Debat

Skovforening: Sådan sikrer vi naturoplevelser til danskerne

DEBAT: Friluftspolitikken skal satse på at udvikle et godt samarbejde mellem lodsejerne og lokalsamfundet. Det giver de bedste naturoplevelser for danskerne, skriver Jan Søndergaard, direktør i Dansk Skovforening.

Foto: /ritzau/ Morten Langkilde
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Søndergaard
Direktør i Dansk Skovforening

Naturoplevelser giver livskvalitet for det enkelte menneske og er derfor en værdi for hele samfundet. Skovbruget bidrager væsentligt til samfundets værdi på dette område. En stor del af den danske natur ejes af private, og der har længe været fastsat regler for offentlighedens adgang til naturen.

Naturfredningsloven fra 1969 gav for første gang offentligheden en lovfæstet ret til at færdes i naturen. Siden da har adgangsreglerne udviklet sig i takt med befolkningens øgede fritid, ønsket om aktiviteter i naturen eller om blot at nyde stilheden. I skoven, på stranden eller i det åbne land.

Gennem årene er adgangsreglerne blevet ændret, så der er givet flere muligheder for offentlighedens adgang til naturen. Der er givet mulighed for nye aktiviteter som for eksempel cykling, markvejene i det åbne land må ikke længere nedlægges i samme omfang, og vores strande er åbne for gåture og badning landet rundt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Ændringerne er sket under behørigt hensyn til offentlighedens ønsker til benyttelse, naturens behov for beskyttelse og ejernes interesser.

Samarbejde mellem ejer og omverden
Men de formelle adgangsregler en kun en del af den ramme, som tilsammen giver danskerne gode muligheder for naturoplevelser og friluftsliv. Der indgås dagligt frivillige aftaler mellem skovejere og skovgæster overalt i landet. Skov- og naturejerne har en nøglerolle. Jo bedre samarbejde mellem ejerne og omverdenen, jo bedre naturoplevelser kan gæsterne få:

  • Ejerne har overblikket. Ejerne kan koordinere friluftsaktiviteterne på ejendommen, så de ikke generer hinanden, dyrelivet og naturen.
  • Ejerne har et følelsesmæssigt ansvar. De fleste ejeres overordnede mål er at bevare deres naturværdier til de kommende generationer – så vidt økonomien og lovgivningen tillader det.
  • Ejerne har det juridiske ansvar. Love lægger rammerne for ejernes handlinger, og ejerne står til ansvar over for myndighederne. Naturgæsten har kun et juridisk ansvar for at overholde adgangsreglerne, og dette ansvar er forsvindende lille i forhold til ejernes.

Jo bedre samarbejde mellem ejerne og omverdenen, jo bedre naturoplevelser kan gæsterne få.

Jan Søndergaard
Direktør i Dansk Skovforening

Gensidige hensyn er afgørende for en god oplevelse. Kun et mindretal af gæsterne overtræder adgangsreglerne, men overtrædelserne kan lægge gift for forholdet mellem lodsejeren og befolkningen i almindelighed. Typiske overtrædelser af adgangsretten er:

  • Affald
  • Løse hunde
  • Mountainbiking udenfor vej og sti
  • Organiserede aktiviteter uden tilladelse
  • Placering af geocache’s uden tilladelse
  • Bål
  • Efterladelse af åbne led og låger
  • Plukning af svampe og bær udenfor stier, ofte også erhvervsmæssigt (restauranter).

Når ejeren eller hans ansatte konfronterer folk, der lige har overtrådt adgangsreglerne, er de typiske reaktioner: “det vidste jeg ikke”, “naturen er da vores allesammens” eller “og hvad så?”. Den sidste reaktion, ligegyldigheden, skader måske forholdet mellem ejerne og omverdenen allermest.

Adgangsregler fungerer
Langt de fleste konflikter kan – og skal – løses lokalt, men nye aktiviteter kan give behov for lovregler, som giver bedre mulighed for lokale aftaler. Aktuelt er det især mountainbikekørsel, hvor stadig hyppigere konflikter efterlader et stort behov for at ejerne får mulighed for at anlægge for eksempel særlige spor forbeholdt for særlige brugergrupper. Den mulighed forhindres desværre af lovgivningen.

Udover den uløste udfordring med mountainbikekørsel, så giver adgangsreglerne de muligheder, der efterspørges, og fungerer i det store hele, som de er. Undersøgelser (Skov og Landskab, Københavns Universitet) har vist, at befolkningen ikke kender adgangsreglerne godt - folk må mere, end de tror. Det er et rent kommunikationsproblem, det indeholder ingen interessekonflikter.

Danskerne skal have gode muligheder for gode naturoplevelser. Lodsejerne i naturen har en nøglerolle. Jo bedre samarbejde mellem ejerne og omverdenen, jo bedre naturoplevelser kan gæsterne få. Derfor bør friluftspolitikken satse på at udvikle et godt samarbejde mellem lodsejerne og lokalsamfundet. Der er lang erfaring for, at det giver de bedste naturoplevelser for danskerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Søndergaard

Projektleder, Naturstyrelsen
cand.silv. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1989)

0:000:00