Professor om kvælstofreduktion: Landbrugsjord skal ud af drift i "betydeligt omfang"

DEBAT: Hvis vi skal nå målet om 40 procents kvælstofreduktion i havmiljøet, skal landbrugsjorden reduceres med 15 til 30 procent. Den bedste løsning vil være en offentlig jordfond, skriver Stiig Markager.

Af Stiig Markager
Professor i marin økologi og biogeokemi, Aarhus Universitet

Når man skal løse et problem, er det klogt at starte med at kortlægge problemets omfang. Er det et mindre problem, der kan ordnes med små justeringer af den nuværende praksis, eller står vi med en omfattende udfordring, der kun kan løses ved grundlæggende ændringer i den nuværende praksis?

Den store udfordring for dansk landbrug er udslippet af kvælstof og fosfor til omgivelserne på grund af den store animalske produktion. Omkring 80 procent af alle afgrøder bruges til foder. Både kvælstof og fosfor skader den tørre natur og vandmiljøet. Omkring én procent af det kvælstof, man anvender, omdannes til lattergas og udgør cirka en tiendedel af Danmarks samlede udledninger af klimagasser.

Ophør med minkavl har hjulpet, da mink alene stod for cirka 12 procent af landbrugets kvælstofanvendelse og dermed cirka én procent af Danmarks udledninger af klimagasser. Ammonium er skyld i en betydelig del af sundhedsomkostningerne ved luftforurening fra landbruget på cirka 16 milliarder kroner, hvoraf det meste godt nok er i udlandet. Der er således flere grunde til at vurdere, om den høje animalske produktion i Danmark er samfundsøkonomisk hensigtsmæssig.

Problemets omfang
Havmiljøet er måske den udfordring som er mest direkte og kvantificerbar. EU’s vandrammedirektiv kræver, at alle kystnære havområder har god økologisk tilstand i 2027. Det er allerede nu med sikkerhed umuligt, men minimumskravet må være, at udledningerne af næringsstoffer er nedbragt til det niveau, som på sigt, antageligt efter 20 til 40 år, vil give god økologisk tilstand i vores fjorde.

Vi ved, at det i dag svarer til en samlet udledning fra dansk land til havet på omkring højst 39.000 tons kvælstof. I 2019 var udledningerne cirka 63.000 tons kvælstof. Det er et foreløbigt estimat korrigeret for den høje nedbør i 2019. Det faktiske tal i 2019 var omkring 70-72.000 tons.

Der kræves altså en reduktion i kvælstoftilførslerne på lige omkring 40 procent af de nuværende tilførsler inden for de næste syv år, svarende til fem-seks procent per år. Det er altså problemets omfang. Det skal ses i forhold til, at udledningerne i øjeblikket stiger med 2,3 procent per år (se figur nedenfor). Det ligner en stor udfordring at vende trenden i de årlige udledninger med otte procent.

Tag landbrugsjord ud af drift
Normalt skelner man mellem tekniske løsninger på marken, for eksempel lavere gødningsnormer eller efterafgrøder, og tiltag uden for marken, for eksempel vådområder, som fjerner næringsstoffer ved tilbageholdelse eller – for kvælstof – omdannelse af nitrat til uskadeligt kvælstofgas ved nitratånding. Det sidste kræver, at man stopper med at dyrke jorden og omdanner den til natur eller eventuelt græssede arealer uden gødningstilførsel.

Det er usandsynligt, at man kan nå en 40 procents reduktion ved tekniske tiltag på marken, så det virker uomgængeligt at tage landbrugsjord ud af drift i ret betydeligt omfang. Tal mellem 15 og 30 procent (400.000-800.000 hektar) har været nævnt i debatten, og det virker rimeligt, at et niveau midt i dette interval vil bringe os i mål, når man tager højde for, at tabet af næringsstoffer er langt større for de marker, som ligger helt ud til vandløbene eller til havet end for marker, som ligger højt i landskabet.

Løsningen er eksempelvis dyrkningsfri bræmmer, som varierer fra nogle meter langs små grøfter stigende til for eksempel 300 meter langs større vandløb og langs alle kyster. Sammen med udtagning af sandede jorde tæt på havet, jorde med højt organisk indhold (lavbundsjorde) og meget skrånende arealer vil det måske bringe os i mål.

En reduktion i det dyrkede areal vil mindske produktionen af foder og føre til en tilsvarende nedgang i bestanden af husdyr. Nedgangen vil være mindre end 40 procent, da de marker, som er nævnt ovenfor, er mindre produktive en gennemsnittet, for eksempel på grund af oversvømmelser eller dårlig jordkvalitet. Alternativt kan man skrue op for importen af foder. Det vil løse noget af det nationale problem med næringsstoffer i landskab og vandmiljø, men klimapåvirkningen og effekter som fældning af regnskov og pres på den globale biodiversitet vil stadig være der.

Et marked for dårlig jord
Et miljøcertifikat er en vision for dele af landbruget. Et certifikat, den enkelte ejendom kan få og dermed dokumentere, at ens produktion foregår miljø- og klimamæssigt forsvarligt. Nogle i landbruget ser sådan et certifikat som en måde at 'brande' dansk landbrug på over for den skeptiske hjemlige befolkning og ikke mindst internationalt.

For at opnå sådan en certificering vil hensættelse af en del af ejendommens areal til natur være en vigtig komponent, selvfølgelig sammen med andre tiltag. Hvis det for eksempel er et krav for certifikatet, at 25 procent af ejendommens areal henligger som natur eller eventuelt er græssede arealer uden tilførsel af gødning, så vil det være logisk for landmanden at vælge de mindst produktive jorde, det vil sige lavbundsjorde, de helt kystnære areal etc., og dermed vil effekten på tabet af næringsstoffer blive markant højere end 25 procent, uden at produktionen falder tilsvarende.

Kan man så få en højere pris, når produktionen er miljø- og klimacertificeret, er det økonomiske tab måske begrænset eller måske ligefrem positivt for økonomien.

Et logisk spørgsmål er: hvad med ejendomme, som i dag kun har højtydende højbundsjorde, som godt kan dyrkes intensivt uden de store negative miljøkonsekvenser? Her kan markedet løse problemet. Ejerne af den type ejendomme vil ønske at opkøbe mindre ydende arealer hos naboerne for at opfylde kravet om eksempelvis 15 eller 25 procent natur, og dermed bliver der et marked for ’dårlig’ landbrugsjord.

Argumenter imod
Et argument imod omlægning af landbrugsjord til vådområder er, at det i nogle tilfælde forårsager en frigivelse af fosfor, når jorden bliver vandmættet og dermed iltfri. Fosfor har klare negative miljøeffekter, mest i ferskvand, men også i nogle fjorde, så potentielt er det et problem.

Bekymringen er dog ubegrundet. Fosfortilførslen fra nye vådområder er midlertidig og aftager efter nogle år. På bunden af vores fjorde ligger der en stor pulje af fosfor, som hvert år frigives til vandsøjlen og giver algevækst, hvorefter den falder ned på fjordbunden igen. Derfor reduceres den kun langsomt. Beregninger viser, at det tager 30 til 40 år at reducere den fosfor pulje med en trejdedel.

Den afgørende faktor, for at fjordbundens pulje af fosfor frigives, er algevæksten og det deraf følgende iltsvind. Da algevæksten reduceres med fire procent, når kvælstoftilførslerne falder ti procent, så vil fosforfrigørelsen fra fjordbunden falde nærmest samme år, landbrugsjorden igen gøres våd, og fordelen for miljøet vil stige år for år. Eneste problem kan være i områder med følsomme søer. Det afgørende er, at der ikke tilføres nyt fosfor til landskabet.

Et andet argument imod udtagning af landbrugsjord, og en dertilhørende reduktion af Danmarks landbrugsproduktion, er, at produktionen vil flytte til udlandet, hvor produktionen sker med en større negativ klimaeffekt end i Danmark. Det argument holder kun, hvis man ser på de gennemsnitlige tal og antager, at den globale efterspørgsel efter animalske produkter er upåvirket.

Måske er dansk landbrug i gennemsnit ret ’klimaeffektivt’, men ser man på den del af produktionen, som er baseret på dyrkning af lavbundsjorde, er det ikke tilfældet. Desuden medvirker Danmarks import af proteinrigt foder til sulten i verden, da danske svin jo konkurrerer med verdens fattige om det samme protein.

Markante muligheder
Økonomisk kan ændringer ske ved, at staten ophører med at give hektarstøtte til jorde, som ikke giver et signifikant overskud på den egentlige landbrugsdrift. I dag er prisen på landbrugsjord på omkring 175.000 kroner per hektar, men meget af prisen er kapitalisering af den offentlige landbrugsstøtte. Når den falder bort, bliver prisen på marginaljorde en brøkdel af 175.000 kroner per hektar, og det er realistisk, at en offentlig jordfond frikøber de jorde, som landmanden ikke ønsker at beholde.

En markant reduktion af det landbrugsareal, som er i omdrift, giver nogle helt nye perspektiver for det danske landskab. Mulighederne i det danske landskab, når 15 til 30 procent af det, som i dag er marker, bliver til enge, vådområder og skov, er markante. Det vil give helt nye rekreative muligheder og på længere sigt mere biodiversitet.

Begge dele giver grundlag for et rigere og mere diverst landskab og en oplevelsesøkonomi, som kan kompensere for det produktionstab, der vil komme i det konventionelle landbrug.

Forrige artikel Venstre: Regeringen vil ikke dele det grønne rampelys Venstre: Regeringen vil ikke dele det grønne rampelys Næste artikel Niras: CO2-certifikater for lavbundsområder og skovrejsning skal finansiere landbrugets klimatiltag Niras: CO2-certifikater for lavbundsområder og skovrejsning skal finansiere landbrugets klimatiltag