Kommentar af 
Katherine Richardson

Richardson: Hvis vi virkelig vil beskytte naturen, kræver det en ændring i vores tilgang til lovgivning

Der skal i al vores lovgivning indbygges en respekt for, at naturressourcerne er begrænset i det økosystem, vi er en del af, skriver Katherine Richardson.

Da klimaet og naturen er så tæt forbundet, burde lovgivning omkring klimaregulering selvfølgelig også forholde sig til natur. Det bliver aldrig muligt at beskytte naturen med lovgivning, der laves som en slags eftertanke, når vi opdager, at en samfundsaktivitet har påført naturen skade, skriver Katherine Richardson.
Da klimaet og naturen er så tæt forbundet, burde lovgivning omkring klimaregulering selvfølgelig også forholde sig til natur. Det bliver aldrig muligt at beskytte naturen med lovgivning, der laves som en slags eftertanke, når vi opdager, at en samfundsaktivitet har påført naturen skade, skriver Katherine Richardson.Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Katherine Richardson
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De billeder, der viser Jorden fra rummet, og som vi nu har haft til rådighed i et halvt århundrede, viser med al tydelighed, at den lille blå kugle, vi kalder vores hjem, ligger meget isoleret.

Den modtager forskellige former for energi fra rummet samt i ny og næ også fysiske genstande som meteorer.  Vi kan med andre ord ikke sige, at Jorden udgør et fuldstændigt lukket system, afskåret fra alt andet.

Alligevel kan man i rigtig mange henseender godt betragte det som et sådant, da alt det, der foregår på planeten, baserer sig på forbrug af ressourcer, der enten i forvejen findes eller som produceres her på Jorden – men som der ikke er uendelige mængder af.

Klimaforandringer og biodiversitetskrisen minder os dog om, at naturens regler er ikke sat ud af spil. Vi mennesker er nemlig – tro det eller ej – ikke hævet over naturen. Vores adgang til ekstern energi kombineret med vores innovative evner betyder, at vores samfund i dag producerer affaldsprodukter, som ikke tidligere har været en del af Jordens økosystem.

Katherine Richardson
Professor og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet

Livet på Jorden er fuldstændig afhængigt af ressourcerne. Levende væsener, herunder vi mennesker, danner den energi, der holder dem i live, ved at indtage og fordøje de ressourcer, der findes i naturen. Samtidig producerer levende organismer affaldsprodukter, som de efterlader i naturen.

At det har kunnet lykkes for livet at trives på Jorden i over tre milliarder år uden at løbe tør for ressourcer, skyldes det forhold, at organismer samler sig i økosystemer, hvor affaldsprodukterne, der dannes af organismerne, udgør anvendelige ressourcer for andre organismer. På den måde bliver ressourcerne fornyet og genanvendt.

Siden livet opstod, har evolutionen sikret, at der overordnet set ikke blev anvendt flere ressourcer end dem, der blev produceret. I visse perioder har der været ubalance i systemet, for eksempel da en gruppe bakterier udviklede fotosyntese, og sendte et helt nyt og giftigt affaldsprodukt, ilt, ud i atmosfæren. Her er det dog værd at bemærke, at ubalancen var forbundet med drastiske ændringer i Jordens miljøforhold.

For cirka 250.000 år siden udviklede et nyt slags dyr sig – et, der lærte at anvende energi ud over den, som blev produceret i dens egen krop. Det dyr er selvfølgelig det moderne menneske. Vores evne til at anvende eksterne energikilder har gjort os til en slags "superorganisme", som langt hen ad vejen har været i stand til at passe sig selv ved at dyrke sin egen mad.

Det har gjort, at vi i en lang periode har kunnet tillade os at næsten ignorere de interaktioner og mekanismer i naturen, som har gjort det muligt for livet at trives i over tre milliarder år. Vi overbeviste os selv om, at den superorganisme, vi var blevet, på en eller anden måde var hævet over naturen, så det altså nu er os, der bestemmer over naturen.

Klimaforandringer og biodiversitetskrisen minder os dog om, at naturens regler er ikke sat ud af spil. Vi mennesker er nemlig – tro det eller ej – ikke hævet over naturen. Vores adgang til ekstern energi kombineret med vores innovative evner betyder, at vores samfund i dag producerer affaldsprodukter, som ikke tidligere har været en del af Jordens økosystem.

Plastik og andet kemisk affald hober sig op i naturen, fordi naturen ikke har udviklet mekanismer til at nedbryde og genbruge det. Drivhusgasaffald, som for eksempel CO2 og metan ophober sig i atmosfæren, og medfører klimaforandringer. Jordens naturarealer og biodiversitet skrumper. Vandressourcerne forurenes med vores affald. Den ophobning af affald og tabet af levesteder for andre organismer er en trussel mod vores egen eksistens.

Det forstår vi, når vi tager en organisme, for eksempel en bakterie, ud af det økosystem, som den naturligt tilhører, og dyrker den uden kontakt til andre organismer. Når man putter en bakterie ind i en flaske med en begrænset mængde næring, vokser den i starten meget langsomt (ligesom den menneskelige befolkning i øvrigt gjorde oprindeligt). Den langsomme startfase efterfølges af en periode med eksponentiel vækst, der i høj grad ligner den eksplosive vækst i verdens befolkningen over de sidste 100 år.

Men så begynder bakterien i laboratoriet at løbe tør for ressourcer, og dens vækstrate falder og  derefter ophører. Til sidst går bakterien til grunde, da den bliver forgiftet af sine egne affaldsprodukter. Det sker ikke i naturen, netop fordi bakterien befinder sig som en del af et økosystem, hvor andre organismer omdanner affaldsprodukterne til noget, der kan bidrage til at genskabe nye ressourcer. Organismer kan nemlig kun trives, når de er en del af et økosystem. Den ubehagelige sandhed har vi tilsyneladende glemt, men hvis vores samfund fortsat skal trives, skal vi lære af den bakterie, vi tog med ind i laboratoriet. Vi skal lære at respektere det økosystem – Jordens økosystem – som vi er en del af, og som vi er dybt afhængige af.

Vi mennesker er afhængige af naturen. Man kan ikke spise penge. Man kan ikke tage penge på for at holde sig varm. Man kan ikke bo i penge. Vores rigdom stammer fra natur – og der er ikke ubegrænsede naturressourcer på vores planet.

Katherine Richardson
Professor og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet

Den respekt skal gennemsyre alle vores gøremål. Derfor skal der i alle samfundsaktiviteter indbygges  en anerkendelse af, at vi mennesker ikke er hævet over naturen. Vores lovgivning og forvaltning skal tage udgangspunkt i, og respektere, at vi mennesker er en del af et større økosystem. Det betyder, at vi skal styre vores forbrug af Jordens ressourcer, såvel som typen og mængden af affald, vi efterlader i naturen.

Lovgivning skal selvfølgelig tage sit udgangspunkt i regulering og udvikling af vores samfund, men som det er i dag, har vi rigtig mange love, der samfundsoptimerer inden for deres egne smalle lovområde. Derfor bliver de interaktioner, som aktiviteterne i området måtte have med Jordens økosystem, ikke omfattet af loven. Viser der sig at være utilsigtede miljøomkostninger,  noget som økonomer kalder for "eksternaliteter", for eksempel forurening, forbundet med den aktivitet, oprettes der (som regel senere hen) lovgivning, der forsøger, at tage hånd om dem. På den måde adskiller vi samfundsaktiviteterne fra de påvirkninger, de har i det økosystem, vi tilhører.

Et godt eksempel her er Klimaloven. Lovens formål er at begrænse forureningen af atmosfæren med drivhusgasser. Loven præciserer desuden de "guidende principper", man skal holde for øje, når man vælger midler til at begrænse den forurening. Alle disse principper tager udgangspunkt i det menneskelige samfunds interesser, det vil sige omkostningseffektivitet, sunde offentlige finanser, beskæftigelse, bæredygtig erhvervsudvikling, dansk konkurrencekraft, begrænsning af kulstoflækage, velfærdssamfundet, den sociale balance og sammenhængskraften.

Det er ikke svært at sætte navne på de forskellige ministerier, der sørgede for, at de enkelte guidende principper nåede frem til lovteksten, men hvor var Miljøministeriet henne? Man finder hverken natur- eller biodiversitetshensyn blandt de guidende principper i Klimaloven, og det til trods for, at kilden til hovedparten af Danmarks grønne energi tages direkte fra naturen i form af biomasse, samt at naturen er en væsentlig drivkraft i den globale kulstofcyklus, og derved også i klimaudviklingen.

Da klimaet og naturen er så tæt forbundet, burde lovgivning omkring klimaregulering selvfølgelig også forholde sig til natur. Det bliver aldrig muligt at beskytte naturen med lovgivning, der laves som en slags eftertanke, når vi opdager, at en samfundsaktivitet har påført naturen skade. Men det gælder ikke kun klimalovgivning.

Vi mennesker er afhængige af naturen. Man kan ikke spise penge. Man kan ikke tage penge på for at holde sig varm. Man kan ikke bo i penge. Vores rigdom stammer fra natur – og der er ikke ubegrænsede naturressourcer på vores planet.

Derfor skal der i al vores lovgivning indbygges en respekt for, at naturressourcerne er begrænset i det økosystem, vi er en del af. Guidende principper i al vores lovgivning skal være, at den samfundsnytte, der kommer med anvendelsen af Jordens ressourcer maksimeres i forhold til mængden af ressourcer, der udnyttes, og at det affald, vores samfund sender ud i det åbne miljø, minimeres – og helst elimineres.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00