Han er uddannet cand.scient.pol.

Carsten Bach (LA)
Miljøordfører. Carsten Bach har været medlem af Folketinget siden valget i juni. Han er tidligere fagchef og afdelingsleder, Dansk Miljørådgivning A/S. Carsten Bach er uddannet cand.scient. i anvendt kvartærgeologi, Aarhus Universitet.

Jørn Pedersen (V)
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, KL og borgmester i Kolding. Jørn Pedersen er uddannet inden for både retorik, voksenpædagogik, virksomhedsøkonomi, erhvervsret og med en diplomuddannelse i ledelse. Gennem tiden har han haft flere lederjob inden for detailhandlen.

Karen Hækkerup
Administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Karen Hækkerup er tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. Her var hun blandt andet minister for fødevare,- landbrug- og fiskeri fra august 2013 til december 2013. Hun er desuden tidligere justitsminister og social- og integrationsminister. Karen Hækkerup er uddannet cand.scient.pol.  

Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Verner W. Hansen har gennem mere end 30 år arbejdet med socialrådgiveropgaver, ledelsesopgaver og konsulentopgaver inden for social- og arbejdsmarkedsområdet primært i kommunalt regi. Han har været formand for Danmarks Sportsfiskerforbund siden 2004 og er uddannet socialrådgiver.

Stiig Markager
Professor ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Stiig Markager er uddannet cand.scient. i biologi ved Københavns Universitet og lic.scient. (ph.d.) i akvatisk økologi ved Aarhus Universitet.

Helle Tegner Anker
Professor i miljøret ved Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Helle Tegner Anker er blandt andet medlem af Natur- og Landbrugskommissionen. Hun er uddannet cand.jur. og har en ph.d. fra Aarhus Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00