Wammen varmer op til forhandlinger om finansloven med tre nye coronatiltag

STIMULANS: Danmark er på ny ramt af økonomisk usikkerhed, og det kræver nye initiativer. Sådan siger finansminister Nicolai Wammen (S), som har tre nye forslag med, når regeringen mandag indleder forhandlingerne om finansloven med en række sættemøder.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Mandag sætter regeringen gang i årets forhandlinger om finansloven med en række sættemøder.

Det sker, mens Danmark og Europa er blevet ramt af den anden bølge af coronavirussen, og nye restriktioner rammer det danske erhvervsliv og lægger pres på økonomien.

Derfor er det nødvendigt med yderligere tiltag, der skal stimulere den danske økonomi, mener finansminister Nicolai Wammen (S). Han har forud for dagens start af forhandlingerne præsenteret tre nye tiltag, som skal hjælpe både et presset erhvervsliv og danskere, der står uden job efter coronakrisens indtog.

”Det er med andre ord utroligt afgørende, at vi tager det næste skridt mod at holde hånden under arbejdspladserne, som vi gjorde i foråret," siger Nicolai Wammen mandag på et pressemøde i Finansministeriet.

Eksportpakke, omskoling og højere fradrag for rengøringshjælp
De tre tiltag omfatter en ny eksportpakke på 500 millioner kroner, som skal hjælpe danske virksomheder, der rammes af mindre efterspørgsel i udlandet under coronakrisen.

Derudover foreslår regeringen at afsætte to millioner kroner til indsatser, der skal hjælpe lønmodtagere til at blive omskolet og opkvalificeret. Hjælpen skal ligeledes gå til at omstille virksomheder til at løfte nye og mere grønne opgaver.

Endelig har regeringen et forslag om at udvide den eksisterende boligjobordning, så man kan få et større fradrag for at bestille serviceydelser som for eksempel rengøring. Det skal blandt andet støtte de danskere, der er ramt af den krise, som coronarestriktionerne medfører for den danske servicebranche.

Allerede i forbindelse med sit finanslovudspil foreslog regeringen, at der bliver lavet en såkaldt coronakrigskasse på 9,2 milliarder kroner. I forbindelse med dagens pressemøde understreger Nicolai Wammen, at alle milliarder ikke kan bruges endnu, da det er uvist, hvad foråret vil bringe:

”I forhold til coronakrigskassen skal vi huske at holde noget af krudtet tørt. Vi ved ikke, hvilke udfordringer vi vil møde i 2021," siger Nicolai Wammen.

Læs også

Støttepartierne er første gæster i Finansministeriet
De tre forslag ligger på bordet, når regeringen har sættemøder om næste års finanslov. Møderne starter mandag, hvor det er regeringens tre støttepartier, Radikale, SF og Enhedslisten, der skiftevis møder op i Finansministeriet for at dele deres egne forslag til finansloven.

Årets forhandlinger om finansloven foregår denne gang under titlen 'Grøn Genstart', som dækker over alle regeringens forhandlinger om initiativer, der skal sætte gang i den danske økonomi efter coronakrisen.

Udover finanslovsforhandlingerne bruges 'Grøn Genstart' også om de verserende klimaforhandlinger, hvor partierne skal blive enige om en aftale for transportsektoren og en ny grøn skattereform. Partierne skal også forhandle om en grøn omstilling af landbruget, men det er for nu udskudt til det nye år.

Dokumentation

Regeringens tre nye forslag

En stor eksportpakke på yderligere 500 millioner kroner årligt fra 2021-2023. Dansk eksport har indtil videre klaret sig godt igennem krisen. Opblusningen af pandemien på eksportmarkederne skaber imidlertid fornyet usikkerhed omkring eksportvirksomhedernes afsætningsmuligheder. Eksportpakken skal dæmme op for usikkerheden. Regeringen ønsker at udvide adgangen til finansiering for trængte virksomheder og styrke Udenrigsministeriets muligheder for at hjælpe danske virksomheder med at sparke døre ind på nye markeder.

En ramme til markante og målrettede omstillingsindsatser i 2021 og 2022 på i alt 2 milliarder kroner i de områder af Danmark, der lige nu er hårdest ramt af krisen. Det handler blandt andet om omstilling af virksomheder samt omskoling og opkvalificering af lønmodtagerne.

En udvidelse af boligjobordningen så det bliver muligt at få et større fradrag for serviceydelser end i dag. Formålet er at støtte serviceerhvervet og fremme private grønne investeringer. Loftet for serviceydelser hæves til 25.000 kroner og loftet for håndværksydelser hæves til 25.000 kroner.

Kilde: Finansministeriet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00