
Administrationschef - Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Vil du medvirke til at udvikle gode administrative rammer for uddannelse, forskning og myndighedsbetjening på et fagligt mangfoldigt institut? Forstår du at motivere samarbejdet mellem ansatte med mange forskellige baggrunde? Kan du som administrativ leder bidrage til den strategiske udvikling af instituttet? Så søg stillingen som administrationschef på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
- Du er på én gang tydelig, lydhør og anerkendende i din ledelse, og prioriterer dine medarbejderes faglige udvikling, motivation og trivsel højt.
- Du har erfaring med og forståelse for økonomistyring og budgetlægning, og kan bidrage med sparring og ledelsesinformation i en kompleks organisation med såvel undervisningsøkonomi og ekstern forskningsfinansiering.
- Du forstår at omsætte mål og strategier til virkelighed, og du har med succes bidraget til udvikling på dine hidtidige arbejdspladser.
- Du trives med et arbejdsliv, hvor to dage sjældent er ens. Det kræver en pragmatisk og operationel tilgang til problemløsning og gode evner til at uddelegere og prioritere.
- Instituttets studerende og ansatte har mange forskellige baggrunde og nationaliteter. Du skal derfor være velformuleret i skrift og tale på både dansk og engelsk, og du skal trives med at arbejde sammen med og servicere mange forskellige typer mennesker.
Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.