Rune Engelbreth: Miljøstyrelsens skønmaleri af naturen trænger til et servicetjek

KOMMENTAR: Når det handler om at forbedre naturens tilstand, er det afgørende, at vi kan være 100 procent sikre på, at vi prioriterer og beslutter på baggrund af anbefalinger og vurderinger fra uvildige forskere, skriver Rune Engelbreth Larsen.

Fredag 30. august landede Miljøstyrelsens nyhed om universitetsforskeres vurdering af udvalgte danske arter og naturtyper: "Dansk natur har ikke fået det bedre siden 2013."

Det var sågar en underdrivelse, ved vi nu, hvor nøgletallene er offentliggjort af forskerne selv: Dansk natur er nemlig ligefrem forværret siden 2013.

Nyheden blev i første omgang listet ud af Miljøstyrelsen, imens pressen var opslugt af at følge dramaet i Venstre, hvilket truede med at drukne denne centrale vurdering af naturtilstanden – men siden er kritikken taget til.

Forskerne havde indrapporteret deres data, men ikke helt færdiggjort den samlede rapport 30. august, som det fejlagtigt fremgik af mit første indlæg i sagen, men substansen i kritikken er mere generel – og nu yderligere bestyrket, efter at fakta er kommet på bordet.

Problemet er, at: 

1) Embedsværket har undladt at fremlægge overordnede nøgletal for, hvordan den konkrete vurdering er, og undladt at fortælle, om udviklingen 'blot' er uændret ringe siden 2013 (som pressemeddelelsen siger), eller om den reelt er forværret, hvilket det altså nu er blevet åbenlyst for alle efter Aarhus Universitets egen offentliggørelse af forskervurderingens nøgletal: i 2013 havde 90 procent af udvalgte naturtyper og 39 procent af arterne "ugunstig bevaringsstatus", hvilket var alarmerende nok i sig selv, men i 2019 er tallene, som Miljøstyrelsen ikke offentliggjorde, endnu mere alarmerende: henholdsvis 95 og 57 procent;

2) Embedsværket har undermineret fremlæggelsens alvorlige billede af naturkrisen ved en slet skjult mistænkeliggørelse af forskernes "metodevalg".

Det er problemstillinger, der rækker langt tilbage, og miljøminister Lea Wermelin (S) kan jo ikke stå til ansvar for bagvedliggende interessemodsætninger, som det er umuligt at blive bekendt med på få måneder som ny chef for en stor forretning som natur og miljø. Derfor er det også afgørende, at ministeren i sin pressemeddelelse (og i P1, der fulgte op på sagen 4.-5. september) klart tilkendegiver at ville følge anbefalingerne fra forskerne.

Til gengæld står det nu også endnu klarere, hvordan sammenblandingen af natur- og produktionsinteresser i de danske skove atter risikerer at afspore naturvurdering og -tiltag, fordi dele af embedsværket lidt for ofte har overtaget kommercielle tømmerinteresser og forsøgt at forhindre uvildige biodiversitetsforskeres kriterier.

At der ikke blot sås tvivl om forskernes vurderingskriterier, men at disse kriterier også konsekvent fravælges af embedsværket, når det gælder forvaltningen og vurderingen af skovene i internationalt beskyttede Natura 2000-områder, er KERNEN i det hele.

Det vender vi straks tilbage til, men lad os hurtigt se på det første punkt i kritikken.

Embedsværket burde have fremlagt nøgletal fra forskernes aktuelle EU-indrapportering ligesom i 2013. Hertil siger Miljøstyrelsens kontorchef Helle Pilsgaard i et interview, der svarer på kritikken: »Vi har ikke haft mulighed for at lave et overblik, inden vi meldte ud.« (Altinget, 4.9.2019).

Men det er ikke hele sandheden. For hvordan kunne Skovforeningen så konstatere i en pressemeddelelse dagen før, at "de danske skove igen vurderes til at være i 'ugunstig' naturtilstand", når Miljøstyrelsen ikke har indviet offentligheden i denne specifikke og relevante oplysning? Hvor ved Skovforeningen det fra? 

Og ikke nok med det. Kontorchef Helle Pilsgaard modsiger sig selv, når hun i samme interview dagen efter Skovforeningens pressemeddelelse offentligt erkender: "Vi kan eksempelvis se, at de ti skovnaturtyper alle er i den røde kategori (stærkt ugunstig bevaringsstatus, red.) Og sådan er det også for mange andre naturtyper. (…) hovedindtrykket er, at vi har meget, der bliver karakteriseret som rødt."

Altså har man jo et udmærket overblik over, hvordan hovedtendenserne ser ud, og ergo kunne Miljøstyrelsen også have præsenteret sammenlignelige nøgletal – blandt andet at skovnaturtyperne igen har ugunstig bevaringsstatus.

Mindre problematisk bliver det ikke af, at Miljøstyrelsens kontorchef adskiller forvaltningens betydning for naturens ringe tilstand: "Resultatet er ikke en konsekvens af, at vi ikke laver de rigtige indsatser."

Jo, det er. Når resultatet er, at det står så ringe til med naturtilstanden i skovene (og naturen i almindelighed), er det en uundgåelig konsekvens af, at der ikke gøres det rigtige. Her er kontorchefen med andre ord ude i egentlig misinformation.

Mange uvildige forskere fra forskellige forskermiljøer har kritiseret forvaltningen i skovene i utvetydige vendinger og fastslået, hvad der skal til for at fremme biodiversiteten.

For skovenes vedkommende betyder det blandt andet langt mere helårsgræsning med flere forskellige store planteædere, som ikke tilskudsfodres, meget mere urørt skov og mere naturlige vandforhold (hvilke indebærer sløjfning af mange flere grøfter og dræn). Nogle af disse virkemidler har fint kunnet implementeres i større omfang inden for gældende rammer end i dag, men det har man undladt.

Kontorchef Pilsgaard: "Vi giver tilskud til flere ældre træer og dødt ved samt en omfattende plejeindsats. Men det er noget, der virker rigtigt langsomt."

Det skyldes nok, at det er de forkerte tilskud og en mindre hensigtsmæssige plejeindsats. Det er nemlig ikke tilfældet, at en målrettet indsats i skovene behøver at virke "rigtigt langsomt".

For eksempel er hovedparten af de danske skove fuldkommen støvsuget for dødt ved (døde træer), blandt andet fordi enorme træmængder flises og brændes af. Faktisk er gennemsnittet af dødt ved i skovene gået tilbage fra næsten ingenting til endnu mere ingenting. Der er nu under fem kubikmeter dødt ved per hektar, hvilket er langt under naturlige mængder i urørt løvskov uden tømmerproduktion, hvor der måles værdier på 60-186 kubikmeter herhjemme.

Men er det ikke et "rigtigt langsomt" virkemiddel at lægge skov urørt for at få mere dødt ved?

Nej. En tysk studie viser, at omfanget af dødt ved i løvskove fordobles på blot et tiår, hvis man indstiller motorsaven. Men det kan endog gå meget, meget hurtigere, hvis man aktivt lægger træer ned og på anden vis hjælper processen på vej.

Men i stedet gør man ofte det modsatte – sågar i de skove, der er udpeget til at slippe for al hugst. Det får de nemlig først lov til så sent som i 2026 og 2065(!), og indtil da hugger man løs og fjerner masser af træ, der kunne være efterladt som dødt ved.

Selvfølgelig er ansvaret for rammerne politisk, men det betyder jo ikke, at Miljøstyrelsen skal tale kendsgerningerne midt imod og påstå, at den forvaltning, der foregår i skovene, slet ikke er årsag til, at skovnaturen har det historisk ringe. Selvfølgelig er den det.

Og så er vi fremme ved kernen i det hele.

I 2007 rådgav forskere om, at de udvalgte skovnaturtyper havde "ugunstig bevaringsstatus". Det gad embedsværket ikke høre på, indrapporterede omvendt "gunstig bevaringsstatus" og påstod frejdigt, at forskerne var enige. Det blev opdaget, og skandalen rullede gennem medierne under betegnelsen "skovsminkesagen".

I 2013 var der ballade igen. Nu valgte daværende miljøminister, Ida Auken, at følge forskernes indrapportering, skønt embedsværket forhalede sagen i månedsvis for at ændre status fra "ugunstig" til "ukendt".

Der er med andre ord en højst bemærkelsesværdig afsporings-historik i embedsværket her.

Uvildige forskere har gang på gang fastslået, at det er udslagsgivende for skovnaturens tilstand, at der er mange gamle træer og masser af dødt ved. Det er faktorer, som produktionsskovene stort set er blottede for, fordi man jo netop fælder og fjerner træer, længe før de bliver gamle og dør.

Men utallige arter er tilknyttet gamle træer og dødt ved, så hvis dette fravælges som kriterium for skovnaturtypers tilstand, får vi et misvisende skønmaleri.

Derfor er det ikke underligt, at forskere insisterer på disse faktorer som uundværlige for vurderingen – det er derimod underligt, at embedsværket, der skal levere neutral rådgivning, ofte har været modspillere til den uvildige faglighed her.

Og det sker desværre fortsat, når embedsværket pludselig ledsager nyheden om den ringe naturtilstand med planer om at 'sammenligne' de danske forskeres kriterier med udenlandske kriterier.

Det er der jo kun grund til, fordi nogen håber, at en sammenligning kan lægge pres på at LEMPE danske vurderingskriterier – ikke alle lande har selvfølgelig samme høje standarder.

Det er det, som seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Aarhus Universitet påpeger, når han efterfølgende bemærker, at "de danske vurderinger bygger på mere solide data og grundigere analyser, end de fleste andre EU-lande kan mønstre". (Altinget.dk, 5.9.2019).

Det er utvivlsomt også derfor, at professor Carsten Rahbek, der er leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima (CMEC) ved Københavns Universitet, udtalte til P1, at "det vækker deja-vu", når embedsværket nu begynder at så tvivl ved det "metodevalg", som forskerne ved Aarhus Universitet har lagt til grund for vurderingskriterierne.

Og når han efterfølgende tilføjer: "Vi har fået rapport efter rapport på tværs af de danske universiteter, der viser, at den danske natur og de danske skove er stærkt nødlidende." (Altinget.dk, 6.9.2019).

Men under radaren foregår denne lempelse af kriterierne allerede i vid udstrækning, for mens forskerne indrapporterer skovnaturtypernes tilstand hvert sjette år ud fra vigtigheden af blandt andet dødt ved og gamle træer, så planlægges indsatsen i de beskyttede skove efter miljømålslovens princip kaldet "skovtilstand", hvor man kan opfylde målene uden overhovedet at øge mængden af dødt ved eller gamle træer med levesteder til for eksempel fugle, insekter og flagermus.

"Skovtilstand" er en metode, som ministeriet har valgt at lægge til grund frem for rådgivningen fra Aarhus Universitet, som anbefalede at navigere efter "naturtilstand". Skovtilstand giver langt mere råderum for almindeligt kommercielt skovbrug end naturtilstand, som kræver, at man tager flere hensyn til naturen i skovdriften.

Hvis man vurderer bevaringsstatus ud fra ét sæt af biologiske kriterier, men forvalter skovene ud fra helt andre kriterier, så er det klart, at man aldrig får en forbedring af bevaringsstatus – men i stedet er tilbage ved de kriterier, der lå til grund for skovsminke-skandalen.

Det korte af det lange (og det, som beslutningstagere må tage bestik af) er, at naturen i de danske skove har det ekstremt ringe, fordi 99 procent af vores skove er produktionsskove.

At det langtfra er nok at udpege 10.000 hektar urørt skov til implementering så sent som i 2026 og 2065(!) – så kommer vi om 46 år 'op' på beskedne 22.000 hektar af det nuværende skovareal på cirka 626.000 hektar. Men skoven kan få det MÅLbart bedre forholdsvis hurtigt, hvis vi får meget mere urørt skov og implementerer virkemidler, som forskere har anbefalet.

Tømmerproducenter burde ikke være nervøse. For selvfølgelig skal der være plads til tømmerproduktion. Det er da også for længst besluttet, at der skal plantes massevis af ny produktionsskov, hvorfor det er vigtigt samtidig at få meget mere urørt skov.

Faktisk er planen ifølge Danmarks Nationale Skovprogram at rejse NY skov på mellem 234.000 og 344.000 hektar i indeværende århundrede. Det er enorme arealer i omegenen af størrelsen på Fyn!

Man kunne for eksempel aftale, at hver gang der plantes 100 hektar ny produktionsskov, skal 50 hektar sammenhængende ældre skov slippe for motorsaven et andet sted. Alene på de statslige skovarealer er der stadig et stort potentiale til en sådan deal. Win-win for skovproducenter og natur.

Derfor er det vigtigt, at regeringen

1) snart går i gang med at implementere de 15 'naturnationalparker' med vildere natur, som er lovet i regeringens 'forståelsespapir' (og som Socialdemokratiet og SF har planlagt til at dække cirka 60.000 hektar).

2) snart udmønter målet om 75.000 hektar urørt skov uden en årelang 'indfasning' (og dermed uden en fortsat fjernelse af tømmer). Det kan være en god idé at hugge indledningsvis for blandt andet at komme af med ikke-hjemmehørende træer, men det kan man jo gøre uden at fjerne træer til tømmer.

Politiske partier på tværs af blokkene er kommet med ambitiøse naturpolitiske udmeldinger, som – hvis de gennemføres – med stor sandsynlighed kan gøre en mærkbar forskel til det bedre.

Vi kan diskutere mange detaljer frem og tilbage, men når det handler om at forbedre naturens tilstand, er det afgørende, at vi kan være 100 procent sikre på, at vi prioriterer og beslutter på baggrund af anbefalinger og vurderinger fra uvildige forskere, hvis speciale er biodiversitet.

Måske Miljøstyrelsens beslutningsgange og prioriteringer trænger til et servicetjek?

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening.

Forrige artikel Rune Engelbreth: Alarmerende rapport om naturkrise listes ud under radaren Rune Engelbreth: Alarmerende rapport om naturkrise listes ud under radaren Næste artikel Lone Andersen: Sprøjteforbud vil ramme landmænd, der passer på naturen Lone Andersen: Sprøjteforbud vil ramme landmænd, der passer på naturen
  • Anmeld

    Tanja Blinbæk Olsen · Dansk Skovforening

    Et godt gæt

    Dansk Skovforening havde ikke fået ekstra oplysninger, men eftersom at Lea Wermelin allerede om fredagen (30.08.2019) meldte ud at hun havde fulgt anbefalingerne fra Aahus Universitet og at naturen ikke havde fået det bedre, var det nemt at konkludere hvilken status, der var meldt ind for de 10 skovnaturtyper.

  • Anmeld

    Jørgen Muldtofte · Naturteknolog

    ny skov

    Jeg blev nysgerrig på tallene for ny skov i indeværende århundrede. Så vidt jeg kan se er der en trykfejl, i stedet for som du skriver "mellem 234.000 og 344.000 hektar" må det høje tal skulle være 444.000, hvis jeg forstår din udregning. Det svarer næsten til Jylland Nordenfjords.
    Men ak, Danmarks Nationale Skovprogram er desværre komplet værdiløs fsva målsætning om skovrejsning, idet den ikke taler om skov men derimod "skovlandskaber". Skovprogrammet fra 2018 sparker næsten selv stolen væk under begrebet med flg note: "Begrebet ”skovlandskab” er ikke nærmere defineret og opgøres ikke i Danmarks nationale skovopgørelser. (...) Det ligger i ordet, at skovlandskaber udgøres af både skovarealer og andre områder, der er påvirket af nærliggende skov."
    Der er også et Skovprogram fra 2002, også her nævnes kun "skovlandskaber". Så længe det ikke er nagelfast på skrift at denne type arealer ikke kan inkludere landbrugsarealer i omdrift, må man frygte at de kan indeholde netop dét. Deraf skudsmålet komplet værdiløs, oven i købet både som mål for forstproduktion og naturværdi. Skovprogrammerne er depraverende ordflom på højeste politiske niveau.