Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Regeringen er medskaber af naturens nedtur

KLUMME: Venstre er notorisk det parti, der har prioriteret miljø mindst i al den tid, jeg husker. Meget tyder på, at det bliver ved sådan. Eksempelvis vil Ellemann-Jensen tilsyneladende nedbringe omfanget af beskyttede områder, skriver Steen Gade. 

Allerede få dage efter at Ellemann-Jensen tiltrådte som minister, vedtog et borgerligt flertal en massiv forringelse af bestemmelserne om beskyttelse af natur og klitfredninger.
Allerede få dage efter at Ellemann-Jensen tiltrådte som minister, vedtog et borgerligt flertal en massiv forringelse af bestemmelserne om beskyttelse af natur og klitfredninger.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi blev advaret før sidste valg. For nedturen for naturen blev tydeligt annonceret i en fælles kronik i Jyllands-Posten i november 2014 med en 16 punkts plan fra de nuværende flertalspartier – Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative – hvor de lovede en helt ny linje i forhold til landbrug og natur. Faktisk det ringeste på miljø- og naturområdet, som jeg har set i de sidste 30 år.

Ikke alt var sagt. Slet ikke, for listen er lang. Vi vidste for eksempel ikke, at Miljøministeriet skulle molestreres og reelt nedlægges som selvstændig kraft.

Men den overordnede linje var helt tydelig, og det blev også tydeligt markeret i regeringsgrundlagene for de to udgaver af Løkke-regeringer, som vi har haft siden valget. Og den såkaldte landbrugspakke fra december 2015 markerede det som en realitet.

Derfor håber jeg for tilgivelse for den næste sætning. Esben Lunde fortjente ikke den afgang, som hans chef gav ham – som kasseret.

Fakta
Deltag i debatten!

Han gjorde jo, som han havde fået besked på, akkurat som Eva Kjer Hansen før ham. Men lige nu trænger Løkke til et lidt grønnere image, har han indset.

Og medierne, som de er flest, dækker jo flot den slags signalpolitik, som om det er realiteter. Så nu har vi Jakob Ellemann på posten – som lidt mere grøn. 

For at få det hele til at glide ned påstår regeringen, at man kan kystsikre for eksempel landbrugsjord med henvisning til offentlig sikkerhed! En løsning, der desværre kun kan forstås som en måde at komme uden om de fælles EU -regler, der ellers skal følges.

Steen Gade

Posten som Venstreminister for miljø er en uriaspost, hvis det med grøn skal tages alvorligt. Et par eksempler, siden Jakob Ellemann blev minister, viser det.

Han tiltrådte 2. maj, og 15. maj vedtager Folketingets borgerlige flertal en massiv forringelse af bestemmelserne om beskyttelse af natur, landskab, klitfredninger og strandbeskyttelseslinjen i forbindelse med en vedtagelse af en ny lovgivning om kystbeskyttelse.

En lov, hvor man begrænser klageadgangen voldsomt og i meget stor udstrækning overlader beslutningen om kystsikring – også hård kystsikring – til lodsejere. Og i øvrigt giver kommunerne hele ansvaret. Kommuner, der slet ikke har kompetencer på området.

For at få det hele til at glide ned påstår regeringen, at man kan kystsikre for eksempel landbrugsjord med henvisning til offentlig sikkerhed!

En løsning, der desværre kun kan forstås som en måde at komme uden om de fælles EU-regler, der ellers skal følges.

For hvis det er ”offentlig sikkerhed”, skal EU-Kommissionen ikke spørges, som det ellers kræves, men blot orienteres. Vi må ikke håbe, at EU-Kommissionen kan lade det passere.

Jakob Ellemann kan som minister efter 14 dage ikke gøre noget ved det, men – som jeg ser det – illustrerer sagen, hvor galt det står til.

En af Danmarks få perler – naturmæssigt, lovgivningsmæssigt og folkeligt, nemlig de åbne strande – er under angreb. Desværre uden den store opmærksomhed.

Det samme gælder en anden sag, der netop arbejdes med. Ny afgrænsning af Natura 2000-områder. Den sikreste naturbeskyttelse, vi har i Danmark.

Her burde det være helt naturligt for alle at arbejde for at udvide naturbeskyttelsen og få den sikret i de fælles EU-bestemmelser i Natura 2000-systemet.

Vi har jo netop modtaget de ret dårlige oplysninger fra Aarhus Universitet om overvågningen af vore naturtyper.

De viser, at 11 ud af 17 naturtyper i den undersøgte periode fra 2004 – 2015 viser tegn på forværring!

Og den Naturplan Danmark, som blev vedtaget i den forrige regeringsperiode, lægger direkte op til, at vi de næste 10-20 år løbende udvider naturbeskyttelsesområderne og etablerer sammenhængende naturområder i hele Danmark.

Alt det har kommunerne nok også ment, for de har foreslået i alt 1010 udvidelser og kun 285 indskrænkninger.

Alligevel er det regeringens politik at formindske arealet, og den nye minister vil tilsyneladende nedbringe omfanget af beskyttede områder yderligere efter de politiske kriterier, som blev fastlagt i den såkaldte naturpakke. Ikke efter natur- og beskyttelseshensyn.

Derfor er hans forslag nu, at i stedet for at indskrænke med de netto 230 kvadratkilometer, som oprindeligt var foreslået, skal Natura 2000 ifølge en ny høring nu indskrænkes med 260 kvadratkilometer.

Sagen er ikke slut politisk. Ministerens endelige beslutning mangler, og områderne skal endeligt godkendes i EU-Kommissionen før de kan træde i kraft i 2019. 

En sag, hvor en ny minister har en chance for at give mere end et politisk signal. Arealet bør udvides eller som et minimum fastholdes. Jeg håber, at han lytter.

Tilbage står, at vi inden et år skal gøre natur- og miljøstatus over fire år med to Løkkeregeringer. Rigtig meget er gået i den gale retning, men i politik er der jo altid en mulighed for at ændre kurs.

Det forsøgte Fogh jo også, da han skulle ud af uføret – men ikke en fugl, ikke en fisk har fået det ringere siden Svend Auken – og han var så heldig, at hans ”nye miljøminister” blev Connie Hedegaard, og at hun var fra et andet parti end Venstre.

Hun tog faktisk fat og fik en periode mere, hvor hun leverede gode resultater.

Jakob Ellemann er fra Venstre. Det gør opgaven meget vanskeligere, for det er notorisk det parti, der har prioriteret miljø mindst i al den tid, jeg husker. Så man kan kun ønske held og lykke de næste få måneder, inden valget kommer.

--------

Steen Gade er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF-miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00