Steen Gade: En jordreform er jo ikke noget, vi laver hver dag

Socialdemokratiet har nu i flere omgange lanceret ideen om en stor jordreform med en landbrugskommission som en starter.

Forslagene er rigtige og logiske i forhold til de mange udfordringer i det åbne land, landbrugsproduktionens fremtid - og ikke mindst på grund af, at en lang stribe af miljø- og klimaforhold omkring erhvervet presser sig på. Ikke mindst fordi regeringen har valgt at lade, som om de ikke eksisterer. 

Derfor har vi behov for at få sat kød og blod på projektet, så det ikke ender med noget, der bare også skal gøres, når en ny regering sætter sig ned for at skrive et regeringsgrundlag. Det er faktisk nu, det skal ske.

Også for at gøre et nyt forsøg på at modvirke den voldsomme politiske splittelse, der blandt andet på grund af landbrugspakken er en realitet. Og den er til skade for både miljøet, klimaet og fødevareerhvervet.

Man kan sige, at argumenterne for at gøre det står i kø. Der mangler således en politisk opfølgning på det store arbejde som teknologirådet har udført for Velux-fonden om prioritering af fremtidens arealanvendelse.

Hovedpointen i analysen er, at skal alle de erklærede mål for arealanvendelsen nås på hvert sit areal, er der brug for mere end 30 procent ekstra kvadratkilometer.

Biodiversiteten forringes fortsat løbende, selv om vi sammen i hele verden har forpligtet os på at stoppe nedgangen inden 2020

Steen Gade
Klummeskribent

Men da Danmark som bekendt ikke bliver større – kun langsomt mindre – og da Danmark udmærker sig ved at være et af de lande i verden, hvor dyrket landbrugsland udgør den største andel, er udfordringen klar.

Hvad med natur og biodiversitet, energiafgrøder, vejanlæg og bygninger, klimatilpasning og så videre?

På et borgertopmøde som afslutning på projektet var der klare meldinger fra borgerne om, at flere funktioner burde kombineres, samt at beskyttelse af natur og miljø skal opprioriteres.

I 2027 kræver EU’s vandrammedirektiv fra 2000, at der skal være ”god økologisk tilstand” i alle vore søer, vandløb og nære kystområder. Det betyder blandt andet nye krav til reduktion af kvælstof og fosfor.

Biodiversiteten forringes fortsat løbende, selv om vi sammen i hele verden har forpligtet os på at stoppe nedgangen inden 2020. Så her er der en kæmpeopgave.

Ønskerne om - og behovet for - langt mere natur samt en videreudvikling af Naturplan Danmark med udbredelse af mindre belastende produktionsformer som for eksempel økologisk landbrug er stort.

Og oven i det kommer klimatilpasning til mere og voldsommere regn og havstigning, og dermed øgede udslip af næringssalte i vore farvande. 

Dertil kommer, at klimaudfordringen med at begrænse landbrugets del af forureningen af atmosfæren nu for alvor banker på erhvervets dør.

Ifølge de miljøøkonomiske vismænd udgør den danske landbrugsproduktion således 31 procent af drivhusgasudslippet fra ikke-kvotesektoren her i landet.

Altså betydeligt mere end de 21 procent (2015 tal) som gælder for persontransporten. Og det er desuden langt billigere for samfundet at satse på landbruget end på trafikken. Jeg er sikker på, at vi får brug for begge dele.

Vi står samtidig i EU-samarbejdet overfor at skulle aftale de næste 7 års landbrugspolitik, og i Danmark skal et helt nyt reguleringssystem – med målrettet regulering –  realiseres i praksis.

Hvordan skal samfundet i praksis kunne håndtere, at nogle arealer skal ud af intensiv drift, ændre driftsform eller blive natur med vægt på biodiversitet, mens andre arealer kan dyrkes intensivt?  

Moderne teknologi, mere natur og biodiversitet kan bestemt gå hånd i hånd, hvis det gribes rigtigt an, men hvem skal betale, og hvordan gør vi det i praksis?

At det for eksempel kræver en jordfordelingsfond for samtidig at sikre et effektivt landbrug, der tjener penge – også om 10 og 20 år, er de fleste nok enige om i teorien, men hvordan får vi den startet? Økonomi og erhvervets fremtid bliver altså også afgørende.

For når man bruger ordet jordreform er det ambitiøst.

Jeg ser for mig et nyt Danmarkskort med naturkorridorer mellem dyrkede arealer med et meget mere varieret afgrødevalg og egenproducerede proteinafgrøder end de endeløse gule kornmarker, vi ser i dag.

Et landskab, der er forandret, så vi bliver robuste overfor klimaændringerne og samtidig har sikret os mere natur, større biodiversitet, bedre indsats mod CO- udslip, og hvor der er meget tæt inddragelse med borgerne i denne store og langvarige proces.

Natur- og Landbrugskommissionen fra 2013 er et godt udgangspunkt for den næste kommission.

Også selv om den nuværende regering valgte at droppe kommissionens krav om balance mellem på den ene side miljø, natur og biodiversitet - og i stedet har set snævert på kortsigtede økonomiske produktionsinteresser.

Balancen skal genoprettes, og den næste kommission skal også arbejde meget mere med inddragelse af kommunale og regionale planlægningsmyndigheder og i det hele taget bygges op med et helt nyt system for lokal inddragelse af borgerne. Lidt inspireret af hollandske erfaringer.

Jeg tror, det vil være særlig vigtigt, hvis kommissionen bliver nedsat af et bredt flertal, og at et bredt flertal allerede nu inden næste valg formulerede det som et fælles mål. Den bør se anderledes ud, end vi plejer.

Skal måske udstyres med partirepræsentanter, som svenskerne gør det, inddrage befolkningen lokalt og nationalt undervejs, og især arbejde skridt for skridt i mange år - måske de næste 5 år.

Altså en helt ny type kommission, hvor vi sikrer os, at resultatet ikke bare lægges i skuffen, når vi får regeringsskifte.

En jordreform er jo ikke noget, vi laver hver dag.