Rune Engelbreth: Dansk skovnatur er bundskraber, trods rettede fejl i skovrapporter

Fejl i opgørelsen af dødt ved i danske skove har fået nogle til at juble, fordi mængden ikke er hurtigt faldende, som fejlagtigt opgjort, men derimod langsomt stigende. Men er der grund til jubel på skovnaturens vegne? Desværre ikke.

Lad os begynde med at se på fejl og mangler.

Tre år i træk har der været en graverende fejl i Danmarks nationale skovstatistikker fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN).

Den slags kan ske, og fejlen, der åbent er erkendt og rettet, er da også gået ubemærket hen over hovedet på pressen, som ellers har haft stort fokus på fejlbehæftede universitetsrapporter af relevans for oplysningsniveauet og samfundsdebatten.

Har Aarhus Universitet stået for skud i den forbindelse, er der imidlertid også behov for selvransagelse på Københavns Universitet, fastslår professor Carsten Rahbek, der er leder på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC).

Han påpeger i Uniavisen, at man på Københavns Universitet godt kender problemerne, men ikke vil nævne navne:

Manglen på dødt ved er og bliver en central årsag til biodiversitetskrisen i danske skove, blandt andet fordi man næsten intet gør for, at det opstår, og fordi man udnytter næsten alt fældet træ til energi.

Rune Engelbreth Larsen

"Alle ved, hvor det er. Fra institutleder til rektor ved man godt, hvor de steder er. (...) jeg tror, der er et ønske fra nogen om, at vi ordner det internt, for vi kan ikke tåle at tabe ansigt udadtil. Men der sker ikke meget, når jeg bringer de her ting op internt, og det har stået på, siden de her miljøer blev fusioneret ind på KU." (Uniavisen, 1.3.2020).

Tilfældet ville, at de fejlbehæftede statistikker blev erkendt samtidig med Rahbeks advarsel til Københavns Universitet, hvilket har ført til dønninger på de sociale medier og blandt natur-ngo’er, hvor markante faglige uoverensstemmelser mellem en stribe biodiversitetsforskere fra Aarhus Universitet, CMEC og Biologisk Institut på den ene side kontra IGN på den anden side er et velkendt problem.

I 2015 måtte Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning for eksempel revidere en omstridt graf i en rapport om udviklingen af dødt ved i de danske skove, fordi den forudsagde en raketagtig stigning i omfanget, som var helt ude af trit med analysen i de øvrige forskningsmiljøer.

Ifølge århusianske og københavnske biodiversitetsforskere fra DCE, CMEC og Biologisk Institut var en række af forudsætningerne i rapporten ikke underbygget af reelle tal og baserede sig på overestimeringer af målte værdier, og i et indlæg i Politiken gik de til stålet i deres kritik af IGN: "Er det sjusk eller fusk?" (Politiken, 4.3.2015).

Kernen i sagen om de aktuelle skovstatistikker er imidlertid ikke de tilbagevendende faglige uoverensstemmelser, men at IGN har angivet omfanget af dødt ved 80 procent forkert i den seneste nationale skovstatistik, der udkom i efteråret 2019. Ja, som nævnt indledningsvis viser det sig, at IGN's opgørelse faktisk har været forkert i tre rapporter tre år i træk.

Når dette er væsentligt, skyldes det, at ikke meget har så stor betydning for skovnaturens mangfoldighed som omfanget af døde stammer og dødt træ i skovbunden, fordi de blandt andet er levesteder for talrige svampe og insekter, der igen er af kolossal betydning for massevis af andre arter.

Imidlertid har IGN opgjort for LIDT dødt ved i de danske skove (godt og vel halvdelen af det korrekte omfang), hvorfor Dansk Skovforening i en pressemeddelelse kalder det "glædeligt, at fejlen i opgørelsen er rettet, og statistikken nu viser, at mængden af dødt ved i skovene er på vej op".

I et biodiversitetsperspektiv er der dog ingen grund til jubel – lad os se på tallene.

IGN's tre seneste nationale skovstatistikker (2017, 2018 og 2019) viste, at omfanget af dødt ved var faldet tre år i træk til beskedne 3,4 kubikmeter, hvilket er helt nede i omegnen af to-tre procent af niveauet i naturlige gamle skove.

Imidlertid har IGN glemt at inddrage data for størstedelen af "de stående døde træer", hvorfor omfanget alligevel ikke er faldet, men altså i stedet er "svagt stigende" – det seneste tal for omfanget af dødt er nemlig nu opjusteret til 6,1 kubikmeter per hektar (IGN, 28.2.2020).

Det er en forbløffende fejl at begå tre år i træk, men ingen er selvfølgelig ufejlbarlige. Det, der undrer, er, hvorfor IGN under offentliggørelsen af tallene i 2019 bagatelliserede tilbagegangen med en forklaring, der lå så langt fra vurderinger blandt biodiversitetsforskere fra DCE på Aarhus Universitet eller CMEC og Biologisk Institut på Københavns Universitet?

Allerede i 2018-rapporten kaldte IGN tilbagegangen i dødt ved for "ikke statistisk signifikant", og efter 2019-rapporten tilskrev man den tilsyneladende tilbagegang "naturlige forklaringer" – blandt andet, at der "de seneste seks år ikke har været betydende stormfald, som skaber store mængder dødt ved. Seks år uden stormfald betyder, at væltede træer rådner og forsvinder". (JA, 15.11.2019).

Det er imidlertid vanskeligt at finde noget "naturligt" ved et faldende omfang af dødt ved i Danmark fra det, der i forvejen er et af Europas mest unaturligt lave niveauer – og manglende stormfald forklarer jo heller ikke et tab af stående dødt ved.

Bagatelliseringen af det ringe omfang af dødt ved og betydningen for biodiversiteten førte da også til debat i november 2019, og i lyset af fejlen i IGN's rapporter (som vi nu er blevet bekendte med i februar 2020) virker henvisningen til de "naturlige" årsager da også mere som en anekdotisk ad hoc-bortforklaring end en analyse af tilgængelige data.

Havde data i stedet været udgangspunktet for vurderingen allerede i november 2019, havde IGN måske ikke behøvet vente til februar 2020, før fejlen blev opdaget.

Spørgsmålet er så, hvad det reviderede tal betyder for skovtilstanden, når vi ser på niveauet for dødt ved? Svaret er: ingenting. Selv om fejlen er opsigtsvækkende, er det opjusterede tal for mængden af dødt ved nærmest lige så ubetydeligt for biodiversiteten som det forkerte tal.

I stedet for et meget hurtigt og markant fald over få år fra næsten ingenting til næsten ingenting, betyder rettelsen blot, at vi nu ser en meget langsom og forsvindende lille stigning over mange år fra næsten ingenting til næsten ingenting.

I gamle naturlige skove uden motorsave kan der være over 150 kubikmeter dødt ved per hektar, og forskere har vist, at minimumsværdien for en række arter estimeres til 20-50 kubikmeter dødt ved per hektar.

Det illustrerer ret åbenlyst, hvor katastrofalt skovnaturen har det i Danmark, når vi kun kan registrere en beskeden stigning fra cirka fem kubikmeter per hektar i 2010 til blot seks kubikmeter et tiår senere.

Regn selv ud, hvor mange årtier vi skal vente på at nå op på den nederste ende af minimumsværdien – og hvor megen biodiversitet der går tabt i mellemtiden.

Og deri ligger det egentlige problem: Dansk skovnatur har stadig brug for meget, meget mere urørt skov for at udvikle mange flere gamle, døende og døde træer. Den slags leverer produktionsskovene stort set ikke, fordi pointen med hugsten jo netop er at tømme skovene for naturværdier for at øge skovenes tømmerværdier.

Konklusioner:

1) Hvad kan vi lære af omfanget af dødt ved i danske skove og måden at opgøre det på?

Manglen på dødt ved er og bliver en central årsag til biodiversitetskrisen i danske skove, blandt andet fordi man næsten intet gør for, at det opstår, og fordi man udnytter næsten alt fældet træ til energi.

Og selv efter de rettede tal ligger Danmark stadig langt nede blandt de absolutte bundskrabere i EU i forhold til omfanget af dødt ved. ICP Forest har opgjort det danske omfang af dødt ved til det tredjelaveste blandt samtlige undersøgte EU-lande – og det ændrer den lille opjustering ikke.

Vores hjemlige NOVANA-overvågning viser endog, at de beskyttede habitatskove bliver mørkere og mørkere, og at der er for lidt dødt ved uden udsigt til nævneværdig forbedring. Det betyder, at forvaltningen i landets mest beskyttede skove også er en del af problemet.

Realiteten er imidlertid, at vi KUNNE ændre disse nedslående tal for dødt ved i danske skove, for eksempel mest oplagt ved at lægge Natura 2000-løvskove og forskerudpegede skove af høj naturværdi urørt NU og HER. Mængden af dødt ved kan faktisk fordobles på et tiår, viser tysk forskning, hvis løvskov lægges urørt.

Derudover kan mængden forøges drastisk ved en aktiv og billig indsats ved blot at veteranisere ét større træ per hektar, idet man fremskynder træets naturlige aldringsproces og derved på kort tid begynder at kompensere for årtiers manglende dødt ved.

2) Hvad kan vi lære af forsker-uoverensstemmelserne?

I betragtning af, hvor væsentlige skovene er for natur og biodiversitet i et oprindeligt skovland som Danmark, og i betragtning af hvor altafgørende det er for politikerne, pressen, ngo’erne og offentligheden i almindelighed, at der er en vis overensstemmende faglig vurdering af de tilgrundliggende data for vurderingen af naturtilstanden såvel som de rette virkemidler til at standse biodiversitetskrisen, kunne rettelserne i skovstatistikken måske både være en anledning til selvransagelse og til at kigge fremad?

Burde IGN ikke sætte sig sammen med biodiversitetsforskere fra de andre tre forskningsmiljøer på universiteterne og nå frem til en eller anden klar og gensidig forståelse af de faglige uoverensstemmelser, som igen og igen dukker op til overfladen og vanskeliggør navigeringen for andre i naturdebatten?

Og hvis en sådan forståelse er umulig, så som minimum nå til en klar og fælles forståelse af, hvilke forskningsmiljøer der har spidskompetencen i forhold til vurdering og optimering af skovenes biodiversitet, og hvilket forskningsmiljø der har spidskompetencen i forhold til vurdering og optimering af skovdrift?

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.