Rune Engelbreth: Sådan løser grønne ngo'er og tømmerbranchen skovnaturens krise

KOMMENTAR: Lad os kigge fremad og se, om ikke naturhensyn og tømmerinteresser kan mødes om en plan for endnu mere produktionsskov OG meget mere urørt skov i Danmark, skriver Rune Engelbreth Larsen som svar på to kritiske indlæg.

Skovnaturens miserable kår i dagens Danmark placerer os blandt de absolutte bundskrabere i EU, blandt andet fordi over 98 procent af vores skovareal er ensformige plantager og produktionsskove underlagt motorsave og flismaskiner. Skovens arter lider derfor under mangel på store arealer med gamle, døende og døde træer, hvor naturen får lov til at råde helt uden tømmerproduktion.

Det er den korte version af biodiversitetsforskeres konsensus, der fremgår af rapport efter rapport om skovnaturens stærkt forarmede tilstand i Danmark, hvorfor eksperter i årtier har påpeget nødvendigheden af mere urørt skov – altså skove, der får lov til at være skove i stedet for tømmermarker og flis-bjerge.

Skovproducenters talerør optræder dog hyppigt med mod-påstande, hvorfor jeg for nylig anskueliggjorde nogle af de vildledende skønmalerier af tømmerproduktionens naturforarmelse.

I indlægget "Tømmerlobbyens spinmaskine vildleder om skovnaturens krise" (Altinget, 2.12.2019) eksemplificerede jeg, hvordan biodiversitetsforskere gang på gang må korrigere branchens talerør.

Det har de ikke taget begejstret imod i hele to indlæg i Altinget 5. december og 6. december, skønt jeg blot analyserer kløften imellem de modstridende vurderinger af naturkrisen i skovene fra henholdsvis eksperter i naturtilstand og eksperter i skovbrug.

Lad mig derfor indledningsvis minde om, at en af de førende forskere i dansk skovnatur og biodiversitet, Jacob Heilmann-Clausen, i utvetydige vendinger måtte korrigere "den vildeste misinformation" fra Dansk Skovforening, da de i modstrid med fakta fremstillede en undersøgelse, som om produktionsskov er bedre for biodiversiteten end urørt skov.

Og lad mig også lige rekapitulere, at biodiversitetsforsker, lektor Hans Henrik Bruun måtte advare imod den manipulatoriske fremstilling af biodiversitet i bogen 'Klimaskoven', der er blevet promoveret på Christiansborg og i offentligheden af tømmerlobbyen.

Her ringeagter forfatterne naturens potentiale i urørt skov, mens naturværdierne i produktionsskoven skønmales, hvorpå Bruun konstaterer: "Læst som propagandaskrift kan bogen måske have den effekt, som forfatterne og de rundhåndede sponsorer – fonde og virksomheder i træindustrien – håber på. Misinformation og manipulation virker jo oftere, end det burde være muligt i et videnssamfund."

Forfatterne bag 'Klimaskoven' er imidlertid utilfredse med, at kritikken alene tager afsæt i kapitlet om biodiversitet, men ikke kommer ind på andre kapitler.

Dertil må jeg sige, at mit indlæg nu engang handler om biodiversitet, og at det slet og ret er bogens specifikke nedvurdering af urørt skovs betydning for biodiversiteten, der er central.

Men at forfatterne ydermere påstår, at urørt skov er en "klimabelastning i forhold til aktivt drevet skov", som det formuleres i Altinget, burde jeg også have nævnt i mit første indlæg, for det er lige så misvisende.

Det er med andre ord tydeligt, at forfatterne er ude i et ikke-fagligt ærinde om at vildlede om den gavnlige effekt, som urørt skov har på natur og klima.

Også Claus Beier, der er institutleder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, er utilfreds med mit indlæg.

Dels fordi jeg kritiserer skovbrugsforsker Thomas Nord-Larsen for at bagatallisere konsekvensen af den forsvindende andel af dødt træ, der er i landets løvskove, og dels fordi jeg påpeger mulige interessekonflikter, når skovbrugsforskere både udtaler sig om skovens naturtilstand og samtidig arbejder for produktionsskovbruget.

Jeg sætter pris på, at institutlederen reflekterer herover, og problemstillingen er også en anden end i tilfældet med Skovforeningen og forfatterne bag "Klimaskoven", eftersom Thomas Nord-Larsen er skovbrugsforsker og udtaler sig som skovbrugsforsker, hvorimod forfatterne bag "Klimaskoven" promoveres som forskere uden at være det.

Men jeg mener ikke, at institutleder Claus Beier adresserer substansen i min konklusion.

Beier skriver for det første: "Objektiviteten opretholdes gennem åbenhed og transparens og gennem den kvalitetskontrol, som forskningsverdenen generelt udøver.«

For det andet bemærker han, at biodiversitetforskere også kan have interessekonflikter, og nævner, at en biodiversitetsprofessor for eksempel fungerer på "ledende niveau i en dansk miljø-ngo". 

Men for det første er det jo ikke Nord-Larsens forskning, vi drøfter – jeg kender Nord-Larsen som en venlig forsker, og jeg eksemplificerer blot, at bagatelliseringen af det forsvindende niveau af dødt træ i danske skove er vildledende og problematisk af to grunde.

Dels fordi der ikke er tale om en perifer detalje, men om en af de allervæsentligtste årsager til, at utallige skovarter fortrænges og mistrives; og dels fordi vurderingen af skovnaturens tilstand er en anden, når den vurderes af biodiversitetsforskere, der ikke er rådgivere for træindustrien.

For det andet rammer institutlederen ved siden af min pointe om, hvad en interessekonflikt er. Selvfølgelig er der ingenting galt i, at en forsker har bibeskæftigelse, men problemet opstår, hvis skovbrugseksperter den ene dag rådgiver træindustrien om tømmerproduktion og den anden dag optræder i den offentlige debat som forskere, der bagatelliserer tømmerproduktionens forringelse af skovnaturen.

Det er vigtigt, at vurderingen af produktionens betydning for biodiversiteten forestås af den relevante fagekspertise.

Ét er at vurdere, hvordan skovbruget fremmes og gøres mere bæredygtigt ud fra en vifte af tømmerinteresser og brede samfundshensyn, og ingen er vel bedre kvalificeret til dét end skovbrugsforskere? Bibeskæftigelse eller ej.

Men noget andet er at vurdere skovnaturens tilstand, hvilket primært handler om biodiversitetsekspertise: Trives eller vantrives de mange arter, der er knyttet til skoven fra naturens hånd? Hvordan fungerer skovens økosystemer mest naturligt, og hvordan fremmes arternes levesteder og samspil? Ingen er vel bedre kvalificeret til dét end biodiversitetsforskere? Bibeskæftigelse eller ej.

Og der er jo ingen reel risiko for biodiversitetsforskeres faglige kritik af skovnaturens tilstand er farvet af egeninteresser, hvorfor jeg i mit første indlæg skrev:

"Jeg tillader mig i det mindste at betvivle, at truede arter som kirkeuglen, hasselmusen eller ensianblåfuglen kvitterer for biodiversitetsforskeres rapporter om naturkrisen med fast ansættelse eller så meget som en flad femogtyveøre og et høfligt skulderklap."

Det kan til gengæld være en balancegang, når man både er skovbrugsforsker og skovbrugsrådgiver. Det betyder ikke, at der ikke er glimrende uvildig skovbrugsforskning herhjemme, blot at vi som hovedregel bør adskille denne specifikke ekspertise fra den, der handler om tilstanden af natur og biodiversitet.

Men lad os også kigge fremad og se, om ikke naturhensyn og tømmerinteresser kan mødes?

Tømmerbranchen og skovbrugsforskerne bør i mine øjne vedkende, at der er brug for meget mere urørt græsningsskov i Danmark, og her ville for eksempel 50.000-75.000 hektar urørt statsskov være et stort og oplagt skridt på vejen – og sågar mindre end tilvæksten i produktionsskovsarealet alene de seneste 30-40 år.

Det må være på tide, at vi giver afkald på tømmer fra større dele af vores fællesskove og viser lidt storsind over for landets andre arter.

Det forhindrer jo ikke de private skovejere i at producere tømmer og udvide deres produktionsareal.

Det er også muligt, at nogle af statsskovene uden store naturværdier med fordel kunne byttes med private skove, hvor naturværdierne er større med henblik på at lægge disse urørt – muligvis med en bytte-faktor til de private skovejeres gunst?

Der er jo ingen, som er modstandere af dansk kvalitetstømmer, og vi ønsker alle en stærk og bæredygtig tømmerproduktion.

Den kan formentlig uproblematisk dække cirka 75-80 procent af Danmarks nuværende skovareal, der jo ifølge Danmarks Nationale Skovprogram alligevel skal udvides fra de eksisterende 625.000 hektar til en hel million hektar i dette århundrede.

Det burde med andre ord være muligt for tømmerproducenter og natur-ngo'er at gå hånd i hånd med en plan for endnu mere produktionsskov OG meget mere urørt skov i Danmark.

Med udgangspunkt i en uvildig biodiversitetsanalyse af skovnaturens problemer.

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lone Andersen: Tre juleønsker til biodiversitetspakken Lone Andersen: Tre juleønsker til biodiversitetspakken Næste artikel Steen Gade: Biodiversitetskrisen er lige så alvorlig som klimakrisen Steen Gade: Biodiversitetskrisen er lige så alvorlig som klimakrisen
Skovforening i nødråb: Styrelse bremser plantning af nye træer

Skovforening i nødråb: Styrelse bremser plantning af nye træer

FORSINKET: Langsommelig sagsbehandling i Landbrugsstyrelsen kan forsinke skovprojekter og blive en hæmsko for de politiske visioner på området, advarer Dansk Skovforening. “Vi arbejder på højtryk” og har et “godt flow” nu, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.