V: Nabotjek er et vigtigt redskab

Af Erling Bonnesen (V)
Miljø-, landbrugs- og fødevareordfører 

Når vi indfører lovgivning skal det være på baggrund af sikre fakta og ikke løse antagelser, som det var tilfældet med loven om randzoner.

Erling Bonnesen (V)
Miljø-, landbrugs- og fødevareordfører

Dansk landbrug er udfordret for øjeblikket, og derfor skal det være slut med selvpålagte plager, som jeg skrev i mit seneste indlæg her på Altinget.

Et vigtigt redskab i den forbindelse er nabotjek. Det er naturligvis korrekt, som Helle Tegner Anker hævder (Altinget 11. december), at lovgivningen på miljø- og landbrugsområdet er meget kompliceret og kan være vanskelig at sammenligne på tværs af grænserne i EU.

Ude af trit med nabolande
Ikke desto mindre er et nabotjek et af de bedste redskaber, vi har til at vurdere, om den danske implementering af de fælles EU-regler er rimelig. Det kan undre, at man ikke tidligere systematisk har undersøgt, hvordan vores nabolande har implementeret EU-lovgivningen.

Vi har i stedet for kørt vores eget løb i Danmark, og på den måde er vi kommet ud af trit med lovgivningen i vores nabolande. Det kan i dag mærkes på en række områder, hvor det er tydeligt, at dansk miljølovgivning er væsentlig strammere end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er regeringens ambition at ændre på dette, således at den danske fødevarebranche får bedre konkurrencevilkår og bedre mulighed for at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet.

Helle Tegner Anker nævner Cowi-rapporten omkring nabotjek og overimplementering, og her er jeg væsentlig mere fortrøstningsfuld i forhold til dens brugbarhed, end professoren er.

Jeg er dog enig i, at nabotjek ikke alene skal bruges til at vurdere enkeltområder af lovgivningen, men også til en generel vurdering af, hvorledes reglerne er i Danmark sammenlignet med vores nabolande. Netop derfor har regeringen langt mere fokus på overimplementering af EU-regler, så det sker med åbne øjne og på baggrund af et politisk ønske.

Ny lovgivning skal bygge på fakta
For der kan naturligvis være gode grunde til at vælge en fortolkning af EU-lovgivningen, som umiddelbart virker strammere end i nabolandene. Det vigtige er blot, at vi er bevidste om, hvorfor vi gør det, og at det sker på et oplyst og dokumenteret grundlag.

Her må man desværre konkludere, at sådan har det ikke været tidligere. På især ét område har der nærmest været tale om en rygende pistol, når det gælder overimplementering af EU-regler, nemlig randzonerne. Ikke nok med, at lovgivningen var meget vidtgående i forhold til for eksempel Slesvig-Holsten, som er direkte sammenlignelig, så var der også store problemer i forhold til de videnskabelige vurderinger af, om det i det hele taget ville have en gavnlig virkning på vandmiljøet.

Når vi indfører lovgivning, skal det være på baggrund af sikre fakta og ikke løse antagelser, som det var tilfældet med loven om randzoner. Når vores nabolande ikke mener, det er nødvendigt med lige så skrappe regler omkring fritagelse for dyrkning tæt på vandløb, hvad er det så, der taler for, at vi fra dansk side mener, at randzonerne skulle have en dokumenteret effekt på vandmiljøet?

Historien om randzonerne viser, at vi fra politisk side skal skele mere til, hvorledes vores nabolande arbejder med EU-lovgivningen, men samtidig også have det politiske mod til at ændre lovgivningen, når der dukker ny viden op, som ændrer på forudsætningerne.