Kronik

Tidligere ansatte: Miljøministeriet er voldsomt underdrejet og djøfiseret

KRONIK: Administrationen i Miljøministeriet er stærkt politiseret og har større fokus på at ”gøre ministeren glad” end på at levere faglige analyser og løsninger. Det vil tage år at få det svækkede ministerie på fode igen, skriver Søren Mark Jensen og Tine Nielsen Skafte.

Søren
Mark Jensen og Tine Nielsen Skafte har fire gode råd til miljøminister Lea Wermelin (S) i forhold til naturpolitikken.
Søren Mark Jensen og Tine Nielsen Skafte har fire gode råd til miljøminister Lea Wermelin (S) i forhold til naturpolitikken.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Mark Jensen og Tine Nielsen Skafte
Har tidligere arbejdet med projektledelse i Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen

Danmark oplyste i en rapport til EU i september måned, at den danske natur fortsat går tilbage – i EU-sprog: er i ”ugunstig tilstand”. Derfor er meldingerne fra vores nye miljøminister, Lea Wermelin (S), om, at regeringen vil føre en ambitiøs naturpolitik, det mest positive politiske signal på naturområdet siden 2001.

Desværre er der lang vej til en forbedring af situationen, men det er vigtigt at tage de første skridt. Her er fire gode råd til miljøministeren.

Første råd er, at hun skal genopbygge et selvstændigt og fagligt stærkt Miljøministerie.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Et svækket ministerie
Ligesom skattevæsenet er slanket og svækket gennem de sidste to årtier, har Miljøministeriet gennemgået en tilsvarende proces. En række borgerlige regeringer har ment, at skatteopkrævning er en pestilens, og at miljø- og naturhensyn virker som en bremse på udviklingen. De har skåret effektivt ned på de statslige myndigheder, som stod for administrationen på disse to områder.

I dag er det alment kendt, at resultatet er en statskasse, som er blevet snydt og drænet for milliarder, mens færre er opmærksomme på, at der på tilsvarende måde er solgt ud af natur- og miljøbeskyttelse, så den danske natur nu er i historisk ringe forfatning.

Der findes ikke en samlet national naturplan. Tværtimod er naturpolitikken præget af hovsa-indsatser og ret tilfældige politiske initiativer.

Søren Mark Jensen og Tine Nielsen Skafte
Har tidligere arbejdet med projektledelse i Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen

Danmark fik som et af de første lande i verden et Miljøministerie, og da Svend Auken i 1990’erne var miljøminister, blev Danmark verdenskendt som et foregangsland inden for miljø- og naturbeskyttelse.

En lang række Venstreministre, heriblandt Hans Christian Smith, Troels Lund Poulsen, Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen, har siden sat en ære i at demontere ”Svend Aukens imperium”. Uforholdsmæssigt store hensyn til blandt andet landbrug, skovbrug og fiskeri har gjort, at biodiversiteten går stærkt tilbage.

De mange ulykker
Lea Wermelins muligheder for at vende udviklingen hæmmes af, at hun betjenes af et ministerie, som er voldsomt underdrejet, og som det vil tage år at få på fode igen.

Blandt de mange ulykker, som Miljøministeriet har været udsat for, kan nævnes sammenlægningen med Landbrugsministeriet, store fyringsrunder og konstante omstruktureringer. Derudover kan man nævne fratagelse af ansvarsområder, senest arealplanlægning til Erhvervsministeriet, styring af affaldsområdet til Energiministeriet og gmo-risikovurderinger til Landbrugsstyrelsen. Desuden kommer statslig udflytning af samtlige det tidligere Miljøministeries styrelser.

En af de sidste, og af medierne upåagtede, katastrofer var, da Esben Lunde Larsen besluttede, at politikudvikling og de politisk set mest kontroversielle miljøudfordringer (landbrugets kvælstofforurening, fiskeriregulering, med videre) skulle håndteres i hans eget departement frem for i de faglige styrelser.

Departement udvidedes derfor voldsomt ved at indflytte en fjerdedel af de ansatte i Miljøstyrelsen, hvilket samtidig ret belejligt fjernede offentlighedens mulighed for at få aktindsigt i kommunikationen mellem styrelse og departement.

Læs også

Djøfisering
Der er oven i dette sket en omfattende djøfisering af ministeriet. Næsten hele ministeriets ledelseslag (direktører, vicedirektører, kontorchefer) udgøres i dag af politologer, statsforvaltere, jurister og økonomer og i meget ringe grad af personer med natur- og miljøfaglige kvalifikationer.

Der er således opstået en stærkt politiseret administration med stort fokus på, at ”gøre ministeren glad”, frem for at levere faglige analyser og løsninger til håndtering af virkelighedens udfordringer.

Derfor bør Lea Wermelin oprette et selvstændigt Miljøministerie og tilbageføre de centrale miljø- og naturmæssige ansvarsområder. Hun bør desuden styrke natur- og miljøfagligheden i ledelsen og blandt medarbejdere i hele ministeriet.

Prioritér det internationale samarbejde
Det andet råd er, at Lea Wermelin bør styrke dansk engagement i det internationale samarbejde for naturen. Det gælder også i EU-sammenhæng.

Mange udfordringer på naturområdet løses bedst gennem regionalt eller internationalt samarbejde. For eksempel arters behov for at flytte sig i takt med klimaforandringer, omlægning af EU's landbrugsstøtteordninger hen mod et bæredygtigt landbrug, bevarelse af klodens regnskove og koralrev.

I Svend Aukens ministertid havde Danmark en klar miljøprofil i EU og et stort globalt engagement med miljøbistand til fattige og mellemindkomst-ulande. Danmark var dengang stærkt engageret i internationale forhandlinger og beslutningsprocesser vedrørende den globale naturkrise under Biodiversitetskonventionen (en parallel til Klimakonventionen).

I de senere år har de danske miljøministre derimod valgt slet ikke at deltage i disse topmøder, hvor tyndt besatte danske embedsmands-delegationer har været bænkevarmere uden progressive mandater.

Derfor bør Lea Wermelin prioritere selv at deltage i de internationale fora samt EU’s forhandlingsfora for natur. Hun bør opruste på dette område på ledelses- og medarbejderniveau i hele ministeriet.

Nedsæt et naturråd
Tredje råd er, at Lea Wermelin bør styrke og udbygge naturovervågningen og nedsætte et naturråd.

Uden et klart billede af naturens reelle tilstand mangler politikerne, inklusive miljøministeren, et ordentligt grundlag at handle på. Det nationale overvågningsprogram for natur og miljø (Novana) er løbende beskåret og rækker i dag kun til at opfylde Danmarks forpligtelser til rapportering til EU om overholdelse af EU's vandramme- og naturbeskyttelsesdirektiver.

Heldigvis foregår der en frivillig naturovervågningsindsats, som bidrager med data om fugle, insekter med videre, men naturovervågningen udgør samlet set ikke et tilstrækkeligt bredt grundlag for politiske beslutninger om nødvendige indsatser på naturområdet.

Der er behov for mere omfattende og løbende monitering og for klar, let tilgængelig information om status for den danske natur, så informationen kan stimulere til en mere kvalificeret samfundsdebat og naturpolitisk indsats.

Fra 1998 til 2002 havde Danmark et fagligt og uafhængigt Naturråd, som havde til opgave at følge udviklingen i naturen og rådgive om naturpolitiske indsatser med videre. Rådet blev som mange andre nedlagt i Foghs regeringstid. Inden for klimaområdet spiller Klimarådet i dag en væsentlig analytisk og faglig rolle, og Naturrådet vil kunne udfylde denne funktion på naturområdet.

Derfor bør miljøministeren give Aarhus Universitet, som er den faglige rådgiver for det nationale naturovervågningsprogram, midler og ansvar for at udvikle et mere dækkende program. Hun bør desuden etablere et uafhængigt og fagligt Naturråd, der kan levere input til naturpolitikken.

Sæt klare mål for naturen
Fjerde råd er, at Lea Wermelin skal sætte klare mål for dansk natur.

Krumtappen i ministerens ambitiøse naturpolitik bør, ligesom det gælder på klimaområdet, være klare og politisk fastsatte mål for, hvad der skal opnås, og hvornår.

Der findes et overordnet FN-biodiversitetsmål om at standse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020 og et tilsvarende EU-mål, men disse mål er ikke udmøntet i dansk sammenhæng.

Der findes ikke en samlet national naturplan. Tværtimod er naturpolitikken præget af hovsa-prægede indsatser og ret tilfældige politiske initiativer. Der mangler overblik og en prioritering af problemerne efter deres alvor og en samlet plan for nødvendige indsatser.

Hent inspiration fra Sverige
Det er her oplagt at hente inspiration fra Sverige, som siden 1999 har haft et system med politisk vedtagne, konkrete naturmål.

Målene understøttes af etapemål med for eksempel arealangivelser og årstal for, hvornår de enkelte delmål om blandt andet beskyttede naturområder og truede (rødlistede) arter skal være opnået. Også kommunernes indsats er omfattet af delmål og føder ind til de nationale mål, og det vurderes løbende, om indsatserne er tilstrækkelige.

Med klare mål svares der på spørgsmål som: Hvor stor en andel af Danmarks areal skal være natur? Hvor meget urørt skov skal vi have? Hvor stor en del af havet skal beskyttes?

Derfor bør miljøministeren udarbejde en samlet naturplan med klare mål for Danmarks natur, og planen bør understøttes med konkrete handlingsplaner. Derudover bør Lea Wermelin etablere et system for årlig rapportering om udviklingen og for løbende justering af de nødvendige indsatser.

----------------------------------------

Søren Mark Jensen er cand.mag. i biologi og geografi, og Tine Nielsen Skafte er cand.comm. i biologi og kommunikation. Begge har erfaring fra projektledelse i Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen og har for nylig opsagt deres stillinger i forbindelse med Miljøstyrelsens udflytning fra København til Odense.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lea Wermelin

MF (S), fhv. miljøminister
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00